Tidligt fredag morgen tog elitetruppen samt nogle unge rookies afsted mod Sverige. En stor bus med køjer, hyggekroge o.l. skulle tage os den ca 9-10 timer lange tur til "Nordic Club Championsship Qualification Round". Det er langt fra første gang at klubben vælger bus-løsningen, men det er første gang siden første gang at jeg var med.
Første gang var turen til Falkenberg sammen med Middelfart & Fortuna i en bus fra krigens tid som Middelfart havde lejet. Siden da har jeg taget flyet og mødtes med holdet. Men det var slet ikke så slemt - tværtimod.
Vi fik spillet partners og forberedt kampene via video-kiggeri og diskussion. Vi stoppede op inærheden af Olafsens svenske paradis, og her fik jeg en alvorlig opvågning. Jeg har altid troet at Sverige var stort set identisk med Norge, hvilket vil sige ret uforståelige mennesker i et enormt dyrt land.
Men så kom vi til "gotteland" udenfor Ørkelljunga. Her kostede slik nærmest ingenting - knap 6 kr pr 100 gram. En pris som ikke engang de der tjulahej kasseapparater i slikparadiset i Odense kan klare. Her betales ellers også begrænset moms, skat (og løn).
Sverige var kommet under huden på mig, og jeg så nu nye ting som ikke var mig bekendt via lufthavne.
Frem til Linkoping kom vi, om end maven allerede nu begyndte at gøre kvaler ovenpå en del ekstra indtag af slik. Vi havde tid til kaffe og lidt hvile inden turen gik til kampen mellem gruppens øvrige to puljedeltagere Linkoping & Førde. Vi måtte desværre kun spille med 12 spillere, og efter moden overvejelse valgte vi at tage en center ud istedet for 1 kant. Det betød at Jakob fik ekstra god tid til fodbold manager.
Vi valgte også at vende vore kanter og centere for første gang i år, for at se om det måske kunne løfte et par procent i vores sideout. Vi havde set rigeligt med video og datavolley-filer til at se at begge hold var pænt overlegne os i transition, og derfor måtte vi se om der kunne hentes lidt forskellige steder - især på sideouten.
Vi fik set Førde tage en kneben sejr i en noget svingende kamp. Mest af alt svingende pga stor jævnbyrdighed, og enorme blokader. Serverne var ikke skarpe, men begge hold fejlminimerede så effektivt at det mest af alt lignede en Ravens vs Steelers NFL kamp (læs: de to bedste defence i amerikansk fodbold). Førde var bedst, men man kunne tydeligt se hvorfor Linkoping ikke har tabt et eneste sæt i denne sæson. De er sammenspillet og enormt effektive når chancen byder sig. Førde har i Geir Eithun, Mathias Loftenes & Morten Kvamsdal 3 gode kantspillere, og de sidste 2 erstattede den lille diagonal fra sidste sæson samt deres "lille store spiller" Niels Numme!! En klar styrkelse, selvom Niels var en typisk gamewinner for holdet.
Lørdag skulle vi spille kl 17.00 så der var rigelig tid til både at sove lidt længe, træne, gennemgå taktik og shoppe. Jeg tog i Netto, og fik mig endnu en overraskelse. Her kostede slikket kun 4,9 sek/100 gr og derfor købte jeg 2,2 kg. Jeg ville ikke risikere at andre købte mere end mig.....
Jeg tog herefter i legetøjsbutik og købte der et kasseapperat samt en børnetlf til mine to små unger. På Mcdonalds havde de ødelagt Mcfeast'en med ristede løg. Det lød mere tiltalende med deres "crispy onion"....
