30 november 2009

Tæt afgørelse i tæt kamp

Vi tabte 3-2 til Middelfart i en kamp der kunne gå begge veje. Vi smider selv 1. sæt i deres hænder efter en komfortabel føring. Har trods problemer undervejs i 2. sæt stadig chancer og heldet til at tage dette sæt. 3. sæt er vi bagefter dem, mens vi fighter os tilbage i 4. sæt. 5. sæt er vel en kopi af 1. sæt. Vi har chancerne, kommer foran 12-11, og formår ikke at vinde en bold herefter.

Jeg tror ikke at der kan være en ufortjent vinder efter 5 så tætte sæt, så det er vel rigtigt når Middelfart fortæller at det var en fortjent sejr. Undervejs er der da et par tætte kendelser, men grundlæggende så dømmer dommerne en ok kamp hvor de formår at holde hovederne kolde selv når alle vi andres er godt varme;-).
De dømte så desværre efter sidste års regler i det tekniske, hvilket efter en del fordøjelse jo egentlig ikke er deres problem. Problemet er jo at det er lagt ud til nogle mennesker at fortolke reglementet og der ikke gøres særlig meget i opfølgning. Igår blev ca 30-40 % af alle hævninger foretaget af ikke-hævere dømt - i sidste uge 1 bold. Jeg kan sagtens se linien i den enkelte kamp, men set fra dommerstolen må man også have forståelse for den frustration det giver at have to forskellige regelsæt. Det afgør ikke noget i den enkelte kamp, men det irriterer og forstyrrer unødigt. Jeg forstår det så langt at det er tolkningen af reglerne der har øget forskellen ml. dommerne. Nogle tolker det til at det nærmest er umuligt at lave dobbeltslag mere, andre siger "det er kun under pres" at det er tilladt. Fakta er bare at det giver anledning til at to identiske spilhandlinger bedømmes endnu mere anderledes, og springet mellem de "hårde og bløde dommere" er blevet meget større i denne sæson.

Nok om det, og tilbage til kampen. Vi kan sagtens se nogle ting der kan gøres bedre, men vi må også erkende at det er to hold som virkelig kommer til at spille tætte kampe i år. Vi fik ikke det udbytte af generalprøven til pokalfinalen, som vi gerne ville. Men så må vi bare forsøge igen i pokalsemifinalen. Heldigvis har vi endnu ikke tabt en alt-eller-intet kamp til Middelfart, og det har vi selvfølgelig heller ikke tænkt os at gøre i år.

Inden der er nogen som dømmer os ude eller nogle af de andre længere inde, så lad os se hvad der sker den 18. december. Inden da har vi mulighed for igen at få gode kampe og træninger i benene, og så se hvem der er bedst på dagen.

26 november 2009

Finanskrisen slår igennem i volleyball

Sådan kunne man i hvert fald tænke, når følgende emner her tages op:
  • Forbundet er lettere mørklagt - har droppet nyhedsdækning af eliten
  • Team Danmark giver finanskrisen skylden, laver vanvittig spareplan, får ekstra bevilling men beholder besparelser = Politik
  • Dommere dropper at indberette "kinder-vold"
  • Færre klubber i toppen af eliten
  • Tendens til kortere kampe for Marienlyst
  • Måske er jeg på vej fra blå til rød

Jeg har gransket lidt ovenpå en manglende dækning af elitens kampe. Vore lokaler medier har nydt godt af lidt "ritzau" for at kunne bruge på en lille spalteplads til volleyball. Derudover er det på nationale medier nødvendigt at supportere de lidt dovne journalister, så vi kan få smulerne fra de andre store sportsgrene. DVBF har vist været nødsaget til at starte en slankeproces, og dermed er der røget en del af dette arbejde. Lidt skidt i mine øjne, men man jo vurdere "at slet ingen reklame er trods alt bedre end reklame"

Team Danmark har med en smart manøvre udspillet stort set hele Danmark. De tuder over manglende indtægter, som dog ikke helt kan ses i regnskabet! De laver vanvittig spareplan som helt flår talentarbejde og mindre forbund fra hinanden. Reelt en krigserklæring mod dem som vil andet end fodbold, håndbold o.l. En sidebemærkning: Kunne det ikke være en idé at man på skolerne tillader mobning af anderledes motionerende børn og unge - blot for at understøtte denne bevægelse?

