13 april 2012

Udlændinge-kvoter eller "Platini-modellen"

Forleden kommenterede jeg et indlæg som langt fra var første gang jeg hørte det. Det handlede om at det var "tamt at se et dansk mesterhold med 6 udlændinge i startopstillingen". Jeg svarede retur med en smart bemærkning om at han måtte være volley-racist, og at det reelt var en succes i alle andre lande at forstærke med udlændinge i kampen om tilskuere, medier o.l. Men herefter kom et forslag som jeg nu har tygget på.

Forslaget lød på at begrænse antallet i startopstilling for at sikre plads til danske spillere. Det er jo egentlig en god tanke, men lad os køre det igennem den praktiske maskine først.

Som jeg ser det er der to muligheder hvis man skal "begrænse ovenfra" og begge har også nogle negative sideeffekter som man også skal overveje, feks ifht ligaens sportslige kvalitet overfor interessenter som TV / medier /sponsorer.

De to modeller til at "fordanske ligaen

Det ene er at man som vedkommende også foreslog og som også har været oppe og vende på liga-netværk niveau - uden at få tilslutning vel at mærke. Det er at du har et antal pladser i startopstilling som skal være danske spillere. Holdene i 1. div kender det fra Wildcard-kampene, hvor WC-holdene skal have 4 unge på banen samtidig ud af de 7. Det sikrer at du max har de 3 ressourcespillere på banen, og I liga-sammenhæng derfor feks 3 danske spillere på banen samtidig.

Lad os tage udgangspunkt i at der max må være 4 udlændinge i startopstillingen og at det er dansk eller ikke dansk. Middelfart ville være tvunget til at hente 2 stk danskere mere end nu, og dem som tror at de ikke forsøger på det allerede nu hver sæson, tager meget fejl. Mobiliteten er bare ikke tilstede (endnu) blandt de bedste danske spillere. Derfor vil de højst sandsynligt gå efter højest mulig kvalitet for at kunne spille med mod Gentofte & Marienlyst, for ellers er det en anden sportslig målsætning og derved også kommerciel målsætning.
Reelt betyder højest mulig kvalitet at Middelfart skal gå efter de dygtige danske spillere som bare ikke har tiden til at satse på sporten. Jeg synes da det er fedt at se dem spille, men de bedste eksempler er nu engang dem som også kommer til træning og alle kampe.
Så reelt set så betyder det ikke noget for udviklingen af spillere i Middelfart, og vil blot på landsplan få kursen på en dansk spiller til at stige. Med nuværende struktur så betyder det ikke det store for Gentofte eller Marienlyst. Marienlyst kan stille med 3-4 landsholdsspillere og har 4 i U20 landsholdstruppen. Gentofte har kun 1 udlænding. Hvidovre vil heller ikke på nuværende tidspunkt få problemer, mens Holte vil være ramt hårdest udover Middelfart.
Så mit argument er hvis begrænsningen intet følger med ifht udviklingen, hvorfor så gøre det? Det vil være skidt for produktet hvis der ikke er mere konkurrence end nu. Jeg tør så i øvrigt slet ikke tænke på betydningen for damernes række, som vil være meget svækket med denne regel.

Så alt i alt kan jeg ikke se den positive effekt, idet at det mest af alt vil betyde at dem som i forvejen har dansk vil få det lettere, mens de miljøer som har svært ved enten at skabe (feks pga geografiske omstændigheder / opland) eller fastholde (mange fraflytter pga studie, arbejde osv) vil blive dårligere. Ligaen vil svækkes, og nogen vil måske glæde sig over at antallet af danskere på banen er steget for den danske mester, mens andre vil synes at niveauet er faldet eller spændingen forsvundet.

Platini-modellen

Det andet er modellen som langsomt implementeres i fodboldens verden igennem især Michel Platinis vision om at skabe en bred platform. Du skal have et antal egenproducerede spillere i truppen for at deltage.
Det betyder at spilleren skal være der inden de fylder 18 år for at være "lokal spiller". Bivirkninger er allerede at se rundt omkring, for spillerne købes nu lidt tidligere for at sikre at de kan indgå som en lokal spiller. Om det får en negativ konsekvens for talentudviklingen er svær at sige endnu, for pengene som bruges på at købe feks unge spillere i FC Midtjylland og Brøndby som det er set her på det sidste, betyder jo også at disse miljøer tilføres nye midler. Taberne kan dog gå hen at blive spillerne som ikke slår igennem i de nye miljøer. Men det er en anden historie.

Modellen vil betyde at vi også vil se en øget fokusering på de store talenter, idet at der feks skal være 3 eller flere ud af 12 i truppen som er "egenproduceret". Det giver meget mere mening ifht ikke at hæmme topniveauet, og det betyder også at der ikke blot øges med "aftale-spillere" som kun deltager i begrænset form. Jeg kunne langt lettere acceptere en fokus på talentudvikling ved at indføre et antal spillere i truppen baseret på enten alder eller oprindelse. Vi kan også herved sikre at topklubberne giver plads til nye talenter istedet for at ældre spillere vinder hævd på pladserne 9-12 i truppen. Der skal sikres en udvikling.
Det negative er de fraflytninger som feks er sket gennem studie-flytning eller arbejde. Aalborg HIK er vel det bedste eksempel på dette. I Gentofte spiller 2 tidligere Aalborg profiler i Christian Pedersen og Jesper Jensen, mens vi i Marienlyst har både Steen Sørensen og Flemming Olufsen. Hertil kommer de 3 udlændinge fra Island & Norge i begge klubber. Disse spillere vil ikke være "egenproduceret" og skal derfor helst være blandt de 8 bedste i klubben for at bibeholde pladsen, da det ellers kan betyde at de mister pladsen til nogle af de unge. Det kan jagte nogle til "dårligere miljøer", og måske i sidste ende stavnsbinde nogen til klubber.

Det vigtigste i mine øjne

Det vigtigste er at man holder sig et mål for øje. Derfor har jeg også reageret stærkt mod dem som blot agetere IMOD Middelfart eller andre klubber mod mange udlændinge. Koncentrer os om at gøre det bedre for os alle, og undlad at tro på at de forskellige miljøer ikke bidrager til det fælles. En begrænsning for begrænsningens skyld eller fordi nogle synes at det er synd for de mange dansk-baserede klubber er ikke vejen frem. Men ser du på Gentofte, Holte, Marienlyst, Fortuna og Brøndby som huser de fleste danske landsholdsspillere, så er det vigtigste at de presses til forbedringer. Det sker ved at der er andre klubber som nødvendigvis må have en del forstærkning udefra, medmindre at vore landstrænere ikke udtager de bedste.

Jeg vil gerne diskutere begrænsninger ovenfra, hvilket dette reelt er. Det er en begrænsning af ligaens kvalitet når der begrænses efter nationalitet og ikke kvalitet. Men samtidig med dette, så synes jeg at det ville klæde at vi også tager en diskussion om begrænsning nedefra. Et sjovt scenarie er jo om vi ikke også skal diskutere om man må være med i ligaen hvis man ikke er god nok. Tag et kig rundt i Europa og man vil se at der foruden det helt almindelige op og nedrykningsspil også er licenser der skal uddeles. Disse licenser bygger for 90 % vedkommende på økonomi - en økonomi der skal sikre at der kan signes spillere som er gode nok til at man har et højt nok sportsligt niveau til ligaen. De øvrige krav er krav til organisation, trænernes faglige kvalifikationer, arrangement osv.

Ingen kommentarer: