Vi er stolte

En sejr som smagte bedre

Da jeg i første omgang skulle rangere dette mesterskab ind ifht de tidligere, så er min første tanke at det er meget tæt på det første mesterskab jeg vandt i Fortuna-tiden. Vi er simpelthen stolte over at vi på denne sæson er nået så langt med et hold, der fra starten af sæsonen lignede en genopbygning efter en del markante profiler gik ud. Vi mistede værdifuld erfaring, og skulle finde nye til at tage over samtidig med at konkurrenterne fra Gentofte & Middelfart fik flere erfarne ind på holdet.

Ind imellem så er det positivt at alle forventer at Marienlyst er de bedste, og jeg tror også at det på mange måder har givet os nogle flere point i årets løb, samt haft en stor indflydelse på finalekampenes forløb. Siden jeg overtog efter Tony er der kun 1 spiller tilbage (Jordan Hove), mens vi har skulle opbygge nye profiler rundt omkring ham. På nuværende tidspunkt er jeg derfor også stolt over at vi er så langt og stadig har så meget udviklingspotentiale.

Men hvorfor vandt vi så mange 5-sæts kampe?
Jeg tror på at vi har vindermentalitet på holdet, og selvom at vi da også gik i panik i perioder så var vi gode til at arbejde fremad i fht at optimere præstationen. Jeg hørte mange sige at vi bare skulle skifte, men det er ikke den måde vi arbejder med at præstere. Hvis man har den rette balance på banen, så handler det nogle gange om at skrue op nogle steder, skrue ned andre steder og til sidst søge det held som tænder det hele. Det gjorde vi som hold, og vi spillede fra 3-4 sæt i hver kamp utrolig godt. Men vi må også erkende at det var utrolig tæt, og det var ikke mange ting som skulle gå vores vej førend det kunne have været omvendt. Vi spillede i den sidste finale utrolig godt i perioder i de to første sæt, og især det første sæt blev smidt i slutningen. Men symptomatisk for en kamp mellem to gode hold, er at det er meget få ting som afgør det gode fra det dårlige resultat. Der er sikkert også mange som kan finde flere ting der kan gøres, men vi fandt de ting som vi troede på og det er hvad der behøves. Vi skulle alle tro på det og være villige til at gå vejen, og den stil slipper jeg aldrig.

Mere udvikling skal der til

Nu står vi foran en sommerperiode hvor der skal genforhandles aftaler og hvor nye kommer til. Jeg har selv tidligere været meget klar i spyttet om at jeg er stoppet efter hver sæson. Men hidtil har det kun været "ulven kommer". Jeg vil dog til mit forsvar sige, at jeg har været stoppet 2 gange men begge gange er afløseren hoppet af før starten gik. Nu føler jeg at det rette vil være at blive ved i 2 år mere, hvor de to EM-slutrunder selvfølgelig er inspirationen. Det vil blive stort for de danske spillere og ledere der kommer med omkring holdet, og jeg håber da også på at spille bare en minimal rolle.

Jeg føler mig ufattelig priviligeret over at have trænet i snart 10 år på højeste niveau i Danmark, og på mange måder føler jeg mig stadig meget grøn. Men jeg har i år fået bygget en smule mere på. Jeg har været i en slags dannelses-rejse med en specialestuderende som skriver for Team Danmark på et talentudviklings-oplæg. Når man selv går rundt i dagligdagen, så tager den ene træning den anden og den ene dag den anden. Pludselig er der gået endnu en sæson, og en af grundene til at jeg forlod Fortuna var netop at jeg ikke kunne se forskellen fra start til slut i en sæson. For hvilket aftryk havde vi så lavet?
Jeg blev spurgt meget ind til hvad der er "min stil" i fht indlæring og præstation, da "mine hold" jo havde vundet stort set alt i 6 år i streg. Jeg ville gerne kunne sige et eller andet konkret, men vi nåede frem til at vi er gode til at skabe vindermentalitet, lære personen hvordan han/hun præsterer bedst, personligt drive og vilje.

Det lyder sikkert svævende, men jeg vil prøve at formulere to forskellige træningsmiljøer. Det ene er præget af rutiner, træneren er den som bestemmer alting, der er programmer for det hele, du ved altid hvad du skal gøre og andre da det er en del af den måde holdet drives frem på, I laver alting sammen når I træner. Coaching af holdet ifht at nå holdets mål
Det andet er med dialog om træningen inden træning - hvor er behovet ifht mål, målsætninger for den enkelte både i fht hold og sig selv, evaluering af dette af de andre, træning af dig af de andre, høj grad af frihed til at nå dine mål, coaching af dig og samtidig uddeligering af roller i kampe /træning.