Men Team DK får opmærksomhed omkring sagen, og får foruden stor pengegave også ekstra bevilling. De fastholder dog besparelserne, hvilket vil få den opmærksomme til at spørge: "Hvis der ingen sammenhæng er mellem udsmidningerne af enkelte sportsgrene, hvorfor er timingen så at disse kædes op af indtægtsnedgangen. Og hvorfor bevilges penge til Team DK hvis de alligevel har fundet pengene ved besparelser? Svaret er jo egentlig forholdsvis simpelt - de er jo enige om det, altså politikerne på borgen og dem i Team DK.

I en ligeså alvorlig sag er et kast med kinder-æg blevet "tilgivet" da der jo lå en provokation til grund for den voldelige handling. En fornuftig og klog løsning siger en enkelt, men visdommen er vel ikke en vi gerne missionere for vore ungdomsspillere. Husk nu drenge - kun slå hvis de siger eller gør noget der provokerer!!! Man må lidt håbe at forbundet ikke har sparet for meget på disciplinær-udvalget, for umiddelbart ville jeg da være træt af forskelbehandlingen hvis jeg var ham her (som fik 2 spilledages karantæne) eller ham der kun fik en dag fordi at han kun sparkede til bolden:

"Efter kampens afslutning sparker spilleren meget aggressivt og meget hårdt bolden op i loftet. I stedet for at give hånd, vælger spilleren i tre omgange at give fuckfingeren til 1. og 2. dommer".

Havde han blot valgt at sparke bolden hårdt i hovedet på en person og så givet fuckfingeren havde det kun udløst 1 dag, og ham som kunne holde fingeren i ro ville slippe. Det er jo lidt træls først at vide det bagefter - altså hvor vigtigt det er at bolden rammer nogen.

I toppen af begge rækker er der sket en decideret udskilning. Jeg var den første til at glæde mig over den større bredde, der gjorde midten større. Men efter at have set en del mere volleyball, så er det mit indtryk at holdene blot har tabt i styrke. Måske ikke top 3 i rækkerne, men dem lige under. I weekenden spillede to på papiret selvtillidsfyldte hold en noget fejlfyldt kamp mod hinanden i damernes række. Nu mødes Marienlyst & Middelfart hos herrerne, og kan forhåbentlig modbevise tesen om at niveauskredet går ud over topholdenes bundniveau.

I Marienlyst har vi i forlængelse af ovenstående også oplevet at kampene bliver kortere. Vi får da sparet nogle, og givet andre chancen. Men rekorden over egne scorede point i et sæt blev sat i weekenden med en 25-7 sejr i 3. sæt. Af deres syv point var vi selv ophavsmænd til de 5 ved hjælp af servefejl x 3, modtagningsfejl x 2. De sidste to point var en blok fra deres side, samt 1 vundet angreb. Av...

Og så til noget helt andet - jeg har altid stemt blåt og aldrig rødt. Her op til kommunalvalg og regionsvalg, er jeg for første gang i mit stemmeberettigede liv blevet udfordret på hvilket fløj jeg skulle vælge. Med Carl Holst i min region (Venstre og Team DK) var jeg uden tvivl stemt for at ændre markant på min ellers konservative tilgang til livet. Ingen borgerlige ville ikke pege på venstremanden, så hvad skulle jeg gøre. På den anden side stod så den ene klaphat efter den anden, og til sidst gjorde jeg så bare som jeg plejer, og glædede mig over at Eva i det mindste er på den anden fløj. I kommunen var det lidt lettere, da "jeg skal lige se mig i spejlet Anker" aldrig har været min kop the. Fagforenings-portør der gennem sit faglige arbejde har "arbejdet" sig op - ja det er altså bare ikke mig. Jeg må så erkende at den anden Boye har dømt sådan lidt alibi-agtigt de sidste 4 år, og derfor egentlig heller ikke kunne få min store beundring. Men igen - jeg gjorde bare som jeg plejer.

