Samtidig med volleysæsonen, så skydes valgkampagnen nærmest også igang. Man kan vel heller ikke fortænke politikerne i at de helst ikke vil drukne debatten i den yderst interessante volleysæson der starter i år.
Ligesom på volleyfronten så har der også for mit vedkommende skulle foretages en del ændringer på den politiske front. Jeg har altid anset mig selv for en typisk dansk liberal, dvs en som synes at skal føres liberal politik men dog med en anstændighed ifht de svageste grupper i samfundet. Men jeg føler at det er svært i disse tider at finde et sådant syn hos nogle borgerlige partier.
Jeg har det svært med at bureaukratisere for at sikre at ingen opnår fordele som andre ikke får, fordi det åbner for regelrytteri og dermed mangel på anstændighed, hvilket især rammer de svage grupper.
Jeg har det svært ved at man ikke kan gennemføre helt igennem gode liberale forslag som feks efterlønsjusteringer, seniorførtidspension o.l. uden at det skal blandes med et åndsvagt grænsetårn og "de fremmede".
Omvendt så har jeg også svært ved at gå i modsat retning og tro på at økonomien vil holde til at den anden fløj vil kunne modstå fristelsen i at foretage de præcis samme ideologiske korstog mod de foretagsomme eller dem som har.
Så dilemmaet er for mig om andre end mig vil flytte stemmer til midten, og dermed tvinge Danmark tilbage på en borgerlig liberal eller social demokratisk linie. Eller om det skal være et valg mellem at SF eller Dansk Folkeparti skal sætte et punktum.
På volleyfronten har Marienlyst haft gang i 2 tidskrævende projekter. Dels opstarten af Wildcard holdet og dels finde nye spillere til eliten. Første projekt har desværre ikke givet sig udslag i et bredt samarbejde, men blot betydet at spillerne er blevet jagtet af flere klubber. Flere har valgt klubloyaliteten, hvilket jeg har fuld forståelse for men selvfølgelig ærgrer det. Jeg er ikke i tvivl om at havde klubberne stået sammen, ville vi have haft en større tilslutning, men vi må erkende at "andre ønsker at høste frugten ;-)". Et citat som jeg stadig synes siger en hel del om hvilken drivkraft der står bag.
På eliteholdet er sommeren gået med video, video, samtaler, video, video og samtaler. Jeg har i min snart 10 årige karriere som elitetræner sagt farvel og goddag til mange profiler, men hæverne har været nogenlunde stabile. Derfor var det også en stor opgave at finde ny spilfordeler. Jordan var helt klart en spiller efter mit hoved ifht spillestil, og jeg har forgæves forsøgt at finde en ny indtil Kasey Crider pludselig dukkede frem med en accept. Forinden havde vi været over rigtig mange andre, hvor kun Axel (landsholdet) var en 100 % match efter min mening. Det stod dog også klar at vi ikke kunne matche et tilbud fra Tyskland, hvilket også rent sportsligt bliver godt for ham & landsholdet.
På centerpladsen fik vi hurtigt en afklaring med Daniel, som gerne ville til Tyskland & Wuppertal. Det var oprindeligt også det som lå i kortene inden hans dom, og med uddannelsen færdiggjort så er det også som forventet. Men godt at vi kan sende signalet til andre om at Marienlyst er et springbrædt til større udfordringer. Nye på centerpladsen bliver de to islandske kæmper fra Aalborg, som jeg tror på kan udvikle sig til profiler med tiden i Marienlyst. Jeg synes at der er et rigtig godt match her, da vi også er et hold med en god forhistorie ifht at gøre centere rigtig dygtige. De var på vej til at blive profiler i Aalborg, men vil måske få den lidt større udfordring hos os som kan give et skub fremad.
På kanten har vi indtil videre kun sagt farvel til Simon Bitch, som er draget til svenske Falkenberg. Jeg håber at han finder sig godt til rette deroppe, selvom jeg da ærgrer mig over at han ikke tog chancen på diagonalen hos os. For med Kozlarek i Middelfart havde vi en oplagt mulighed for at give ham det han allerhelst ønskede sig - diagonalpladsen som starter. Nu har vi fået den norske landsholdsspiller Lars Ivar Henriksen på plads, men planen er fortsat at styrke konkurrencen yderligere på den position. Steen Sørensen, Peter Jensen & Kristoffer Hjort er alle klar til at tage fat på kanten, og håbet er at Joe Deimeke også fortsætter 1 år mere.
Landsholdsaktuelle Peter Schøler & Flemming Olufsen har også givet udsagn om at de ønsker at fortsætte, men de har fået lov at koncentrere sig om landsholdet og ikke bruge tid på kontraktforhandlinger.
Det betyder også at vi langsomt men sikkert er klar til den nye sæson. Træningen har været igang i længere tid, da vi ligesom andre sæsoner har et længere opstartsforløb omkring plyometri, fysisk træning og grundtræning. Forhåbentligt betyder det at vi allerede fra den kommende uge har de fleste klar til at starte boldtræningerne op på fuld tid, og så er det ellers "same as last year". Vi vil stadig gerne vinde det hele og samtidig gøre det med god seværdig volleyball.
Konkurrenterne glæder jeg mig meget til at se i år. Jeg tror at volleyligaen allerede fra dag 1 bliver løftet. Gentofte & Middelfart skal nok være mindst ligeså stærke som sidste år og sikkert bedre. Hvidovre har lavet en klar satsning og hvis man som jeg er Santos-fan, så håber man at han kommer tilbage som han forlod ligaen - med spektakulære slag & attitude ;-)
Aalborg er svækket af at igen må afgive til konkurrenter, men de er også garant for at finde nye igennem et systematisk godt udviklingsarbejde. Spentrup bliver et spændende bekendtskab, og mon ikke "det nye Århus" også kommer med noget godt. Ungdomslandsholdet glæder jeg mig også til at møde, og for dem som stadig er imod, så kan de glæde sig over at tilstedeværelsen betyder at landstræneren kommer ud til endnu flere kampe end hidtil. Samlet set så tror jeg på en spændende sæson, hvor flere hold vil forsøge at blande sig. Men jeg tror også fortsat på at toppen vil bestå af de samme 4 som sluttede sæsonen bedst, når vi er kommet til juleafslutningen.
På damesiden så er der dømt "pokerfjæs"pånær nogle sporadiske udmeldinger fra Brøndby. Reelt kan man læse mere om klubskifter ved at kigge på landsholdsudtagelsen end på klubsider. Godt at vi ikke er afhængige af at skabe omtale for at skaffe midler, men for pokker hvor er det dog alligevel stille....
Til sidst vil jeg rette en masse gode tanker & krydsede fingre til beachlandshold & A-landshold i volleyball, som alle kæmper den næste tid med at skabe resultater. Jeg er en fan!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar