Værdier

I julen bliver "værdier" ofte pudset af, og det gælder både de materielle samt åndelige. Efter at jeg har fået børn, så er jeg pludselig også havnet i at værdier som måske lå skjult i mig, også bliver aktuelle. Julen er for mig en tid hvor vi alle prøver at være en smule bedre. Vi gør det på vidt forskellige måder, men netop rummeligheden i forskelligartede traditioner samt respekt for disse er noget jeg sætter højt. Jeg har haft volleyspiller med i familiens jul men i år skal alle pudsigt nok alt muligt andet ;-) Jeg tror nu ellers at Travis satte pris på en volley-jul, og det er egentlig også det mit indlæg skal handle om.

For julen betyder også et kort afbræk i volleyball, og dermed for mit vedkommende også en mulighed for at være der en del mere for familien. 7 år i streg har jeg bedt Eva og familien om at tage hensyn til at der altså lige er en pokalsemifinale. De 7 år har de heldigvis fået en glad mand hjem, fordi alle gange er vi nået i mål. De senere år er det gået meget lettere end da det hele startede. Og julen er også minder....

Den 18. december 2005 skulle vi (Fortunas damer) møde Holte på udebane i "Lufthansa Cup" som pokalturneringen hed i disse år. Holte var sølvvindere og del af top-duoen som bestod af DHG & Holte. Undervejs i pokalturneringen var DHG overraskende blevet sendt ud af Aalborg HIK. Den anden semifinale var derfor mellem SK Aarhus (nuværende Skovbakken / Aarhus Volley) og Aalborg HIK. Denne kamp blev vundet 3-1 af Århus-holdet. På papiret en overkommelig modstander for begge hold i den anden semifinale, men først skulle dette drama udspilles.

Vi kommer godt ud af starthullerne, som vi i øvrigt var rigtig gode til. Holte var derimod mester i at komme langsomt men sikkert igang med deres malende stabile transitions-spil. Så i 2. og 3. sæt taber vi klart, og der er langt til finalen. Men så viser holdet det som i de kommende år nærmest bliver et kendetegn ved Fortuna  - nemlig den enorme vilje og evne til at skabe uventede comebacks. Ingen vil forvente at et hold der ikke er vante med at vinde over tophold, pludselig kravler ud af posen og tvinger kampen i en afgørende vending. Til slut vinder vi 3-2 og den første finale i Fortunas nye æra er en realitet. Finalen blev vundet (med 3-0) ligesom de næste 2 sæsoner også gav sejre, og herefter stoppede jeg så som træner i klubben, for derefter at fortsætte hos herrerne i Marienlyst.

Nu står jeg som Marienlyst-træner på 4. finale i streg, og selvom at der kom en ridse i lakken med tabet til Gentofte, så er det vel også beviset på at tingende ikke kommer af sig selv. Vi vandt en sikker sejr i det nordjyske og det på trods af at vi stillede op med en skadet hæver, Bardur som 2. hæver, ingen diagonaler samt Peter Jensen (som ikke må springe) som eneste kantreserve. Vi havde dog masser af centergardering på holdet. Vi tog kampen rigtig seriøst, og spillet begynder virkelig at ligne det billede som vi har tegnet op for holdet. Vi spiller et seværdigt og alsidigt angrebsspil, med angreb på alle dele af banen og det er den stil som jeg gerne vil være i spidsen for.

Når det lykkes ligner vi ikke et hold der kan tabe til nogen, men når det ikke virker så ligner vi til gengæld også et usammenhængende hold med manglende aftaler. Lige præcis dette har jeg hørt i alle mine år som træner. Hvorfor laver i så mange fejl, hvorfor gør i sådan med jeres server, hvorfor hæver i ikke mere til ham eller hende?
Vi gør alle disse ting fordi at vi har en filosofi om at kunne angribe overalt på banen med alle mand. Vi går til serv med formålet om at præstere den serv som er den bedste vi kan. Vi angriber udfra den filosofi at hæver vi hurtigt, slår boldene væk hurtigt så er chancen for at "slå blokken" størst. Men der er ingen tvivl om at fejl opstår når man bevæger sig på grænsen af ens formåen, men det er altså også her at udvikling opstår.

Jeg så feks Ikast mod Aalborg i damernes 1. division, og det er ikke fordi at jeg vil sige noget omkring Ikast. Men det er et eksempel som jeg synes går igen på mange ungdomshold. De har en super angriber, og hun fik vel nærmest rub og stub i hævninger. De andre var reduceret til boldflyttere rundt omkring hende og en center som fik den lille del der var tilbage. Det er måske rigtigt at chancen for at hun vinder bolden er større end ved de andre, men samtidig så er angreb kun en del af den samlede volleyball. Og kunne holdets samlede angrebsstyrke måske udvikles ved at forsøge at slå de andres forsvar gennem de styrker som resten besidder?

Specialisering er en ting, men at anlægge en taktik helt ned i ungdomsrækker / u-senior niveau hvor hæveren loader sit angrebsspil til 1-2 spillere, er en tendens jeg har set i de snart mange U-senior kampe jeg har set. Man gør det sikkert for at udnytte det øjeblikkelige formniveau angrebsmæssigt bedst muligt, men det sender et signal om mindreværd og uden at kunne dokumentere det, så tror jeg ikke på at du i længden kan vinde på at satse så ensidigt. Alt for ofte ser vi hold fejle undervejs fordi at plan A er bygget op på et tyndt fundament. Jeg har i min tid som træner været begunstiget med nogle ufattelig taktisk dygtige hævere, som alle også delte mit syn på volleyball. De ønskede at kunne brillere med deres evner uden at skulle skele for meget til hvem der var ønsket mest eller mindst ifht at få bolden. I år har jeg fået en ny hæver som afløser for den nok bedste hæver jeg har arbejdet med (Jordan). Kasey Crider besidder alle de fysiske egenskaber, og selvom at han i college har været vant med at bolden bare skulle bagover til Paul Carroll, så kan man også se at der latent i ham er evnen til at vælge rigtigt og læse spillet.

Så det startede med julens værdier, gik over mindernes allé og endte ud i værdier som jeg sætter højt som volleyball-træner.

Til slut vil jeg ønske alle en glædelig jul og jeg håber at 2012 bliver et rigtig godt volleyball år for os alle. En speciel hilsen til gamle og "nye" spillere jeg har trænet med. Tak fordi at I har været med på turen og gjort den værd at mindes.

Vi ses