Tid til kamp. Jeg havde en smule maveproblemer, hvilket nok var forståeligt. Men ellers var vi klar til kampen. Vi fik de rotationer som vi ville, og alt startede rigtigt ud. Vores sideout spil var for første gang i år på niveau fra tidligere år, og samtidig fik vi servet dem utrolig godt. Mange direkte point og flere indirekte point fra serven, på trods af at Kasey var hæmmet af en skulder der ikke kunne løftes. Vi fik dog en svaghedsperiode undervejs, som vi så tabte et tæt sæt på. Vi tog sejren i en tæt kamp med 3-1 i sæt, og det var en forløsning for os alle. Vi vil så gerne spille det her spil, og endelig lykkedes det.
Lørdag aften blev brugt til at få sat en gameplan op imod Linkoping, som nu igen var med i kampen om finalepladsen. De skulle "bare" vinde enten 3-1 eller 3-0, mens vi var videre med 2 vundne sæt. Vi gik hårdt efter at få alt til at klappe fra starten, da 1 vundet sæt ville betyde at vi reelt havde mange ekstra chancer i 2.-5. sæt.
Søndag forløb med god træning og herefter var der snak om kampen. Indtil frokost var alt gået lige efter planen. Josh var desværre blevet lidt småsyg, og Lars havde smerter i et hævet knæ. Men det var intet imod at vi stod uden frokost, da aftalen med at få frokost kl. 12.00 åbenbart ikke var nået fra Linkoping VC til restauranten. De kunne have mad klar omkring 13.20 og der var kampstart 15.00 - ikke helt godt nok, slet ikke når man tænker på at der var brun sovs til næsten alle retter....
Men en lynkineser i køkkenet fik på 25 min banket en gang biksemad sammen og lavet nogle spejlæg. Jeg selv havde allerede spist på kaffebaren, der nu var blevet mit favoritsted pga den enormt gode kaffe. En god sandwich og så måtte maven være klar til en nervepirrende finale.
Vi fik en ligeså tæt kamp som forventet. Linkoping er ikke noget skræmmende sideout hold, men det er så svært at score point imod dem. De blokerer med ca 2-3 fyre pænt over 2 meter, og så har de bagude en rigtig god forsvarende enhed med liberoen i spidsen. Vi fandt hullerne ved nettet igennem mange centerbolde og en smule hurtigere til kanten. På diagonalen spillede vi både med hurtige bolde til Lars og lidt højere til Paul. De to delte kampen imellem sig med stor succes.
Vi tabte 2. sæt ved at komme bagud med 6-0. Herefter kom flere bænkspillere ind og tog over, og de etablerede fik en pause ovenpå en stresset periode. Vi tabte derfor ikke momentum eller lod Linkoping få for meget ud af deres overtag, og man kunne tydeligt se fra starten af 3. sæt at vi igen var tilbage i kontrol. Vi vandt derfor forholdsvis let 3. sæt, og dermed var vi allerede kvalificeret som puljevinder. Det udnyttede vi til at give mere tid til flere andre spillere, ligesom at det blev en smule mindre seværdigt hvad vi præsterede. Vi var dog aldrig langt fra Linkoping, men ej heller helt tæt på - dertil var motivationen for svingende.
Så vi tabte 3-2 men vandt alligevel retten til at spille finale. Jeg tror nu personligt at vi havde vundet 3-1 hvis sættene ikke havde været finalegivende. Vi spillede med 85 % positive & 50 % perfekte modtagninger og hele 68 % kill efter de 3 første sæt. Herefter dansede vi stille og roligt ned så kampen endte på ca 70/40 % i modtagning og små 50 % i angreb.
Turen hjem i bussen søndag kl. 18.00 var derfor også en smule sjovere end normalt, og der blev da drukket et par øl. Jeg selv skulle møde i Århus på arbejde kl. 09.30 og videre til Idrættens hus og ligamøde kl. 18.30 mandag - så jeg tog det stille og roligt....
I de andre puljer tog Nyborg (Bergen) sejren foran Ørkelljunga efter en 3-1 over netop dem. Gentofte hev puljesejren hjem efter 3-1 sejr over Falkenberg, mens Middelfart badede sig til puljesejren på Island. Det betyder at 3 danske og 1 norsk hold skal dyste om Nordens bedste-titlen i sidste weekend af januar - eller ugen efter pokalfestival.
