Marienlyst - min rolle og hvorfor

Når man stopper med noget som man har gjort konstant i 10 år, så tager det også tid at reflektere over effekten.

For et godt stykke tid siden startede jeg på dette indlæg, men jeg manglede især at granske mit indre ifht hvorfor det var så god en ide at tage et "break" og hoppe ud af en kørende kontrakt. Nu er jeg lidt længere i forløbet, og vil her forsøge at komme lidt nærmere ind på hvorfor ændringen kom op til denne sæson.

Efter DM-finalerne, hvor vi jo ikke deltog, var det som altid tid til at reflektere over præstationen. Og for 2. gang i min tid som træner i Marienlyst, følte jeg at der var ting som jeg burde have håndteret anderledes. Forløbet fra januars succeser med nordisk mesterskab samt pokaltitel og indtil semifinalerne blev håndteret forkert. Træningen var helt klart anderledes, og jeg gik for meget på cruise-control og tog ikke pro-aktivt fat i at forbedre os. Vi vidste at vi nok skulle komme i semifinalen, og vi vidste også at det nok blev mod Middelfart. Men hvor vi normalt bruger meget fokus på detaljer i en periode hvor motivation måske skal komme oppefra og ned, så blev tiden blot brugt til at afvikle træninger. Resultatet blev som sagt at vi mødte et hold der både var bedre forberedt, bedre indstillet og mere motiveret. Motivationen kom måske hurtigt på plads efter et start-nederlag, men det stod hurtigt klar at vi ikke kunne indhente forberedelsen hurtigt nok.

Når man ser indad og oplever den slags, så kan man altid sige at "det sker ikke igen eller finde årsag hos andre". Men jeg følte også at jeg måske godt vidste at jeg havde en del af svaret. Investeringen af tid i projektet har i perioder været mindre end i de gamle dage, hvilket nok er naturligt når jeg ved siden af volley-jobbet passer et fuldtidsjob samt har en familie. Derfor har de perioder hvor ikke så meget har været på spil, feks offseason og kampe uden titler på spil, været nedprioriteret volleyball-mæssigt samt opprioriteret på familie og job. Og hvordan håndterer man lige det?

I mit tilfælde stod jeg med et fantastisk team omkring mig. Vi har igennem de 4 sæsoner med mig i spidsen fået bygget sundhedsteam op som sammen med en fysisk træner, der reelt styrer den del af spillet som ofte har været et kerneproblem i mange klubber. Jeg havde 3 assistenter under mig som havde hver deres arbejdsopgaver og styrker. I Jacob havde vi en klar kandidat til både den omstilling som også langsomt er undervejs fra at være en 100 % resultatorienteret klub, til også at inddrage procesorienteret tankegang over flere sæsoner samt til rollen som headcoach. Vi har altid været gode til at arbejde fra juli/august til og med april/maj, men med Jacobs ankomst (samt Bardur) har vi kunne opbygge dels talenthold men også rekruttere udviklingsparate spillere med længere sigte.

Min tanke var derfor også tidligt i evalueringsprocessen, om vi ville øge udviklingstempoet uden mig som træner, og samtidig kunne have mig bagved til at styre nogle andre processor som Jacob ville have sværere ved. Dvs opdelingen i aftaler med spillere og trænerrollen, som i min optik er svær. For den ene dag er du forhandler på klubbens vegne, og den næste skal du adskille dette ifht daglig træning. Jeg tror godt at de fleste kan relatere til tanken om at man ikke længere er den bedste, men det at give slip er ikke den letteste opgave. Jeg synes fortsat at jeg er en dygtig træner, og min trackrekord med 6 DM-titler, 6 pokaltitler og 3 Nordiske mesterskaber indenfor de seneste 10 sæsoner er vel heller ikke kommet "tilfældigt". Men jeg har ofte overfor spillere sagt at et hold ikke nødvendigvis består af de 6-7 bedste spillere, men af det bedste hold. Træneren skal også passe ind i hvor du er i processen, og her mener jeg at Jacob passer bedre ind som chef lige nu.

Men hvordan er det så ikke at være træner, og hvad laver jeg så istedet?

Jeg har helt klart svært ved at undvære rollen som træner, men samtidig er det også en befrielse at være væk. Da jeg stoppede kaldte jeg det et "stop", men nu er jeg nok nået til at det mere er en pause. Jeg vil rigtig gerne lede et hold igen, men jeg er også bevidst om hvordan. Jeg er liga-træner og ønsker kun at arbejde med spillere som vil gøre hvad der kræves for at vinde. Jeg vil også kun arbejde i teams, for ingen trænere jeg kender besidder top-evner til både at lede, coache, træne, udvikle på alle felter. I min første sæson husker jeg tydeligt at sidde foran en del spillere som havde det som en prioritet 2 eller 3, og det har jeg svært ved at sige ja til. Tiden uden volley har også vist mig hvad jeg familiært går glip af, og det har kun forstærket følelsen af at kun ville det 100 % med en klub og et hold som også vil det 100 %.
Jeg husker derfor også at William engang skrev at ville man vinde tog man til Marienlyst og trænede under mig, men ville man udvikles så valgte man Gentofte. Det er jo et udsagn som på mange måder stiller tingene sort/hvidt op, og jeg ved egentlig ikke hvordan vi er forskellige.

