Afsked med volleyligaen - tid til forandring

Alle vil udvikling, men ingen forandring!!

Forandring er bare svært, og det gælder også sådan en "gammel" træner som mig.

Jeg tog en beslutning om at stoppe min trænerkarriere efter denne sæson for ikke så lang tid siden. Nu har jeg jo stoppet før og så hoppet tilbage i løbet af nogle uger/måneder. Men denne gang er det for alvor :-)
Jeg har stort set trænet volleyball-spillere i 15 år i træk! Jeg har siden 2004 trænet hold i eliten med hvad dertil hører af tidsforbrug. Før det trænede jeg ungdom, bredde og samtidig fik jeg en del år på eliten i henholdsvis Fortuna og Marienlyst. Volleyball har været "the way of life", og alt I vores liv har været centreret omkring hvornår jeg skulle til volleyball.
Jeg vil nu til at bruge den samme energi på mine børn og min familie/venner. Det fortjener de efter at have bakket mig op. Mine børn på 6 og 4 år skal ikke udelukkende se deres far på den anden side af banderne, og jeg glæder mig faktisk til at kunne tage en tur til træning med Laurits som forældre-support og bruge en weekend til noget sammen i stedet for næsten altid "far skal til volley igen"...

Jeg håber at jeg en dag kommer tilbage, eller måske kan hjælpe med det færøske landshold sammen med Bardur - hvem ved hvad fremtiden bringer? Jeg er ikke pensioneret som 41 årig træner, og jeg synes faktisk kun at jeg er blevet mere og mere bevidst om min identitet som træner. Jeg har aldrig været så heldig at stå i spidsen for noget dansk udvalgt hold, men måske den dag også kommer. Der er ingen tvivl om at jeg kommer til at være som en styrmand uden skib, når jeg i den kommende sæson bliver træner uden hold.

Et glimt fra fortiden

Nogenlunde samtidig med at jeg traf den endelige beslutning om at stoppe efter denne sæson i BM, så lagde Caley Carter pudsigt nok nedenstående billede op på FB. Billedet er fra året hvor jeg vandt den første medalje som træner. Der var rigtig mange "første gang" minder på det billede. Vi forsøgte for første gang at få rollemodeller til et hold fra udlandet og vi forsøgte for første gang at integrere metodisk statistik i træning, kamp og analyse.

Jeg begik et hav af fejl undervejs, og spillerne på billedet er heller ikke blege for at nævne dem når vi en sjælden gang mødes. Men de sjoveste (pinlige) og mest minderige episoder har jeg plukket ud.

Årene i Fortuna som dametræner:

Mette Westergaard husker nok at hun blev sendt i omklædningsrummet af en rasende træner, som slet ikke kunne acceptere at blive sagt imod. Jeg er blevet bedre med årene og især de "trælse" mental-trænere har fortalt mig at jeg på trods af at have en klar mening om hvad og hvor vi skal hen, så er det også godt at få spillerne med ind over :-)
Og Mette endte jo med at få en del at sige.....

Caley og jeg diskuterede højlydt til en træning midt i et presset slutspil, og jeg kvitterede med at tilbyde hende en billet hjem eller falde ind i geleddet. Mit temperament gav mig mange problemer, og jeg har lært at tænke lidt inden munden åbnes. Men jeg er også fuldt ud bevidst om at det er både min vindermentalitet og temperament som har bragt mig hvor jeg er idag. Så jeg lever med det og er glad for at Caley og jeg heldigvis fandt en bedre måde at løse vores diskussion.

Vores første pokalfinale efter en højdramatisk semifinale i Holte, hvor Lotte Hauge måtte udgå. Vi gik gennem ild og vand, og stod nu pludselig på magtens tinde. Ved indmarchen var jeg simpelthen nød til at gemme mig for ikke at bryde helt sammen. Al den tid og arbejde vi havde lagt i at komme dertil og den enorme forløsning det så er at nå derhen. Resultatet var guld, men det var ingenting ifht at nå finalen og stå derinde i hallen.

