Den rette medicin

Ledere har generelt en del tilfælles. Det nytter ikke noget at have den rette medicin, hvis dem under en ikke har tillid til en.

Mest oppe i tiden er vel den valgkamp som foregår i dagens Danmark. Jeg tror langt de fleste almindelige økonomer og andre med især kendskab til demografisk udvikling, kan se at medicinen nok egentlig er den rette når det gælder reduktion af økonomisk samfundsbyrde på overførsler til feks. efterløn. Men det er jo ret ligegyldigt når "lægen" i dette tilfælde er bundutroværdig. Det svarer vel til at få en bedemand til at lave en sundhedsreform.

Indenfor sportens verden er du generelt aldrig bedre end den seneste kamp, og så gælder den talemåde vel heller ikke helt alligevel. For generelt er sport blevet langt mere langtidsorienteret, og i mange tilfælde så langtidsorienteret at man helt glemmer at den ene plan erstatter den anden. Team Danmark har i mange år været en døsig organisation i mine øjne. De skulle dele nogle offentlige midler ud til foretagsomme idrætsudøvere og forbund. Men konsekvenserne for dem der fejlede var ikke nær så hårde som vælgernes dom til fejlslagne politikere. Med nye øjne kom også nye visioner. Nu var langsynet erstattet af en ligeså tåbelig nærsynethed. Resultater uanset hvordan de opstår belønnes, mens langsigtede målsætninger i store sportsgrene ikke nuanceres ifht selvopfundne sportsgrene med få deltagere. I princippet skulle vi blot udvikle nye sportsgrene med få deltagere, og så søge midler... I klubregi reageres en smule mere nuanceret. Vi står på mål ifht de resultater som vi forventes at kunne lave udfra de forudsætninger vi har. Men vi må også som ledere i sportens verden acceptere at vi vurderes, vejes og nogle gange er det godt og andre gange er det ikke så godt.

Men hvad har det med volleyball i dagens Danmark at gøre, og hvor vil jeg hen?

Hvis vi går tilbage til politikken, så står den ene fløj klar med en løsning der giver mening og som også tager udgangspunkt i faktuelle forskelle i fht hvilken tid der kommer. Dvs en fremtidsorienteret løsning. De er bare så utroværdige at kun de allermest hardcore borgerlige er villige til at følge dem. De fleste andre midtersøgende borgerlige som jeg selv, overvejer lige i øjeblikket om der måske kan være et alternativ. For nok er medicinen vigtig, men jeg kan næsten ikke klare 4 år mere med ca 50-70 % af de "læger".
På den anden fløj står dem som reelt aldrig har vist resultater på det økonomiske område med en plan som giver os alle sammen lidt mere - altså sålænge vi ikke er millionærer. Vi skal måske arbejde 12 minutter mere, men for de fleste af os vil det være helt uden realvirkning. Vi skal måske også betale mere for bacon, men ifht hvad vi får i form af efterlønssikring (og forbedring), mere sikkerhed hvis vi bliver arbejdsløse og en del andre goder -  ja så er der i princippet ikke noget valg.

Det sjove er at et flertal nok erkender at planen fra de borgerlige nok er den rette medicin, men det rokker ikke ved at man ønsker at skifte til en socialistisk læge. Men hvad sker der så om nogle år? Går sygdommen væk når man ikke tager sin medicin? Nej - men mon ikke at den nye magthaver hurtigt mister troværdigheden og dermed også fodfæstet. Så skal der igen vælges og taberen bliver Danmark og alle de almindelige danskere. For nu skal der sikkert spares endnu mere....