Men jeg ved hvad jeg selv står for, og hvad jeg alle dage har fordret. Selvom volleyball er en holdsport, så er det en sport hvor individualister som oftest har en afgørende rolle. Jeg har haft masser af individualister igennem tiden, og hvis man skal sige noget samlet om dem så er det "at de ikke er som folk er flest". Nogle har en så tydelig "mig" identitet, at prøvelsen mest af alt har været at få dem integreret uden at få dem indoktrineret til den fælles identitet eller skræmt andre væk ;-)
Det er helt klart en personlig holdning fra min side at du ikke skal ændre på folk blot fordi at de er anderledes. Vi kan sagtens have respekt for hinanden, selvom vi reagerer anderledes. Jeg er personligt træt af at se på spillerne som smiler mere når de taber en bold, hvilket jeg er sikker på er en "hold-ting". Skæve personer får taget "kraften" fra sig ved simpel indoktrinering og er du sur må du sgu godt vise det - på en konstruktiv måde. Men hold fast hvor er vi dårlige til at se dette i et bredere perspektiv. Du må i min verden gerne være anderledes og opføre dig anderledes, men de andre skal opnå en forståelse af hvad og hvordan du reagerer. Det være sig om du er en person med pokerfjæs kampen igennem, er spilleren med smil på hver gang du taber eller den som ryster på hovedet hver gang du er utilfreds

Et rigtig godt eksempel er netop kropssprog. Alle skal kunne afkode hinandens kropssprog istedet for at man ikke må vise følelser. Det betyder altid ekstra arbejde, fordi du med nye spillere vil få konflikter. Men jeg er ikke konfliksky, og tager gerne to til side så de kan få ordnet noget, for derefter at fortælle om det i plenum så luftet er renset. Vi gør ting fordi vil vil det så meget, og derfor skal vi også have respekt for hinandens måde at håndtere det pres. Jeg har haft spillere som feks Caley Carter eller Chris Kozlarek, som helt klart ikke undertrykte deres følelser på banen. Internt på holdene og i træninger er de helt accepteret, men "kloge hoveder" har haft travlt med at understrege at det ikke hører sig til når de ser dem i aktion. I Caleys tilfælde gik det endda såvidt at hun på trods af en statistisk overlegenhed på banen, havde svært ved at opnå anerkendelse for præstationen. Det er en af årsagerne (efter min mening) til at vi har så svært ved at udvikle stjernerne. Vi har altfor travlt med at rette folk til at vi glemmer at disse egenskaber ofte også er det som giver det lille ekstra. I træningen hvor vi omkring holdet ser disse spillere, har de også altid gået forrest ifht at ville nå derhen til hvor det er sjovest - nemlig at stå med guldet. Jeg tror på at dette er en af årsagerne til de medaljer der er kommet ind igennem tiden.

Men hvad er så min rolle nu? Egentlig er opgaverne ikke nye ifht de seneste 5-6 år. Jeg er stadig involveret i kontrakter, aftaler og kampafvikling. Men jeg har også fået lidt skrivebordsarbejde iform af møder, som jeg tidligere ikke opprioriterede.
Volleyligaen er et af de projekter, og selvom jeg på mange måder gerne vil være en del af en fortsat udvikling så har jeg ikke troen på at dansk volleyball gør det rigtige.

Vi laver så mange rigtige ting, men vores topstyring virker ikke efter hensigten. Mest af alt fordi at vi selv skriver evalueringen og ofte misser det som vi i træning kalder "konstruktiv kritik". Alt er en succes og det ligefra at tage et decimeret landshold afsted og få klø med spillere der er på vej til at stoppe i sporten, til at lave et U20 projekt. Et projekt som helt sikkert har lært os meget, men som også kunne give vigtige lærepenge. Det hjælper ofte ikke at diskutere det, fordi facit er sat og næsten som i skoletiden kan man blive mødt med "det ved vi bedre eller sådan gør de i udlandet". Den første undskyldning er vel reel nok, for det er ikke mig der bestemmer alligevel. Men den med udlandet er svær at greje, for mange af vore projekter er slet ikke til direkte sammenligning. Vi kan vel ikke sammenligne et U20 projekt, hvor man på mange måder lader et regionshold sammenligne med et nationalt træningscenter? Vi kan vel ikke bare skrive os ud af hvor meget der trænes og hvordan der trænes uden at tage kritik ind fra enten direkte implicerede eller folk med kendskab til det. Kæmp de krige du kan vinde siger man, og på mange måder har mit bekendtskab med den bestemmende del af volleyball-toppen været således. Før var jeg mere konfronterende, men nu har jeg egentlig valgt at blot passivt bakke op hvor jeg ingen interesse har, samt deltage der hvor jeg kan se en mindre forskel. Men jeg har aldrig følt en respekt for det arbejde der gøres i de klubber hvor jeg har været, eller set en pro-aktiv indsats i at få os sammen i processen. Derfor er der også fortsat en kløft mellem topklubber og forbund, og det håber jeg kan ændres. Men initiativet skal komme ovenfra, fordi tilliden til feks høringer er ikke ligefrem i top.

Jeg ved ikke om jeg egentlig egner mig til volleyball-politik, slet ikke efter så mange år i det lette miljø hvor præstationen tæller og ikke magten. Derfor tager jeg også i første omgang kun 1 år i denne rolle, og så må vi se hvornår at savnet bliver større end glæden ved at undvære. En ting er sikker - jeg er træner pt uden trænerjob, mere end jeg er forhenværende træner.