Nu kommer så dråben som får selv borgerlige mig til at vælte. Jeg er borgerlig og liberal, hvilket især også skinner igennem ved en tro på at "alle har lige ret og muligheder til at...". Ja til at gøre hvad de vil. Samfundet skal støtte de svage, men ikke ved at plukke dem som udnyttede deres muligheder. Og så har det faktisk været let at være blå. Men den ene hovsa-lov afløser den anden. Først kniv-lov og nu kommer så lømmel-pakke, og får de deres vilje udnyttes denne lømmel-pakke også til at stramme loven for hjemsendelser. Grotesk og flovt at måske en træls situation med folk der nægter at adlyde lov/politi i forbindelse med demonstrationer, skal udløse en tvangsdom på min 40 dage i brummen. Bægeret ikke kun flyder over, men sprænges dog helt hvis denne lov også skal kunne sende ikke-danske ud af landet. Gæster som ikke kan opføre sig ordentligt kalder Venstre det. Måske de helst ikke vil have gæster, men jeg vil heller ikke sættes i bås med nogle der behandler folk sådan. Men måske Venstres talsmand også var i Lyngby til kinder-episoden, og synes at logikken også holdt 100 % igennem der. For magen til tåbelig og åndsvag lov skal man lede længe efter - nå nej, knivloven gik jo også efter enkelte folk, men ramte bredt.... En cadeau til Dansk Folkepartis kernevælgere på debatsiderne i EB for godt lobbyarbejde, men samtidig også et endegyldigt farvel til min blå støtte til næste valg - finanskrise eller ej.

15 november 2009

Børnehave, Justitsmord og igen nr. 1

Når man sidder søndag eftermiddag i sofaen, får jeg generelt en del tanker omkring weekendens forløb. Har jeg nu brugt den godt nok, hvad gik tiden med og så slutter det som oftest af med - øv at det snart er slut.
Denne weekend er ingen undtagelse, og når ser jeg tilbage på lørdagen så var der fuld knald på.

Jeg havde Laurits-tjansen fra morgenstunden, hvilket betyder at det reelt er ret underligt at sige godmorgen til nogen kl. 09.30 - for der har vi jo allerede været vågne et stykke tid. Efter Eva kom op, gik turen i Rosengårdcentret. En kaffe på Joe & the juice samt ca 5 km gang efter Laurits, så var turen sat mod Marienlystcentret. Vi havde en kamp mod Hvidovre der skulle afvikles. Jeg går som altid direkte i hallen, sætter mine ting på "vores bænk", kigger lidt om der mangler noget. Det vigtige her er at jeg som altid sørger for at vi får samme opvarmningsside, egentlig ikke fordi at vi ofte oplever at nogen tager denne, da de fleste jo har det ligesom os - og derfor nok også respekterer hjemmeholdets ret på dette område. Men jeg må jo indrømme, at jeg også har været i gamet længe nok til at det er bedst at gardere sig, så derfor dette ritual. Så kan ingen i hvert fald være i tvivl om at jeg sidder der. Igår skete så det som sker en gang hvert 3. år. For det første går modstanderne tidligere i hallen end os. For det andet vælger de så at ignorere mit forsøg på at leje tysk håndklædeturist (læs: dem som altid lægger håndklæder på strandstolene om aftenen inden - for at sikre sig en stol, når man dagen efter stevner mod poolen).
Jeg blander mig ikke i første omgang, og måske er det pga formiddagens anstrengelser med Laurits, som jo også har det med at synes det sjoveste er at gøre det man bare ved er forkert. Men synet af de små-grinende HVK-spillere rende rundt og smile som børnehave-børn der har gemt de andres handsker, gjorde mig bare lidt træt og ugidelig. Men efter en lille kontrovers fortrak de nu grinende og hovedrystende til den modsatte side. Min gode nytårs-stævne kammesjuk Daniel Blytner holdt sig udenfor, så vi kunne da også lige grine lidt af det hele - og så i øvrigt sætte ind på taktikken til årets nytårsstævne.

