02 maj 2014

En sæson er ovre - en ny på vej

Så sluttede sæsonen og hvilken afslutning. Vores finaleserie går over i historien som den mest nervepirrende længe, og især i kamp 4+5 var der enorm tilskueropbakning (og nærmest EM-stemning). Så det kan lade sig gøre at skabe kampe, som har interesse!!

I den anden ende af tabellen siger vi farvel til Bedsted og Aalborg HIK. Førstnævnte af egen fri vilje, mens Aalborg efter generationsskifte på generationsskifte, måtte erkende at nu gik den ikke længere. DHV tog dem på målstregen med få bolde til forskel, og Aalborg må arbejde på at komme tilbage igen. DHV har en del af de danske spillere som vi er dårligst til at udvikle på, og derfor er det i mine øjne et godt signal at de nu kommer op. Det er gode spillere, men det er 2. række - dvs dem som i første omgang ikke lige stod øverst. De kan med hårdt arbejde og flid nemt slå igennem, men vi har problemer med at få dem integreret i en idrætsverden der mest af alt nurser de allerbedste. Jeg har selv haft fornøjelsen af 2 fra holdet i BM, men der var andre foran dem og derved gik de retur til DHV. Det er rigtig dejligt at se at de nu også får chancen i ligaen.

Vi er langt fra den eneste idræt der har problemet med at få andre end de åbenlyse igennem. Andre sportsgrene diskuterer det samme problem, og der er ikke nogen entydig løsning. For problemet er at de om nogen har behov for målrettet træning, spilletid og konkurrence. Det er ikke altid det er let, når man så ikke kan finde en klub der satser på træning og udvikling, men samtidig også er ok med at resultaterne måske i første omgang ikke er til at nå toppen. Men får vi gang i denne masse af spillere, så behøver vi heller ikke frygte for vores fremtid. For det er også blandt disse spillere at vi ser det store frafald, og disse medlemmer mangler vi.

Derfor er DHV en succes i Odense, for de har samlet en del af disse spillere op og har samtidig formået på herresiden at integrere beach-spillere, retrætespillere osv. Men nu venter ligaen og selvom man er spadseret igennem 1. division, så skal de samme spillere tage endnu større spring for at kunne være med. Og det sker kun gennem endnu mere træning.

Vi har også afsluttet en sæson der har haft kampe udenfor banen. Hvad skal volleyligaen fremover, hvordan og hvorfor har delt vandene og ført til heftige grøfter mellem de forskellige klubinteresser og forbund. Jeg har ikke noget konkret bud på hvad der er det rigtige, men det væsentligste må være at alle arbejder for de samme mål. Nogle af disse mål kan måske virke svære eller urimelige, og her skal der måske mere bruges gulerod fremfor pisk. I mine øjne så er det den lette metode blot at opstille krav, når man ikke samtidig yder hjælp. Klubberne er alle i samme båd mht hvor hårdt man kan spænde til på det administrative, og her kan man som forbund ikke blot uddele bøder uden først at yde førstehjælp til feks arrangement, statistik eller tilskuerrekruttering. Hvis man virkelig vil udvikling, så sætter man alt ind på det, istedet for at tro at gennem straf så kommer de fleste nok med.

Udlændinge er et andet hedt emne, og det var først et krav at spille med færre. Nu er det så trukket tilbage, dels af den simple årsag at det ikke er lovligt men også fordi at klubbernes argumenter blev hørt. Der er ingen tvivl om at vi i klubberne gerne vil de danske talenter, og det kan lyde så nemt blot at erstatte en udlænding med en dansker. Men i praksis er det ikke altid muligt, især ikke når der også er kommet decideret forretninger ud af volleyball. Der stilles ikke kun krav fra forbunds side til os, men også fra spillere, sponsorer o.l. får at vi etablerer en platform hvor der kan leveres. Med det sagt, så skal vi også gøre plads til de danske spillere der kan og vil. Men fremfor alt så skal vi satse på at få et mangfoldigt tilbud til alle volleyball-spillere, således at springet mellem det ypperste og det næstbedste ikke bliver for stort. I Odense er der ingen tvivl om at det har været svært for den dygtige volleyball spiller, som ikke lige kunne være et emne for Middelfart eller BM. Hvis ens vilje er til at træne sin sport fuldt ud med op til 8 ugentlige træninger inkl alt, så skulle niveauet også være tilstede.

Derfor er det også i den grad positivt at vi i Odense arbejder for en fælles udvikling af talentmassen. Vi ved at de bedste og største talenter nok skal cruise igennem, men vi skal sørge for at der også er plads til at de næste kommer med. Vi har en fælles interesse i at sikre at der er flere som spiller volleyball - også efter kids-volley. Vi kan sikre at der er nogle at rekruttere til alle slags niveauer og hold, og i mine øjne konkurrere vi slet ikke som vi gjorde i gamle dage. I fodbold ser du samarbejde mellem OB, Marienlyst. Næsby osv. Det sikrer at de som ikke kommer igennem nåleøjet hos OB, måske kommer frem i en af de andre klubber. Det er også i erkendelse af at der for alles vedkommende er noget af vinde. OB kan få den langsomt-udviklende spiller efter at vedkommende har slået igennem på lavere niveau, mens de lavere klubber overtager frafaldne talenter. Mit håb er at vi også i Odense kan se dette på volleyball. Vi er primært i konkurrence med Middelfart, men ingen siger at DHV ikke også kan nå det sportslige niveau igen. Men som volleyliga-klub er der nok den samme forskel på os imellem, som der er mellem OB & de andre divisionsklubber i fodbold.

Nu er det landsholdssæson, og jeg håber så utrolig meget at landsholdet kan overraske igen. Endnu en EM-slutrunde vil give uvurderlig erfaring for spillerne og hele volleyball-danmark. Vi så i år hvor meget det har flyttet for de spillere der var med, og det vil kunne ske igen. Men som altid skal der også en del held til, men jeg ved at vi i hvert fald har et udgangspunkt med spillere i topform. Suppleret med en forrygende Mads Ditlevsen, så kan alt jo ske....

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Marienlyst kom til at ligne Gentofte for meget, derfor blev sæsonen længere end ventet. Bedste trænerpræstation i volleyligaen var åbenbart slet ikke at være volleyligatræner i adskillige måneder