Hvis du nu ikke gik til volleyball.....

William skrev for ikke så lang tid siden om det "træner-kørte" eliteprojekt. Det er jo egentlig hovedet på sømmet, også selvom at det fratager en del af opmærksomheden fra de tordenskjolds personer bagved som hjælper os trænere med at kunne lave vores sportslige projekt.
Vi har plads til forbedring i dansk volleyball, og Williams indlæg omkring manglende status i at være elitevolleyball spiller er også spot-on. Og det gælder desværre også at være ildsjæl i eliteudvalget, træner for eliteholdet, dommer i elitedivisionen. Hvorfor er det så lige at vi alle gør det?

Det handler om at have en passion og en glæde ved at være en del af dette spil. Vi gør det time efter time, dag efter dag, uge efter uge fordi at vi sammen deler en kærlighed til spillet. Jeg bliver da pisseirriteret gang på gang, når forhold udenfor min påvirkning sætter min sport i et dårligt lys. Men jeg genvinder utrolig meget glæde ved at komme i hallen og se enten kids og deres kidsledere, eller en elitekamp som den ml Brøndby & Holte forleden. Vi ser dagligt hvordan nogen forsøger at påvirke sporten i den rigtige retning, og vi ser en elitekamp med nerve, følelser og passion. Og der er ikke langt imellem disse miljøer. Der er ikke langt fra bund til top, eller fra lille til stor. Det er det vi skal bygge på - fællesskabsfølelsen af at vi på trods af at vi er en lille sport blandt en masse små, så har vi en intimitet og en fælles forståelse af at vi skal trække alle sammen for at komme fremad.

I mine øjne er volleyligaen og en mere struktureret eliteledelse et skridt i den retning. Den kan give eliteklubberne et skub og nogle få enkle redskaber, måske få længere planlægningshorisont og overblik. Men heller ikke mere end dette. Det kan smitte af på at der også kommer mere styr på en generel ledelse, og dermed afsmittende effekt på både bredde og ungdom. Det kan også bare betyde bedre elitekampe, fordi at hurtige tjente penge omsættes i gode spillere for at skabe resultater. Men uanset hvad man nu end vælger at gøre, så er det udvikling. En udvikling som skal gøre det lettere for alle de andre romantikere i sporten at bibeholde passionen og drivet. Der skal være et mål som er derude, og målet skal være noget alle kan nå men samtidig også et mål alle har lyst til at arbejde for. Spilleren ønsker at få noget igen, træneren ønsker udvikling så den ene sæson ikke bare tager den anden osv.

Her til sidst vil jeg hoppe til noget helt andet. For hvis du nu ikke dyrkede volleyball hver dag, så video med modstandere eller snakkede volleyball med andre, hvad ville du så gøre med din tid? Jeg har så utrolig svært ved at se mig selv uden volleyball, og det er måske også derfor at det endnu ikke er lykkedes at tage den pause fra trænerhvervet som jeg ellers har gjort efter hver sæson de seneste 4 år.
Men der er mange ting som jeg savner at have mere af. Når volleyball fylder i tid, så fylder det også i tanker. Derfor får jeg heller ikke så tit tid til at se mig selv i spejlet og se om det er en volleyklovn eller en entreprenør der viser sig frem. Men ind imellem så er det bare rart at komme helt helt væk med både hovedet og kroppen. Jeg læser meget, men er endnu mere glad for en rigtig god film. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på dette, da Morten skrev om Black Swan.
Jeg kommer sjældent i biograf mere, for med to blebørn så er babybio onsdag formiddag en af de få muligheder, og det vil chefen nok ikke være så begejstret for i længden. En anden ting er også at jeg måske også er blevet lidt mere kræsen. Jeg savner de store film, som blev store pga en skabertrang og ikke af umiddelbar lyst til at tjene kassen. En sådan film er feks "Cinema Paradiso" eller "Mine aftener i Paradis" som den hedder på dansk. En "oldgammel" film fra 1988 som jeg så første gang på Cafebiografen i Odense i 1989 som optakt til at mit voksenliv snart skulle starte (læs gymnasiet). Den oser af livsglæde, uskyldighed og intimitet.