Dette indlæg er faktisk to indlæg - den første del handler om linket mellem produktet, ledelsen og den afledte succes. Den anden del er en gang selvpromovering (i ørerne på de anonyme læsere)
Jeg er rundet de 38 år og pånær en del studieår haft min primære beskæftigelse i erhvervslivet og især omkring enten at skabe produkter der kunne skabe en konkurrencemæssig fordel, eller direkte at forsøge at vinde kunder over i butikken.
Salg får de fleste af os til at tænke mindre positive tanker, mens produktudvikling ofte forbindes med innovative mennesker. Men ofte er det faktisk samarbejdet mellem de to enheder der får udviklingen til at tage fat. For ingen gider at tabe. Uanset hvad du skaber og hvad du sælger, så vil konkurrencen betyde at du hele tiden skal have en proces igang hvor du forbedrer dig.
Igennem tiden har jeg været på alle mulige kurser både gennem mit arbejde. Kurser der på mange måder relaterer sig til min fritidsbeskæftigelse, fordi de samme "vinder-typer" også er dem som kommer rundt i sportens verden. "Det handler om at vinde" er ofte et gennemgående tema, og det er da også sandt. Nogle konkurrenter skal ned med nakken for at du står tilbage med enten bonus, ære eller medaljer. Jeg har altid den største respekt for mine konkurrenter fordi de er sandsynligvis ligeså determinerede på at få succes som jeg er. De tager sandsynligvis også de samme kurser som jeg gør, og får sikkert også de samme instrumenter til at slå mig af pinden. Så på mange måder er de mange guruer fra ekspertpanelerne med til at skabe et status quo.
Der hvor tingene som oftest først glider afsted og 1+1 bliver mere end blot 2, er når fantastiske ideer bliver født af mennesker med et kæmpe drive og vilje til at komme i mål med deres vision. Vindertyper bliver de kaldt i både sporten og erhvervslivet. Mange firmaer er skabt af disse visionsfyldte mennesker, og på mange måder sidder jeg altid tilbage efterfølgende: "Gad vide om jeg også kunne det". Og det er vel også der problemet er, for de tænkte nok ikke så meget over det, men gjorde de ting som de fandt nødvendige.
Volleyball er en sport med masser af potentiale til at stå distancen overfor andre sportsgrene i Danmark. Vi har et talentudviklingskoncept der boomer spillere til. Vi har et højt uddannelsesniveau og viden indenfor både fysisk og team-koncept udvikling. Vi er repræsenteret med gode miljøer rundt om i de store danske byer, så muligheden for at tiltrække opmærksomhed fremadrettet er også tilstede. Foreningskulturens nedtur har også ramt volleyball, men det er som om at vi pt får flere ressourcestærke folk ind iform af forældre der gerne vil bidrage til deres børns udvikling.
Derfor er det også nødvendigt at der bliver skabt noget i slipstrømmen af alle de positive ting der sker for vores sport. Min "kontroversielle" holdning er at der skal et stærkt hoved til at skabe vækst, og så skal vi lære at være ambitiøse. Der er intet galt i at være topstyret, men så skal det også styres ifht hvad der skaber væksten. Jeg tror egentlig at vi har mange dygtige mennesker i dansk volleyball, men jeg har svært ved at se at vi har en visionær ledelse af dette både nationalt og nede i miljøerne. Jeg mener ikke at det er de ansatte, men mere manglen på en visionær bestyrelse som hele tiden skærper sanserne hos os alle og professionelt strammer hvor der skal strammes. Dette er på ingen måde en kritik af de mange som yder en kæmpe indsats, men spørgsmålet er om vi alle er lige egnet til bestyrelsesarbejde. Jeg har selv siddet i en bestyrelse i midten af 20'erne (både Holte & Fortuna) og hånden på hjertet - det var jeg ikke dygtig nok til. Jeg var der, men var nok mere en arbejder end en dronning.
Kan vi ikke også godt have mere ambitiøse mål end nu? Hvis vi ser på klubberne rundt om i landet, så er det så som så med ændringer år efter år. Hvor tit kigger vi indad og gennemgår styrker og svagheder hos os selv? Har vi ambitioner nok på de steder hvor vi ikke i forvejen er blandt de bedste?
Når vi kigger på konkurrenterne - dvs de succesrige sportsforbund og deres klubber, så er det især på denne side at der er blevet vækstet først. Få de rigtige folk til at bidrage med det rigtige. For hvad er bestyrelsernes opgave. Det er som oftest at skabe de visioner som de ansatte skal arbejde efter, og de fleste bestyrelser jeg kender lader reelt ledelsen om at gøre som de finder bedst. Bestyrelserne er dem som skal holde skibet i fremdrift og på rette kurs, og derfor skal vi måske også overveje om hvad en bestyrelse bedst er besat af.
