Det svære valg - valg af klub

Jeg har 3 indlæg undervejs her i sæsonoptakten hvor jeg vil komme ind på forskellige forhold omkring volley-eliten. Det første indlæg omhandler de valg spilleren står overfor, de forskellige klubber og til sidst landsholdet som faktor. Det næste indlæg er omkring de valg der er foretaget fra Marienlyst op til denne sæson - min situation og hvorfor. Det sidste er en sæsonoptakt med særlig fokus på em-form på de enkelte spillere i truppen eller tæt på.

Hvad sker der når hallen lukkes i maj/juni?
Jeg tror Morten har beskrevet det meget godt på Holtes forum. Det er forbløffende hvor lidt information der tilgår den nysgerrige volley-skribent og andre når først DM er spillet færdigt. Klubberne går nærmest i hi tror man, mens spillerne enten er med landshold, igang med studier / flytning eller arbejde. Så er der selvfølgelig dem som bare går fra hallen ud til stranden, og det er som oftest også her man som udefrakommende får de fleste informationer.

Volleyball'ens bedste spillere er snart fordelt rundt på de respektive klubhold, men forud er gået en lang proces som i de fleste tilfælde ikke kommer i "offentlighedens lys". En proces hvor spillere tænker i masser af forhold, hvor landshold er inde over og hvor klubberne skal tænke sig godt om ligesom at pilen ifht at skabe mest mulig elite ofte kræver en topstyring.

Spillerne - Økonomi, træningsflid, spilletid, ferie, landshold
Flere af ovenstående kriterier er som oftest i spil når spillerne vælger, og indenfor de seneste 5 år så er økonomien vel blevet det hotteste emne. Men jeg tror ikke nødvendigvis at man kan sige at det er det væsentligste parametre.
Vi ser spillere som ovenpå et nyt studie ønsker en større frihed ifht træning, eller feks spillere som vælger efter hvor de kan mest sandsynligt opnå en stamplads. Der er også dem som benhårdt går efter et træningsmiljø, en træner eller feks netop det modsatte, at undgå en træner.
Fælles er at der er masser af kriterier og spillerne er egentlig ret ærlige med hvilke kriterier der er vigtige, men også at det kan skifte i hvad der er vigtigt året efter. Ret beset så er det vel kernen i at være en amatør i en mindre sportsgren. Spillerne dyrker volleyball sekundært til alt andet, og derfor opstiller de også benhårdt tilbud overfor hinanden. Man kan lidt sige at gårsdagens forening ikke længere forhandler med et foreningsmedlem, men med en enten eksiterende eller potentiel kunde. En tendens der ikke er ukendt fra andre sportsgrene.

Klubberne - de forskellige tilbud
På den anden side står så klubberne. De er alle interesserede i de bedste spillere, fordi man så kan opnå gode resultater. Men man kan også lidt frækt opdele klubberne i 3 kategorier. Venstrefløjen er på min skala de klubber som står for den konsekvente plan, som spilleren enten kan tage til sig eller forkaste. I den kategori er en klub som Gentofte et rigtig godt eksempel. Værdier og kultur er rangeret højere end opnåelse af resultater, og man ser også en høj grad af dyrkning af denne "Gentofte-kultur". Senest ser vi at dame-afdelingen bløder spillere, og det er sikkert også præcis de spillere som ikke ser sig selv i denne profil længere.
På højrefløjen har vi klubber som reelt er villige til at klæde sig efter hvad der vil skaffe de bedste spillere på det givne tidspunkt. Jeg vil understrege at det langt fra er negativt, for reelt giver det netop klubben en mulighed for at være med på noderne ifht spiller-ønsker. De kan også være i en situation hvor det er geografisk vanskeligt ikke at være sådan, fordi at vi trods alt har begrænsede antal spillere. Vordingborg var vel egentlig et godt nyskabende billede på en sådan klub på damesiden, mens Lyngby også har shoppet rundt imellem hvilket ideal de havde.
Midt imellem har vi som i politikkens verden alle de andre. Det er også her de fleste klubber med guldmedaljer de sidste mange år befinder sig. Og grunden til dette er måske også begravet i at disse klubber måske har en god del kultur som i Gentoftes tilfælde, men også er villige til at gå på kompromis i resultatets navn. Vi har gode eksempler i flere klubber med "aftale-spillere", som er gået ned i træningsniveau men stadig er medvirkende årsag til at man vinder. Det vil være svært at sluge i en klassisk kulturstrategi, hvor det handler om at være der på lige vilkår.