Men selvom det var træls, så havde det da gjort mit motivations-job lidt lettere. En kamp mod Hvidovre er normalt det som vil betyde en svær opgave for os, idet vi nok uanset vilje og motivation nok alligevel ville vinde. Jeg gav dog kampen igennem chancen til de unge, hvilket satte sit præg på kampen fra vores side. Vi tabte flere bolde i træk end normalt, og kunne kun i 3. sæt overbevise klart mod de nu mere alvorlige miner på Hvidovres side. Emil fik chancen som hæver for første gang i elitedivisionen, og foran med 10 point i 3. sæt viser han at der sker store fremskridt. Kristoffer fik en ok debut på kanten, og viste glimtvis stor klasse ved nettet. Modtagningen er fortsat svær for ham, og Daniel var da heller ikke sen til at udnytte dette med præcise server på ham i en periode hvor Hvidovre hentede os i 1. sæt og gik forbi med stor hast. Denne opstilling kostede os halvdelen af dagens sideout-fejl, men vi fik god erfaring ud af det.

Efter kampen måtte jeg til dommer Mads Olsen indrømme at jeg ikke ville/kunne/måtte tale med ham. Det er selvfølgelig reglementet omkring kritik efter afslutningen på kampen, men indvendig kogte jeg bare. Forklaring følger.
Det er jo sjældent sådan at man ser samme kamp som dommeren, og det betyder som oftest en række episoder, hvor der diskuteres, rystes på hovedet osv. Jeg er nu sjældent i en situation, hvor jeg ikke efterfølgende kan tale om det uden problemer, men under kampen indtrådte en kæde af episoder som ledte op til "justitsmordet".
Der blev talt og talt efter en del af de kendelser. Bl.a. en del overtrådte, en ført blokade!!, en bold klart inde ikke dømt osv. Det betød hver gang en eskalering, og jeg må erkende at jeg i 2. sæt var træt af linien. Mest af alt fordi det betød kæmpe snakke-pauser, og Mads havde jo indtil videre vist sig rimelig ok med at alle talte en del og længe. Under den sidste af disse diskussioner, hvor jeg gerne ville have mit hold til at fastholde fokus på kampen råber jeg ad flere omgange, så selv tilskuere kan høre det: "Come on guys - let's just play the next ball". Jeg råber desuden "focus guys - lets just play volleyball". Og jeg gestikulerer mod banen. Men reelt er jeg nok den eneste incl dommer, som har fokus på at få fart på volleyball i kampen. Pludselig kalder dommeren så Jordan op til stolen, og viser et gult kort. Jeg ærgrer mig lidt mere indvendigt, for nu har han sgu snakket for meget (altså Jordan). Men Jordan kommer så mod mig, og beder mig anerkende kortet. Ja ja tænker jeg, og løfter hånden - jeg spørger så Jordan hvorfor kortet blev givet, og her kommer overraskelsen. Han siger at det er mig der har fået det, og pga hvad jeg sagde. Nu gør jeg så mig selv skyldig i at kunne få et kort, da jeg først mod 2. dommer og dernæst 1. dommer går ind på banen, og spørger om de da overhovedet har forstået hvad jeg sagde. 2. dommeren har pludselig overhovedet ikke lagt mærke til snak ml nogle parter, og intet hørt siger han. 1. dommeren Mads beder mig blot slappe af. Men det er sgu lidt sent at starte den....