Lidt om udviklingen i Odense
Jeg tror vi alle kender til når hvem og hvordan bliver vigtigere end hvorfor. Efter min mening sker dette alt for ofte i dansk volleyball. I forbindelsen med etablering af sjællandsholdet til U20 EM, så er der en del spillere som ikke tager med.
Jeg er fortaler for at samle toppen af ungseniorerne i Odense i et fælles trænings og kamp setup. Vi taler om at give mulighed for at træne både morgen og aften i et samlet miljø med kompetente trænere. Der er tilsvarende træning i falkonergården, men indtil videre har ingen forsøgt at skabe en holdmæssig overbygning. Vi mener at det vil have en gavnlig effekt på alle klubber i Odense, idet at vi gennem træning kan gøre alle klubbers 16-20 årige spillere bedre. Vi lader de allerbedste spille sammen, mens de næstbedste vil kunne spille kampe for deres egne klubhold. Marienlyst vil nok i lang tid kunne håndplukke de bedste spillere, men hvad med DHV, Fortuna osv? De er idag fuldt ud beskæftiget med at udvikle talenter, men har haft svært ved at få seniorsiden til at rykke samtidig. Vi tror på at vi sammen kan rykke niveauet et tak opad, og derved måske få et ekstra elitehold i Odense i en af de andre klubber.
Vores motiv er klart at få de bedste spillere til Marienlyst og samtidig også sikre at disse talenter får den bedst tænkelige udviklingsplatform. Men det er ikke sikkert at Marienlyst vil være det naturlige valg om 2-3 år, såfremt at konkurrencen også opstår på at levere et elitesetup.
DVBF og landsholdsledelsen som for kort tid siden var klar i mælet. Tag til Kbh eller mist muligheden for at spille EM, er ikke meget for at være fortaler for et sådant projekt - eller for den sags skyld bidragsyder. Man kan træne i Falkonergården, men støtte et provinsprojekt økonomisk er sværere indtil videre.
En del mere eller mindre anonyme volleypersoner som gør ufattelig meget for ungdomsudvikling på fyn er heller ikke betaget af det nye forslag. Som jeg kan forstå det må der være tale om en generel misforståelse af projektet, for det her er "for alle og af alle". Det er os der sammen skal gøre det endnu bedre. Vi skal sammen sørge for at et fynsk/Odense talent får muligheden for at træne ligeså meget og kvalitativt på niveau med det Københavnske EM-hold. På den måde kan vi også af bagveje for landstræner-teamet til at vælge vore talenter når den endelige trup skal udvælges næste år.
På sigt vil vi måske så kunne nå endnu længere, og få et elitegymnasie til byen. Men det er en opgave som skal løses af alle klubber, og derfor er kritikken af projektet håbløs. For det er for os alle sammen at dette bliver godt, hvis vi når i mål.
Når jeg hører kritikken kan jeg ikke undlade at tænke på den tid hvor jeg var ansat i OB og "Øens Hold" blev igangsat. Ideen udsprang af at "topholdet" alligevel fiskede de bedste spillere, til de andre klubbers store irritation. Masser af offentlig kritik, men ufattelig lille fokus på spilleren. For realiteterne var at spillernes drøm var at komme på det bedste hold, men en stor procentdel faldt desværre igennem eller fra undervejs. Disse havde meget svært ved at returnere til deres gamle klubber pga den megen polimik. Dette skulle stoppes for at sikre at spilleren ikke blot helt opgav sporten, men at der også var et fælles fodslag i talentarbejdet. Det betød udvikling af de bedste teknikker til udvikling i samtlige klubber under Øens Hold. Succesen pt er at de fleste klubber vækster, Christian Eriksen (nu Ajax), Rasmus Falk og mange andre er kommet igennem. Det ikke så synlige er at der også sker en større grad af fastholdelse.
Så derfor håber jeg også at alle ledere rundt omkring i volleymiljøet i Odene vil være med til at gøre dette indenfor volleyball, fordi det er det eneste rigtige hvis vi ønsker at skabe de bedste rammer for alle spillere. Vi kan ikke hver især løfte opgaven, men sammen kan vi måske gøre det hele lidt bedre.
Så vel mødt når vi tager de første skridt i retningen her i maj måned. Wildcard Holdet er tilmeldt, nu er det bare spørgsmål hvem der vil lege med.
1 kommentar:
Husk det skal være 'sustainable competitive advantages' - SCA - ellers når man ikke at internalisere en overnormal profit til at dække høje startomkostninger.
Send en kommentar