07 april 2012

Volleyliga ingen sportslig succes

Hvis målet var at højne ligaens sportslige niveau, så er det på ingen måde blevet til en succes. Man har været travlt optaget med at finde fejl i kiosksalg, kampprogrammer o.l., men samtidig har man ikke ønsket en dialog om det sportslige niveau i ligaen og i stedet for at gøre ligaen sportsligt mere interessant er den blevet dødkedelig indtil februar. Derfor står man også nu med et større problem end at skaffe tilskuere til kampene. Nemlig at over 95 % af alle kampe på forhånd er uden resultatmæssig spænding og ingen gider at se kampene. Så arbejdet med kampprogrammer er uden værdi, for kun de mest dedikerede kærester dukker op til kampe som er givet på forhånd.

Gentoftes herrer har siden 28. januar ikke spillet en eneste kamp hvor de reelt kunne tabe, medmindre de da stillede op i alternative opstillinger. Et faktum der ikke kan udelukkes at have betydning for den skarphed som man manglede med start i finalespillet.

Top 3 har opgraderet træning og indsats, således at det ikke er unormalt at træne 7 ugentlige boldtræninger foruden kampe. Samtidig er indtrykket fra både tilskuere og trænere, at flere hold har svært ved at få spillere til bare at møde til de kampe der er.

Danmark U20 har været en sportslig berigelse, men også været et dyrt bekendtskab for både forbund og top 3 klubberne. Udvidelsen til 10 hold var ikke blot en dårlig beslutning, men er på mange måder ekstremt dyrt for os alle. Der spilles færre kampe i grundspillet, men endnu færre jævnbyrdige kampe. Det koster på tilskuere og vi kan feks i Marienlyst notere os at interessen er faldet markant. At man nu vælger at fastholde de 10 hold og U20 holdet, virker som en kold klud i ansigtet på dem som man i andre sammenhænge mener skal være lokomotiv for ligaen.
Et relevant spørgsmål er hvordan man kan være lokomotiv for nogle som reelt ikke har et ønske eller vilje til at gå ind i kampen om at blive vindere af volleyligaen, men blot ønsker at være med?

Jeg har intet problem med at andre hold og mennesker har andre ambitioner end os. Men jeg kan ikke forstå hvorfor at man vælger laveste fællesnævner i samarbejdet, når der er masser af alternativer.

Kanalsport har vist volleyball fra finalerne, men vi skylder også at fortælle at sådanne kampe er nærmest sjældenhed pga ovenstående. Vil vi også være villige til at se et TV-crew møde op i Lillevæltshallen til en kamp hvor udeholdet desværre kun medbragte 75 % af truppen og dem som normalt er stærkest for holdet ikke deltager?

Jeg har en stor ambition om at volleyligaen skal blive en succes på det sportslige plan, men det kræver at der sker en ansvarlig ledelse af projektet. I første omgang betyder det at man må se på hvordan man sikrer spændende kampe som kan tiltrække folk til hallerne, nu hvor de er sikret et kampprogram og et kiosksalg. Dernæst så er det vigtigt at arbejde med at få opgradere det kommercielle potentiale i ligaen og klubberne, for kun derved kan vi få resten af klubberne med. Det er let nok for Gentofte at kræve færre udlændinge i klubberne, når man samtidig er den eneste klub i Danmarks største by. Foruden at de bedste talenter i nærområdet kommer til, så vil der også ske fortsat tilflytning fra provinsen. Men hvis Middelfart, Bedsted, Spentrup osv skal være med, så skal der ske en styrkelse af toppen. Og det koster noget at gøre.

Så mit budskab til DVBF's bestyrelse er at starte med at tage en dialog med volleyligaen om hvordan vi sikrer at vi bliver en del af kanalsports succes. Vi har ikke råd til at alt handler om overflade-behandling og prestige projekter. Tag effektive beslutninger baseret på at vi får mest mulig volleyball for pengene. EM kan blive et kæmpe lokomotiv for volleyball, men ikke på den måde som vi håndterer landets bedste herrerække.

5 kommentarer:

Frederik Holm sagde ...