Et andet højdepunkt i tiden var vores deltagelse i CEV Cup i Cherkazy i Ukraine. Vi kom med det stærkeste mandskab jeg havde undervejs i Fortuna. Meli, Stine A, Sara Holst, Karen Helmer, Caley Carter, Jennifer Fukino, Mette Westergaard, Jeanette Ellekjær, Eva Vennekilde, Emilie Holk, Line Høst, Anne Callesen.

Vi skulle spille mod 2 fuldtidsprofessionelle hold fra Østrig og Ukraine og så et hold fra Luxemborg som på daværende tidspunkt reelt var Luxembourgs landshold (og bedre end det danske dengang!!).
Alle derovre betragtede os som den sikre 4'er i puljen, og respekten var simpelthen ikke eksisterende. Vi ankom endda for sent til en af kampene, da man "valgte" at køre andre gæster før et af de spillende hold. Men vi kæmpede imod og var vanvittig tæt på dels at tage sæt mod det ukrainske monsterhold, men vigtigere var at vi havde sejren i vores hænder mod Fabasoft Linz. Heldigvis rejste vi os og tævde Luxembourgs landshold halvvejs hjem, og respekten var ligesom genoprettet fra de andre hold.
Det hele sluttede med en stor fejring, hvor minderne foræller mig at ½ liter fadøl med 1/4 flaske vodka var på tilbud til 10 kr. Stærkt sæt og turen hjem tidlig næste morgen var ulidelig!!!

Den fornemme indsats blev dog også afløst af en mat stemning da vi kom hjem. Jennifer Fukino ville hjem, men det betød blot at Mette Westergaard startede sin imponerende karriere. Senere vand vi også mesterskabet, hvor vi fik assistance af min nuværende chef-fys i Marienlyst Dorthe Høgh (dengang Larsen). Vi havde også fået en hæver mere til i Kelsi Wasylik, som for ikke så længe siden også var på besøg hos os i Odense. Vi havde også langt om længe lært at stave til "The Double" og fik en flot fane op i hallen. Nedenfor er billeder fra 2005-06 og 2006-07.

Den skæve start i Marienlyst

Hold kæft hvor var jeg usikker på om det var det rigtige for mig. Jeg stod i en situation hvor der var 3 veje for mig i 2008. Jeg kunne vælge det sikre i Fortuna eller tage springet videre til noget nyt. Jeg valgte Marienlyst trods tilbud fra Sverige på fuld tid, men så modig var jeg heller ikke. Jeg havde også set lyset i "team-bulding", vinderkultur, værdiskabelse osv. I øvrigt sammen med Christian Engell og det var et koncept vi gerne ville afprøve. Christian har nu fået job i Brøndby, og det er jo lidt sjovt at vi var "de første" der var med på den vogn.

I BM startede jeg med ferie og kom stort set direkte til kamp i Middelfart. Vi fik kæmpe klø og i omklædningsrummet blev jeg i den grad overfuset af Shaun Powell for ikke at være forberedt. Han havde jo ret, men samtidig skulle jeg ikke miste omklædningsrummet. Derfor tog vi diskussionen foran en del måbende spillere. Den var sober og langsomt fandt vi hinanden. Ingen tvivl om at dette hold var vante med "kæft, trit og retning" og "træneren har ret". Men her stod en træner og snakkede om "målsætning" sammen med dem og at alle havde lige ansvar osv. Vi endte med at have den bedste sæson længe og skabte samtidig fundamentet til den opbygning volleyliga-holdet har idag i BM. Og Shaun og jeg endte faktisk med at være et godt match, trods det at jeg kom fra damevolley. Sjovt nok så spørges jeg den dag idag stadig om hvordan hulen jeg valgte at være dametræner, hvorfor ikke rigtig volley osv.
Svaret er nok stadig at jeg nød hvert et minut dengang,og lærte en masse fra en del mere tålmodige piger (end drengene ville have været).