Nå, men kampen fortsatte og ca 25 min efter kampen og dermed ca 45 min efter hændelsen var jeg da rimelig afslappet igen;-) Mads nåede lige kort på mit 2. skridt efter "tak for kampen" at nævne for mig at jeg havde sagt: Det er kraft... for ringe Mads!! Men det gjorde jeg ikke, og havde jeg gjort det / eller havde en anden gjort det - så havde det altså også været sandt. Både sandt fordi at det var for ringe en afvikling af kampen (og her tænker jeg især på de laaaaange snakkepauser som spillere og dommer har, samt det faktum at en nem kamp blev gjort svær med en del mystiske kendelser der igangsatte spillernes diskussionslyst), og med rette et gult kort for at påpege dette.
Mads havde en skidt dag, vi spillede sgu heller ikke perfekt. Næste gang vi mødes er det en ny dag, og jeg har ikke noget nag over dette. Måske dog lige at det kostede mig 100 kr til bødekassen.....

Efter kampen gik det med lysets hast til familie-fødselsdag iført camping-habit med initialer. Sådan er det når man ikke tager skiftetøj med. På vejen kom nyheden om en overraskende sejr til Gentofte i Lillebæltshallen mod Middelfart. Resultatet sender os i spidsen på bedre sætscore, og elitedivisionen minder nu mere og mere om et ræs med 3 ferrarier og en del franske biler. Gentofte er måske det mest svingende af de tre i spidsen, men igår så man da potentialet. Og det kun en uge efter en kneben 3-2 sejr i Holte. Holtes styrke eller Gentoftes svaghed - svaret kommer måske i næste uge, hvor vi tager et smut til Holte. I øvrigt en kamp der spilles lige før damernes brag - så mon ikke Laurits skal et smut til Kbh eller bedsteforældre.

Til sidst et stort tillykke til William - flot knægt og navnet er da indlysende for enhver. Villy - et navn der stemmer godt i med dit eget. Det er et navn i opsving (pga SF måske?). Og så er det vel også den første landsholdsspiller i lang tid med det navn - Villy Knøll Menzel. Sidst men ikke mindst, så er der store muligheder for et lille kælenavn - volleyVilly.

03 november 2009

Godt gået af dansk klubvolley

Status efter weekendens NCC-kvalturneringer er at Holte (D), Middelfart (H) og Marienlyst (H) er klar til finalerne sammen med Falkenberg (H), Sollentuna (H), Somero (D), Ørebro (D), Tallin (D).


Ifht sidste år er det en forbedring at der er 2 gruppevindere, men lige under succesen ovenfor er det især rigtig godt at Fortuna kun tabte 3-2 til finnerne. At Ålborg slog Falkenberg og kun med det yderste af neglene ikke kom til finalerunden skal også tælles med. Gentoftes herrer kunne ikke helt være med i den eneste 4-holds pulje og måtte strække våben efter nederlag til både Middelfart & Ørkelljunga med 3-2. Frederiksberg sørgede for sejr over norske Koll, hvilket viser et klart magtskifte på damesiden i forholdet mellem dansk & norsk klubvolley. Tidligere år har både Fortuna & Holte haft større problemer med de to stærkeste norske klubhold, men nu kan man se at Holte, Brøndby og Fr.berg uden problemer slår nordmændene. I øvrigt ligeså tankevækkende som at de suveræne norske mestre for herrer - Nyborg - reelt blev spillet ud af både Marienlyst & Sollentuna. Norsk klubvolley ser lidt skidt ud i øjeblikket.

På trods af de måske lidt underlige pulje-inddelinger, så kunne det godt se ud som om at det til finalestævnet bliver de 8 bedste hold der deltager. På herresiden er Falkenberg meget såret for tiden pga skader, og med tanke på Førdes manglende styrke ifht det andet norske hold Nyborg, så kunne det godt se ud til at den pulje var den klart svageste. Men Falkenberg skal nok toppe i slutningen af januar.
Sollentuna er i mine øjne en klar bejler til det svenske mesterskab. De har kvaliteten hele vejen rundt, men er utrolig sårbare hvis profiler skulle melde fra pga skader. Det skete jo faktisk i dette stævne, hvor Yngerskog ikke deltog. Så mon ikke de kan lægge en ekstra tand ovenpå til januar?
Middelfart & Marienlyst er de mest formstærke danske herrehold, og så samtidig indædte lokale konkurrenter. Middelfart har samlet et slagkraftigt hold igen i år, og de to hold vil komme til at kæmpe hårdt i år. Uden tvivl de to bedste repræsentanter DK kan sende ud af landet pt.