Linket til sportens verden og især min trænerverden er lige til. Hvis vi bliver ved med at tro på at vi kan lave forkromede målsætningsplaner, men ændre år efter år når tingene reelt ikke bliver omsat til målbare resultater så ikke alene udhuler vi langsomt men sikkert de midler vi har til at drive volleyballen frem med. Men endnu vigtigere er at vi mister troværdigheden ifht at kunne komme med troværdige forslag til forbedringer i fremtiden. Vi har mistet Team Danmark støtten og selvom at vi kan sandsynliggøre at vi har levet op til den gamle målsætningsplan, så kan vi vel også nikke til at vi ikke har leveret resultater der har givet anledning til forsider.
Vi har i samme periode oplevet en vækst i klubambitioner som i første omgang blev drevet af tordenskjolds soldater rundt omkring i enkelte klubber. Udenlandske forstærkninger er kommet ind, og klubberne har på bedste vis forsøgt at tage skridt opad ranglisten. Men de to projekter har aldrig haft nogen koordinering og det er efter min overbevisning en fejl vi skal lære af. For der er synergi at hente mellem et stærkt og innovativt klubmiljø og et velsmurt nationalt talent & landsholdsmiljø.

Vi skal passe på med ikke at tage lære for både gode og dårlige ting der er sket, når vi evaluerer nutiden og sætter ny planer op. Vi vil i øjeblikket forsøge at skabe en bedre volleyliga og sideløbende har vi et EM-projekt kørende. Som træner i landets bedste herreklub baseret på resultater, så er jeg interessent i begge projekter. Det har stor indvirkning på vores fremtid at vi dels får opbygget en "større liga", men også at den enkelte spillers fremtidig udvikling perspektiveres ifht en EM-slutrunde. Jeg blander mig ofte i DVBF's arbejde og det har da med tiden også givet nogle diskussioner. Men generelt har jeg savnet at DVBF har blandet sig i mit arbejde. Denne del tog vi fat i under pokalfestival, hvor vi i fælleskab diskuterede hvordan vi kommer igennem de næste par år frem mod EM i Danmark.

Historikken i landsholdsvolleyball er ikke svær at analysere siden den større satsning blev lavet. Vi har ikke leveret resultater af nævneværdig betydning, hvilket er den negative del. Vi har produceret talent, men vi har ikke omsat dette i internationale resultater / eller i hvert fald i resultater som har imponeret i Team Danmark. Det positive er at vi har fået talentarbejdet struktureret i langt højere grad, så vi får produceret talentet. Det er også i denne relation at man skal forstå de forslag om en mere individuel tilgang til talentet og samtidig en fælles indsats mellem klub og forbund i målet om at skabe noget fremadrettet. Hvis jeg som klubtræner havde 100 potentielle Marienlyst-spillere, så er det langt lettere for mig at sige at baggerslaget spilles sådan, angrebet indledes sådan osv. Men faktum er at vi langt henad vejen i dansk volleyball vil stå med en mindre flok. Derfor skal vi individualisere spilleren i langt højere grad og arbejde med hans eller hendes muligheder for at bidrage. Som partnere i denne proces kan vi i mine øjne når langt længere end feks en samling af disse spillere på et lukket hold. Jeg tror på at store volleyball-nationer som har måske 1000 potentielle stjerner, kan udvælge 25 pr årgang og derved netop få denne effekt som teori og praksis også viser. Men vi har ikke 1000, men allerede i U15 / U17 skal vi udvælge de 12 udfra en masse på måske 24. Derfor har vi ikke råd til at kassere nogle pga at de måske ikke mestre spillet efter volleyball'ens ABC. Jeg synes også internationalt at vi ser disse "spøjse spillere". Dem der gør tingene teknisk forkert, men stadig med effekt. Disse er endnu vigtigere for os, end de er for de største volleyball-nationer.
Når vi kommer til udviklingsmiljøer og sammenhængen mellem klub & forbundstræning, så er det utrolig vigtigt at vi starter nedefra på individ og oppefra på koncept. Derfor er jeg også glad for at vi er igang med at se på dette i fællesskab. Det vigtigste ifht at opnå en succes, er at vi i fælleskab finder den rette medicin og at der er tillid fra begge lejre til at de nok skal løfte deres del af byrden. Men jeg kan ikke forestille mig succes i volleyliga eller EM i Danmark uden at det sker med udgangspunkt i en fælles indsats fra både klub & forbund/landsholdsregi.

Derfor er det også mit håb at man tager dette med i overvejelser fra dem der i sidste ende er det beslutningsdygtige flertal.