Personligt betød denne minisejr enormt meget. Vi er på mange måder i en overgangssæson. Mange nye unge spillere og en gennemsnitsalder i truppen på kun 22 år. Til gengæld er vi knap 2 meter i snit, men omvendt så heller ikke så dygtige til det hurtige flydende angrebsspil. Vi præsterede på et utrolig højt niveau og høstede anerkendelse fra mange deroppe. Vi kan angribe overalt fra, men mangler stabilitet. Men når det kører så er det virkelig seværdigt. Derfor er jeg også glad for at vi i så vigtig en weekend viser vindermentalitet, attitude og fremfor alt glæde ved spillet.
Vi ved ikke hvor NCC finalespillet bliver, men vi ved at Middelfart nok ikke skal afholde det. Vi ved også at vi ikke søger, men støtter Nyborgs kandidatur som finalehold. De har rigtig mange tilskuere og vil utrolig gerne afholde finalerne. Gentofte kan selvfølgelig også holde det, men mon ikke også de hellere tager den billige flyvetur til Bergen.
Nu er hverdagen kommet til Odense, og vi skal nu til at spille uden 2 udlændinge i en periode. Vi har ikke forsøgt flytning af kampe, hvilket måske kan synes underligt når vi selv har tilbudt det til andre hold. Men vores holdning er at det er DVBF der burde tage ansvaret omkring disse kampe og spillere der kom i klemme pga forkerte regler. Vi risikerer selvfølgelig tab af point, men dem tror jeg på kan hentes andre steder såfremt vi taber, hvilket jeg slet ikke tror på. På det teoretiske plan er det vel også næsten mere synd for de klubber som måske i sidste ende kan kigge tilbage og tænke "hvis bare Marienlyst ikke havde smidt de point undervejs....".
Status efter weekenden i mit eget finale-show som træner er at jeg nu er i Nordisk finale med Marienlyst for 4. år i streg....
4 kommentarer:
Hej Mikkel,
tillykke med finaledeltagelsen..
Herlig læsning som så ofte før, og ja... Godis kan virkelig komme til at blive en hverdagsspise når man bor der.. :0)
Uanset hvor mange gange du skriver at det er dit finaleshow som træner, så ved vi alle(dig selv inkl.) at der kommer altid 1 sæson mere..;0)
Mini
Når nu 3 ud af 4 hold er fra Danmark er det så ikke mest naturligt at finalestævnet afholdes i Danmark?
Hvad er økonomien i finalestævnet - hvilke udgifter har arrangørklubben og hvilke skal de tilrejsende klubber selv afholde?
De enkelte hold afholder selv omkostningen til nærmeste lufthavn / alternativt til hotel, såfremt de kører dertil.
De tilrejsende betaler som i EC et enhedsbeløb pr deltager og så skal arrangør afholde omkostninger til indkvartering & fortæring samt lokal transport. Det er derfor også sjældent en overskudsforretning at afholde et stævne som dette.
Ifht hvad der er naturligt, så er det vel mest naturligt hvis det stadig er frivilligt at afholde finalestævnet. Jeg forventer ikke at BM vil gøre det pga at vi ugen forinden er arrangør af pokalfestivallen. Det vil være meget svært for os at arrangere begge dele ifht frivillige / arbejdsbyrden.
Nu er Bergen heldigvis ikke det dyreste sted at tage til, og der kan da også være en mulighed for at Gentofte melder sig på banen. Men Nyborg skriver på deres hjemmeside at de ønsker at afholde det, og det støtter vi udfra at vi gerne vil bruge turen til at tage samarbejdspartnere med.
Mikkel
Bonusinfo:
Nyborg har trukket deres kandidatur så nu er det enten Danmark eller muligvis en helt ny løsning med neutral bane.
Mikkel
Send en kommentar