På damesiden tog Tallin sig af Fr.bergs pulje og fra denne var svenske Ørebro også ved at klemme sig videre. De var godt begunstiget af at de to øvrige hold i puljen (Fr.berg & Koll) ikke havde den samme klasse, men godt at et andet dansk hold kunne vise poweren på hjemmebane.

For Holtes pulje var slet ikke en nem af slagsen. Måske var Oslo Volley ikke særlig stærke, men Brøndby ville kunne volde problemer for hold i mange af de andre puljer. Men Holte spillede stabilt og os der kunne se lidt over nettet, kunne også se klare forbedringer i det offensive spil. Holte er ikke kun stabilitet, servepres med efterfølgende blokforsvar. Det begynder at ligne noget i sideouten. Det gav måske også de ekstra point som i sidste ende sendte holdet i finalen. Og så hele vejen igennem med danske profiler, hvilket tegner positivt for landsholdsarbejdet i foråret. Holte tabte også kun knebent til Engelholm, som nok må anses for de stærkeste hold i Sverige pt.

Fortuna havde trukket nitten, idet de skulle til Finland. Finnerne er åbenbart også ramt af finanskrisen, så de var heldigvis mere menneskelige ifht normalt. Den største præstation var måske de vundne sæt over finnerne, samt den klare endefuld til svenske Lindesberg. Desværre var holdets akilleshæl også med på turen samt direkte skyld i at Fortuna ikke tog billetten til finalestævnet. Den utrolige bund som holdet også har, gav holdet 2 x 25-13. Holdet mangler overhovedet ikke noget i toppen, men der er vist klart problemer med både moral, motivation samt kampiver når tingene ikke lige blæser i deres retning. Det så vi mod Holte i første kamp og efter sigende igen i Finland. På positivsiden er dog at man i Finland fik arbejdet sig op hver andet sæt.

For dansk volleyball er det et skridt fremad. Holte er ikke uden chancer i det stærke felt, hvor jeg dog stadig anser Somero og Engelholm som favoritter med Holte & Tallin som outsidere. På herresiden er de danske hold i mine øjne favoritter til at tage sejren, men for begge køn vil spillestedet sikkert også betyde en del. Sidste år hos Engelholm & Falkenberg - hvem mon får æren i år? Eller er det måske bedre at spørge - hvem har lyst og ressourcer til at arrangere stævnerne?

Jeg håber på et fælles dobbelt stævne for begge køn. En fantastisk mulighed for at promovere skandinavisk volley, men jeg anser det ikke som nogen realistisk mulighed. Men lad os se den 8. november hvor det svenske forbund løfter sløret.

01 november 2009

Marienlyst klar til forsvar af NM titel

NM-kval i Stockholm
Sollentuna - Marienlyst 0-3

En meget taktisk kamp som endte med 3 tætte sætafgørelser, som alle gik vores vej. Vi har genfundet fordums styrke i de tætte sæt, og trak afgørende fra ved 20 point i alle 3 sæt.

Sollentuna viste sig som ventet fra deres bedste side, og vi havde især svært ved at bryde deres sideout-rytme. Til gengæld havde vi heller ikke stort besvær med at vinde egne sideouts, og derfor blev det også til en kamp hvor de små marginaler gjorde udslaget. Her var vi stærke, og Jordan Hove fandt de rette angribere undervejs. En stor holdpræstation hvor indhop af Chris "Nelly" Nelson i 2. sæt og rookie Emil Foldager også havde afgørende betydning.

Nu er vi i finalestævnet i Januar måned, og hvem ved - måske spilles den på hjemmebanen i Marienlystcentret.

Det var alt fra Arlanda lufthavn. Spillerne er på en lang bustur - med et par danske øl til at fejre med.