Vi har så en anden kategori af klubber, som oftest kommer til orde præcis omkring juli/august med en ny masterplan til potentielle spillere, sponsorer og interne soldater. De er som regel udfordre til en større klub i samme by, men vil gerne være kalif istedet for kaliffen. Lidt sarkastisk kan man sige at det sjældent er igennem "Gentofte-modellen" at de forsøger at genvinde tronen, men det er trods alt bedre at der er konkurrence og i længden så kan man ikke løbe fra at det er svært at råbe ulven kommer år efter år, hvis ulven viser sig at blive væk. Sidste sæson så vi en "storsatsning" i DHV på damesiden med Stine Andreasen i spidsen. Projektet fik masser af mediedækning, og det så på overfladen ud til at blive en relancering af DHG i deres storhedstid. Et projekt der desværre blev bygget på flere eks-elitespillere med det til fælles at de ikke ønskede de noget mere stramme bånd der var i elitens klubber. Resultatet blev da også en sportslig nedtur, hvor der var masser af intern uro netop baseret på at der ikke var forventningsafstemning. Man havde lokket med mere end man kunne holde.
Men husk også på at Vordingborg også kom frem på denne måde, og som man siger "hvo intet vover, intet vinder". Omvendt må man også sige at antallet af danske dygtige spillere i damerækken måske slet ikke er til 2 hold i Odense, og derfor var det også en svær fødsel fra start.

Landsholdet - dark horse med stor magt

Nu har jeg både været i dame-faget og herre-faget, og på trods af at der er milevid forskel i budgetter og derfor også ambitionsniveau fra forbundets side - ja så er der ingen forskel i metoderne omkring landsholdet.
I sin tid husker jeg hvordan at vi blev opfordret til at søge den lange hårde vej til succes, som gik igennem investering i træning. "Der er kun en vej til succes og den er gennem træning".
Landsholdet er en dark horse fordi at en stor del af alle de spillere eliten beskæftiger sig med, har en drøm om at være med på landsholdet eller et ønske om at bevare pladsen. Denne drøm bliver også en mulig brik i spillet mellem klubvalg, idet at spilleren skal have et grønt lys for at det ikke fratager landshold eller lignende.
Debatten omkring valg af klub hvor landstræner er aktiv er jo på denne måde også hel legitim, for selvfølgelig indgår landshold i kriterier for enhver spillers elitevalg. Men det er ikke min oplevelse at trænerne er særlig meget for at gå i dialog med spillerne om valg, idet at man forsøger at være upartisk.

Forskellen på leverpostej og pâte

Klubberne agerer på mange måder fuldstændig forudsigeligt og spillerne er meget åbne omkring deres valg. Meget firkantet kan man også sige at landsholdet fravælger ingen, for der er behov for alle.
Derfor vil alle spillere uanset hvilke valg de træffer også fortsat kunne tilspille sig en landsholdsplads. I sig selv er det vel også en ok tanke. Jeg ved fra egne møder med landstrænere igennem tiden at de heller ikke skeler meget til spillernes dagligdag, men "stoler på at man træner godt nok og på et acceptabelt niveau". Det er i sig selv ikke et problem, men hvem skal tage ansvaret for at højne standarden?
Vi kan tydeligvis ikke sætte os sammen alle klubber og aftale at alle skal træne lige meget eller andre af de forhold som gør at spillere måske ikke får den objektivt bedste plan for volleyball. Det er nok en smule for naivt at tro at den sociale klub vil opfordre den dygtige spiller til at søge til naboklubben der passer bedst til hans/hendes ambitionsniveau, ligesom det er naivt at tro at den anden klub vil afskibe stjernen som blot ikke har tid til mere i en returaftale.

Derfor er vi som sport også stadig blot leverpostej og de andre er pâte. Når EM i 2012 og EM i 2013 er overstået vil vi sikkert stå og sige at vi gjorde hvad vi kunne.
Men efter et udviklingsorienteret mål og ikke resultatorienteret, så har vi givetvis skåret så mange hjørner at vi glemmer at vi fra start af afsøgte dette EM for at skabe en ny vækst i dansk volleyball. Og så er det ligegyldigt om man bliver nummer 5 eller 10. For i fremtiden vil vi fortsat ikke kunne konkurrere med dem som tør gå all-in hvis vi fravælger ihærdighed fremfor talent, forskelsbehandler spillere eller giver frikort til de bedste i stedet for at kræve mere af alle.

Når vi ser OL nærmest uanset sportsgren, så ved vi at dem der er med, alle har undergået en 100 % satsning forud for dette mesterskab. Vi ser svømmere som har dedikeret flere år af deres liv på dette. Vi ser håndboldspillere få kritik efter at det kommer frem at de "kun" har trænet flere gange dagligt og måske fokuseret for lidt på styrkedelen. Jeg kan næsten slet ikke se et dansk landshold i den kontekst. Jeg har igennem sommeren haft den fornøjelse at bruge tid sammen med spillere fra det australske herrelandshold. De spillere er ÅRET RUNDT under landsholdets bevågenhed når det gælder alt fra skader til fysisk udvikling og til selve spillet. Der er fokus på udviklingskurve og klubvalg og som jeg fik direkte af vide fra trænerstaben:

"Hvis vi ønsker succes med udvikling af volleyball, så skal der være topstyring og indsigt i alle forhold. Det er det eneste der virker ifht at styre en proces til maximum succes i holdsport. At Australien er der hvor de er som asiens bedste herrehold pt, er et direkte resultat af at vi ikke overlader noget til tilfældighederne. Det allerbedste er at de spillere som kommer i hælene på denne generation har endnu større potentiale da de starter på et højere niveau og med en større selvfølgelighed over de ting som skal gøres og derved skabes konkurrencen, og det er vel det tætteste vi kommer på en kultur".

Jeg tror på det....