Hej Mikkel,

Jeg er i høj grad enig i dine betragtninger om volleyligaen. Jeg så gerne man skar ligaen ned til 6-8 hold, lavede et slutspil med top 4 og lod 5-6/8 spille slutspil med top 2 hold fra de to 1. div..
Der er i hvert fald et stort behov for at løfte niveau i bunden af volleyligaen, men også niveauet i 1. division.

Mht. U20 projektet virker projektet til at være en alt for kortsigtet løsning. Forbundet er til for klubberne, og skal skabe rammerne således klubberne selv kan løfte talentfulde spillere fra ungdom til elite og internationalt niveau.

Jeg har også en bekymring om trænerstandens niveau generelt i volley DK, men det er en anden og lidt farligere diskussion.

Mvh
Frederik Holm

MÓ sagde ...

Så vidt jeg ved er der en del klubber i København, OGSÅ i den bedste række!

Desuden kan jeg godt love dig at ingen i Gentofte volley nogensinde har KRÆVET at der er færre udlændinge. De sjoveste kampe vi får er jo mod hold med udlændinge.

Du kan selv forstille dig hvor lang en sæson kan være mod hold, som du selv siger, man ikke kan tabe til.

Anonym sagde ...

Det kan være det er mig som har misforstået hvad der menes her, men efter hvad jeg er blevet fortalt stemte Gentofte for en grænse for antal af udlændinge. Er det ikke det samme?
Der er også masser af volleyklubber i andre byer, men konkurrencen i elitær volley på højeste niveau er begrænset - også i Kbh. Ja du kan spille med i eliten, men så er det vist også det. Det vil være svært at forestille sig en dansk landsholdsspiller fra provinsen vælge KSV eller andre fremfor Gentofte....

Frederik - min holdning deles af utrolig mange spillere og især dem som spiller på topholdene. Jeg tror på at vi kan ændre i form, men ledelsen i TVD og TSG har åbenbart fået nok i U20 og sælger så ud når det kommer til volleyliga.
De fleste jeg har snakket med, mener at det rent sportsligt har været den værste sæson i mange år.

Mikkel

Frederik Holm sagde ...

Mikkel - er disse år i den danske volleyliga ikke bare resultatet af manglende talentfulde unge som holder ved volley'en..? Jeg mener, vi ser ikke mange spillere omkring min generation (90) og et par år ældre som har holdt ved hele vejen til eliteniveau. Problemet er vel dybest set at holde fast i de unge, så bredden i dansk volley kan blive større - så konkurrencen kan blive større og dermed styrke toppen..

Anonym sagde ...

Hej Frederik

Jo det er rigtigt at den årgang er svær at finde i eliten, men det kan også skyldes en del andet.

Som jeg tidligere har beskrevet, så er der mange eksempler på "eliteungdomshold" eller "eliteungdomsspillere", som ikke tog springet til eliten.

Når man snakker med disse er der også en svær grad af mismatch mellem det de ville, det de blev lovet og det der skete. Nogle gange er klubberne synderne i form af lovning om en masse ting i form af træning, træner, ambitioner. Andre gange er det spilleren der tror at springet mellem at være god i U21-rækken berettiger til en næsten startende plads i toppen af eliten.

Men samlet set så er det vigtigt at erkendelsen kommer frem. Vi har nurset spillerne rigtig meget, og desværre må vi erkende at der mangler et sted at være for den kun halvgode men super ambitiøse spiller i mange egne af landet. De spillere som stopper gør det jo ikke KUN fordi at de får andre interesser. Men også fordi at de ikke længere er en del af noget de kan identificere sig med af den ene eller anden grund.

Så mit lange svar er at det ikke kun er din årgang der kan få det problem. Vi ser det også med andre årgange og nogle steder mere end andre.

Gentofte har også haft en så stor succes med 2 årgange at det er relevant at se på hvad deres alternativer er. For nogle vil sikkert være ok med 2. hold i Gentofte, sålænge de træner på et højere niveau. Nogle vil måske kunne trænge sig på 1. holdet, men andre vil se sig omkring - og her tror jeg at flere vil stoppe fremfor at vælge et miljø de ikke kan identificere sig med.

Derfor mener jeg også at U20 mere er et klubalternativ i Kbh området, og sker pga at sikre noget for denne mellemgruppe.

Mikkel
Mikkel