Heldigvis fik vi integreret det hurtige spil med angreb over alle positioner hurtigt, hvilket især skyldes den bedste hæver jeg nogensinde har arbejdet sammen med. Jordan Hove gjorde det let at "lave volleyball", men en arbejdshest det var han ikke!!
Den titel som BM ikke allerede vundet var det nordiske mesterskab, og derudover havde klubben far start af sagt "målet er the triple". Dvs danmarksmesterskab, pokaltitel og nordisk mesterskab. For mig var den nordiske titel den vigtigste. Jeg var i 2006 i finalen med damerne og skulle blot bruge 1 enkelt sæt for at vinde titlen i sidste kamp mod norske Koll. Vi tabte 3-0 og deriblandt 26-24 med flere sætbolde. Den sad stadig godt fast i hovedet på mig da vi tog et smut til Falkenberg.
De var favoritter til at vinde, hvilket vi bla kunne læse i nyheder overalt. Præcis som da vi tog til Sverige med damerne, hvor de to svenske hold også kun diskuterede hvem af dem der skulle vinde. Og så tog et norsk og dansk hold finalen. Vi endte i en ren finale mod Falkenberg, men med odds på vores side efter sejre over norske Nyborg og Middelfart. Vi kunne simpelthen ikke finde ud af reglerne, men endte med at mene at 2 sæt måtte være nok. Vi vandt det første og jublede allerede undervejs i kampen da vi tog det andet sæt. Til sidst valgte Shaun Powell at vinde 5. sæt nærmest alene. En klassespiller som var en forrygende pointmaskine mod de bedste modstandere.

Hvor meget sejren endte med at betyde for klubben kan man se på billedet, samt udtalelsen fra direktøren i klubben:

" Jeg kan simpelthen ikke finde noget i klubbens historie siden 1922, der er større end dette, siger klubbens direktør, Jens Gantriis.

Alle vil udvikling, men ingen forandring

Jeg har ofte kastet mig ind i debatter og forsøgt at få talt os op. I mine "dameår" handlede det primært om udenlandske spillere eller aftalespillere. Flere klubber benyttede sig af "aftalespillere" som kun trænede få gange, men omvendt var enormt bedre end deres kammerater. De bidrog dog ikke til træningsudvikling og derfor var det som at tisse i bukserne. Udlændinge er nu en "normalitet", men har vi ikke også nået et niveau hvor vi ikke skal være når vi ser næsten hele hold med udlændinge og disse udlændinge kun er der i 1 sæson? Er det mere guldet og hæderen vi søger i udlændingene fremfor den langsigtede udvikling? Jeg synes at det er fornuftigt at se på en form for regulering, for ligesom på skolen skal der også være en sammensætning som ser fremad. Derfor bør vi turde at se på en forandring som i længden måske kan give sporten et løft i fremtiden. Undskyldningen med at de unge ikke vil er en udfordring, men vi kan løse den efter min meníng.

Hver eneste gang at jeg hører nogle sige "større krav, bedre vilkår, stigende professionalisme etc", ja så er der også ligeså mange som siger "pas nu på tordensskjolds soldater". Men vi deler alle visionen om en større sport, måske endda et spring som håndbold foretog i sin tid. Vi deler ambitionen om at skabe flere talenter og give disse en endnu bedre oplevelse af volleyball. Men vandene deles når der skabes forandringer som skal muliggøre udviklingen. Omvendt så er det vel også åbenlyst at vi nok heller ikke når derhen blot ved at gå i samme spor som hidtil og intet forandre eller?

Jeg føler selv at jeg har været med til at skabe noget i mine nu 11 sæsoner på toppen. Medaljerne er et synligt bevis, men det er ikke der jeg føler den største værdi. Jeg har delt en masse oplevelser med nogle fantastiske mennesker og vi har i fællesskab udviklet os undervejs. Jeg nyder hver en træning i hallen ligeså meget som dengang det startede og jeg nyder fortsat udfordringerne i at skabe noget der er større end den enkelte. Det er holdsportens største gave til os.

Det blev en fantastisk rejse og udover 8 DM guld, 2 DM bronze, 8 pokalmesterskaber, 1 pokalsølv og 3 Nordiske mesterskaber, så fandt jeg også Eva undervejs og vi fik 2 x guld i form af Laurits & Clara.

De kommende 5-6 måneder vil jeg 100 % dedikere til at der måske kan suppleres til pokalskabet, men jeg vil også nyde min sidste tur.

God tur til I andre - vi ses i hallen!