01 december 2011

Julekalender - ungdom vs hyggebold

Først vil jeg lige adressere jer der læser min blog, samt jer der skriver kommentarer til mig. Jeg er noget til den erkendelse at det nok er ligeså svært at tale fornuft ind i de anonyme som skriver her, som at få Frederik Fetterlein til at holde sig fra piger.

Jeg synes så tilgengæld ikke at man bør begrænse muligheder for nogen, som reelt har en mening om tingene. Jeg ved godt at sproget og tonen til tider bærer præg af at sidde i sikker skjul bag tastaturet. Men jeg forbeholder mig ret til at ignorere indlæg. Jeg vil dog opfordre til at deltage aktivt med dig selv som underskriver, da din mening også er berettiget.

Til dem som udelukkende ønsker at fortælle mig at jeg enten er en spade, lystløgner eller deslige, så er muligheden der også stadig - men overvej dog om det ikke er spild af tid, for jeg ændrer mig nok ikke så meget.

I dag starter nedtællingen til juleaften for alvor, og os med børn oplever især dette. I volleyball betyder december en afgørelse af hvem der skal spille pokalfinaler samt hvem får lov at "overvintre" som slutspilshold, og hvem skal træne ekstra i julen ;-)

Men der er også andre ting der er gang i når december starter ud. Fortunas julestævne er et (i mine øjne) højdepunkt for både unge og gamle. Der er god tradition i Julestævnet, og sådanne traditioner skal vi holde i hævd. Derfor ærgrer det mig også at vi med så lang en sæson og reelt meget få kampe, er kommet til en situation hvor mange seniorhold med i øvrigt mange ungdomssspillere skal spille kampe i den weekend. Jeg ved sgu ikke hvad der er skyld i hvad, men vil i stedet råbe et lille vagt i gevær. Vi har succes med at implementere de unge i vores seniorturneringer, og det skal vi blive ved med. Men vi skal ikke save grenen over, ved at gøre det sværere for de unge at være ungdomsspillere.

Wildcard-ordning, dobbelt klubtilhør samt rene ungdomshold i seniorrækkerne har vundet så meget frem at det måske også er værd at kigge på området en ekstra gang. Jeg ser / og hører rundt omkring at ældre spillere har sværere ved at blive på deres hyggehold, fordi klubben "satser" på at udvikle sig med disse midler. Taberne bliver så hyggeholdet med de gamle piger eller drenge, som pludselig skal tvinges til at være en "ressource" eller finde nye hold / klubber for at spille. Jeg synes at det er positivt at midlerne til at udvikle bruges aktivt rundt omkring, men skal vi ikke se på et alternativ til dem der ikke vil bruges til ressourcer, men har en berettigelse alligevel.

Et oplagt valg ville være at DVBF forsøger sig med en veteran-liga som i princippet kunne være en omvendt wildcard-ordning. En liga hvor der skal være 4 over 35 på banen, og hvor man efter tilmeldingsafslutning niveauinddeler på samme måde som i WC-ordning, således at der kan laves en A og B-række. Man kunne også regionsinddele til at starte med og lave slutspil efter jul, for at begrænse transportomkostninger.

Jeg tror at vi skal huske at få dette tænkt med ind i vores udvikling af talent-områder, som i princippet overtager fokus i klubben. Et andet element er at vi skal huske på at DVBF som arrangør og forbund skal være dem som sætter det i system. Wildcards er reelt konkurrenceforvridende elementer i en ellers fri turnering. Der opnåes en del fordele, og disse fordele skal også stilles overfor en del skrappe krav. Ideen med et wildcard er at en klub med et godt ungdomshold kan få disse spillere prøvet p¨å et højere niveau, og der er også en mulighed for klubber uden decideret senior-bold, at springe i niveau.
Men vi skal huske at det er "spillerens tarv" som er det vigtigste. Gentoftes herreafdeling var vel de første som fik et Wildcard og de var i mine øjne et fantastisk eksempel. En flok spillere som trænede mindst ligeså meget som eliten, ind imellem brugt på eliten og i det hele taget en rigtig god case. Idag er der intet tilbage af dette hold i Gentofte, hvilket er pga U20 landsholdet, og det viser vel endnu mere at det kan føre til rigtig gode ting.
Men hvad nu hvis både Gentofte, Lyngby og Holte vil have wildcard et år pga de har 2 kæmpetalenter, 2 der kan blive dygtige divisionsspillere og resten ikke holder niveau? De skal ikke alle have et wildcard, og det er heller ikke altid bedst at de bedste rykker på bænken på et elitehold. Vi skal huske på at selvom du har 10 ungdomsspillere, så vil de også være meget forskellige i hvad det optimale for dem vil være. Jeg er fortaler for at de allerbedste enten kommer på et elitehold samtidig med et udviklingshold eller at der etableres deciderede regionale hold.
Jeg synes at WC ordningen er god, men jeg synes også at den på mange måder gør det svært for de allerbedste at komme videre til det helt rigtige miljø. De vil hænge sammen med de andre, og her er det bare vigtigt at vi husker på at disse også skal udvikles og ikke være de bedste. Det er som med skolen - eliteklasser har en faglig berettigelse.

Til slut en lille status på vores hold i Marienlyst. Vi er lidt (hårdt) ramt af skader samt det faktum at vi måtte tage afsked med Paul Glissow. Lige inden var Lars Ivar blevet knæskadet og Peter Jensen ankelskadet. Lars er tilbage i julen, mens Peter allerede træner med på vågeblus. Det har været en hård halvsæson, og derfor er der også givet fri i 10 dage i år så batterier kan blive ladet op. Vi spiller 2 meget afgørende kampe som afslutning på denne halvsæson, når vi først lørdag den 10. december skal til Gentofte i Volleyligaen sidste runde, og torsdagen efter kl. 20.30 møder Aalborg på udebane i pokalsemifinalen. På lørdag tager vi imod DK U20 i Klostermarkshallen i endnu et dobbeltarrangement sammen med Fortuna. De møder Frederiksberg kl.14 og vi skal op imod Fred's ungdomslandshold. Vi stiller op med 2 meget formstærke U-landsholdsspillere i form af Rasmus Breuning & Sigurd Varming, der begge har spillet sig tæt ind omkring startopstillingen på eliten.

God 1. december og husk nu pakkekalenderen....

Ingen kommentarer: