Inden Fortuna & vores semifinale søndag eftermiddag skulle skydes igang, sagde jeg: "Første semifinale skuffer vi fælt, men humøret reddes af Fortunas sejr. I den anden semifinale er jeg oppe under skyerne, men får meldingen om Fortunas skæbne som giver lidt gråvejr. Nu må det da være ren karma at begge hold vinder eller taber idag, og jeg tror at det bliver sejre".
Derfor var det også en undrende tilskuerflok der efter 2. sæt skulle udspørges om udfaldet af Fortuna & Brøndbys kamp. Men i og med at jeg fuldt og fast troede på en karmisk sammenhæng, så måtte jeg vide det. Herefter gik jeg tilbage til bænken og kunne lettet fortælle en noget konfus Kaj at vi vandt 3-1 idag.
Nu er det jo ikke sådan at jeg normalt brænder små figurer af og aflæser røgsignaler. Men på dagen var jeg præget af de normale nervøse spændinger, og ligesom at sorte sokker giver Søe kvalme, så er det at følge min intuition et af mine vigtigste ritualer. Jeg arbejder bedst med viden om at jeg har gjort som jeg troede på, og efter en del finaler i streg - så er der altså ved at være oparbejdet nogle enkelte fasttømrede ritualer. Men heldigvis skal de også "føles rigtige" for at blive gjort, og det gør at det stadig som oftest er let nok. Men denne gang syntes det at være noget aparte at skulle følge en anden kamp også....
Men tilbage til kampen, som trods alt ikke blev afgjort på diverse psykotiske handlinger. Vi havde fra start af fokuseret meget på de virkemidler der fik Middelfart i knæ i torsdags, og ville derudover forsøge at få mere effekt i transitionsfasen. Vi kom dog rigtig skidt ud i 1. sæt, og mod Middelfart er det især farligt. De pressede os godt med stærke server, og spillede super forsvar på vores angreb. Men vi slog altså heller ikke helt igennem, og fra bænken lignede det en forsigtig eller nervøs indledning. Shaun fik ikke helt held med sine angreb, men det skulle han siden tage revanche for.
Derfor tabte vi også 1. sæt, selvom at vi mod slutningen fik set momenter af det spil der gav os sejren sidst. Vi manglede måske også lige det sidste held, især efter de lange dueller. MVK trak sig sejrrigt ud af de fleste længere dueller også ind i 2. sæt, og når vi leverede fantastiske handlinger ved jorden røg bolden gerne op til Matt ved nettet. Han kunne så afgøre det som ellers ikke mange på den anden side havde let ved i første forsøg - vinde bolden. Vi følte os lidt uheldige i mange dueller, men havde dog stadig viljen til at fortsætte med fighten. Endelig mod slutningen af 2. sæt får vi held med de matchups som tidligere i kampen havde givet muligheder, men ikke point. Vi får hullet, og her er Shaun Powell en vigtig brik og i hopla ved nettet. Vi udligner føringen, og så synes jeg faktisk at vi igen har teten i kampen.
I de næste 2 sæt er ingen af holdene så effektive i sideout som i torsdagens opgør, men de afgørende momenter bliver marginalerne. Nogen kan sige held, mens andre siger mod. Michael Søe smadrer sætbolden ned i 2. sæt på en backspike over en tremands-blok. Lignende sker det for både ham, Dazé og Shaun, og de bliver om nogen dem som leverer de afgørende ting. Vores centere sørger får at holde Middelfart beskæftiget, og både Per / Jacob spiller en rigtig solid kamp. Marginalerne falder efter min mening vores vej, pga vores tro på at vi kan, eller om nogen vil manglende tro på at det ikke kan lade sig gøre. På den anden side er det tydeligt at både Georg og Matt falmer undervejs, og de er om nogen omdrejningspunkter på MVK's hold. De andre kæmper deres kamp, men det stærke hold virker ikke længere så stærkt. Vi taber for mange point på dristige beslutninger og dumme valg, men må også konstatere at vi vinder fantastiske point på selvsamme dristighed.
Forløsningen er stor, men glæden faktisk noget større da matchbolden vindes i 2. forsøg. Shaun Powell vinder sit 34. point og kan fortjent modtage holdets hyldest. En match hvor han virkelig viser hvad han kan bidrage til holdet med. Men det gjorde 11 andre også, hvilket de også skal have stor ros for. BT, Daze, Søe for modtagning, vigtige forsvarshandlinger og angrebspoint. Jordan fordi at han satte spillet rigtig godt op, og samtidig hele tiden leverede oplagte 1-1 situationer uden at være forudsigelig. Jacob & Per fordi de vinder de bolde der binder modstanderne til dem, og samtidig får gode blokader sat ind. Schøler, Martin og Bardur for de gode server og point vi får med undervejs i udskiftninger. Mertz og Bertel - I var klar undervejs, og der er brug for jer i finalerne.
Nu skal vi så spille DM-finaler igen, og skulle man være overtroisk kan man da finde trøst i at jeg endnu ikke har prøvet at tabe en finale som træner. 3 x DM-guld, 4 x pokalmester, 1 x NM-finale. Nu vil jeg arbejde en vis del ud af bukserne på at der snart står 4 x DM-guld.
Program for DM-finalerne, som må være lagt helt i tråd med Mortens ønsker - alle kan se alt!
1. DM Finale for Damer FORTUNA ODENSE - HOLTE IF
Onsdag d. 8. april kl. 20:00 i Klostermarkshallen.
1. DM Finale for Herrer AALBORG HIK - MARIENLYST
Torsdag d. 9. april kl. 16:00 i Aalborg Stadionhal.
2. DM Finale for Damer HOLTE IF - FORTUNA ODENSE
Tirsdag d. 14. april kl. 19:00 i Holte Hallen.
2. DM Finale for Herrer MARIENLYST - AALBORG HIK
Onsdag d. 15. april kl. 20:00 i Marienlystcentret.
Evt. 3. DM Finale for Damer HOLTE IF - FORTUNA ODENSE
Tirsdag d. 21. april kl. 19:00 i Holte Hallen.
Evt. 3. DM Finale for Herrer MARIENLYST - AALBORG HIK
Torsdag d. 23. april kl. 20:00 i Marienlystcentret
06 april 2009
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)

4 kommentarer:
Den tremandsblok ser noget reduceret ud må jeg sige. Lige over netkanten der hvor jeres tredje blokspiller skulle have været;-)
Men man husker jo som man vil.
Rasmus
undskyld, deres tredje blokspiller
Rasmus
Der var 3 man i blokade, men hvis mig lige 3 blokspillere der dækker hele nettet ;-)
Enhver situation som denne er vel altid enten godt af angriberen eller skidt af forsvaret / blokaden - men du har jo helt ret. Man husker jo som man vil, og det gør du jo også ;-)
Mikkel
Kig på tv2 fyns indslag fra jeres kamp.
Rasmus
Send en kommentar