Jeg har stort set hele min egen karriere som både fodboldsspiller og volleyballspiller mødt flere autoritære trænere som tilhørte kategori 1. Der har altid været et stort engagement og vi har præsteret fantastisk når alt var til det. Men i krisetider så havde vi det også sværere end alle andre. Vi havde masser af positiv energi op af stigen, men sloges om skyld på vej ned.
De fleste af os har prøvet at stå med spillere som synes at det var "trænerens skyld" at vi tabte, da han enten ikke tog ham der ud eller satte mig eller ham der ind. Jeg tænker ofte på hvornår tanken startede, og hvilken indflydelse det havde på den præstation der skulle laves.

Ind imellem kan jeg blive i tvivl om hvorvidt at den danske trænerstab er blevet for akademisk besat. Nu handler mere og mere om at få baggeren på plads på siden, få træfpunkt i angrebet ifht afsæt, armene over nettet i korrekt positur i blokken. Men hvad med at lære de unge spillere at være vindere? Hvad med at få dem til at gå forrest, kende sig selv, være en coachende spiller osv. Nogle ungdomstalenter render jo rundt med et ego som om at de allerede har vundet EM, og jeg kan godt frygte at de flygter så snart båden tager en smule vand ind. Vi skal skabe flere vindertyper som kan afgøre kampe, for ellers vil Morten Piil have ret de næste mange år når han skriver at DM ikke kan vindes uden amerikanere.

Mine ambitioner for de næste to sæsoner er at få endnu flere til at når derhen hvor de kan blive afgørende spillere for deres hold. Vi havde ikke vundet DM uden Daniel Thomsen & Flemming Olufsen på midten & DM-debutanterne Peter Jensen & Peter Schøler. Selvfølgelig var udlændingene Joe, Jordan & Koz rigtig gode, men lige bagved har vi yderligere nogle som står klar. Simon Bitsch & Steen Sørensen er to som står på spring, og som allerede nu i perioder har vist at de kan blive den slags spiller. Jeg ville rigtig gerne have en til to danske landsholdsspillere mere i truppen, og det kunne passende være en kant + en hæver. Jordan er stadig en af landets bedste på pladsen, men vi skal også til at kigge på en afløser for han er jo snart ligeså gammel som mig ;-)
Men et er hvad man gerne selv vil, og noget andet er hvad de enkelte spillere vil. Nu er konkurrencen også intensiveret fra øst for Øresundsbroen, hvor Martin lokker med 100 % garanti for udvikling og en stærkere svensk liga. På det første punkt så tror jeg nu at mange her i DK kan være med, men det kniber nok mere med en stærkere liga. Den nye ligastruktur er indtil videre blot blevet til et skift fra 8 hold til 10 hold. Jeg har haft uformelle samtaler med dem som har indflydelse, om at man ikke fjerner top 3's mange indbyrdes kampe. Derfor har  jeg også foreslået en struktur hvor vi spiller et grundspil, et mellemspil og et slutspil. Grundspillet vil give 9 kampe alle mod alle 1 gang. Et mellemspil 6 kampe for top 4 og 10 kampe for bund 6. og så bedst af 3 i kvartfinale, bedst af 5 i semi & finaler. U20 og dårligst placerede hold deltager ikke i slutspil. Hvordan det ellers kan organiseres ved jeg ikke, men jeg vil bare for alt i verden undgå at vi spiller en simpel turneringsform hvor top 3 reelt fratages 2 indbyrdes kampe pr hold, og får en kamp mod en nyoprykker og et U20 landshold.

Årets hold:
Tillykke med kåringerne til dem der fik titlerne. Der var nogle enkelte som jeg havde stemt på, som ikke kom på, men det skyldes at Marienlyst-spillere kom på så det var naturligt.
Egentlig overraskede det mig ikke så meget at der var så stor spredning. Vi havde frit valg, og en spiller som Simon Bitsch har feks fået en stemme som årets komplementær uden at have spillet det i mere end 10 minutter i år. Jeg selv havde givet min stemme til en af finalernes allerbedste spiller Chad Grimm, som jeg selv synes har spillet en rigtig god sæson. Casper Munk fik også en stemme, mens Gentoftes diagonal Christian ikke fik.
Jeg vil personligt hellere se mange stemmer fra flere folk, men er sgu lidt i tvivl om der ikke er noget skidt i alle afstemningsformer. Vi må erkende at det er meget begrænset med folk der ser rigtig mange kampe, og derfor er det vel også fint nok at lade spillere og trænere stemme.
Jeg forstår så ikke helt at landstrænerens stemme er vægtet mere værd end vi andres, og man skulle nok fra starten have tænkt igennem at der med så få stemmer ville være stemmelighed.

Nu er det tid til en uges ferie, og så skal vi ellers kigge på fremtiden.....