04 januar 2009

Volleyfeber i januar

Siden 19. december har jeg haft fri fra arbejde, og skulle egentlig have mødt på arbejde idag. En halsbetændelse / influenza / krops-ondt!! har dog besværliggjort de sidste fridage, og jeg er nu sengeliggende med feber, halsbetændelse og hoste. Men det gør nu ikke volley-feberen mindre. For januar tegner til at blive en af de mere spændingsmættede i min tid som træner.

Ellers er julepausen blevet brugt på at selv få spillet lidt til ASV's nytårsstævne, som vi normalt vinder. Men denne gang havde nogle yngre hold sneget sig med, og holdet var derfor ikke stærkt nok. Jeg selv var pinlig ringe - ikke at jeg ikke spillede godt nok i de 2 kampe jeg spillede - jeg kunne bare ikke klare at spille flere. Formen er rund, konditionen under normal og musklerne hurtigt trætte. Det er bare ikke godt nok, og det må og skal rettes til i 2009.


Hvilket leder mig til julepausen for spillere. For det er langfra ens hvad de enkelte har været igennem. I Fortuna har man feks haft 4 fra startopstillingen med omkring landsholdet, og de er derfor nok de eneste der ikke ser det som en pause, men som en accelleration af indsatsen. De resterende har derfor heller ikke haft de store muligheder for træning i fællesskab, da også udlændinge har været på ferie.

I Marienlyst har vi haft enkelte træninger, og da kun (og jeg mener virkelig kun!!) Peter Schøler er med omkring landsholdet så har vi da kunne mønstre flere til træning. Men det har da været begrænset af at stort set alle udlændinge også er på juleferie. Men selvtræning har været et must, for det underlige er at januar måned byder på hele to vigtige finaler for begge hold.


Derfor er det da også underligt at den eneste længere pause i sæsonen er placeret kort før vigtige landsholdsopgaver, pokalfinale og Nordisk mesterskabs finale. I Fortuna mødes de kort før den 17. januar igen med hele holdet, spiller kamp mod Frederiksberg og så er der pokalfinale-weekend og NM-weekend i de to sidste weekender. Ikke optimalt, men tilgengæld må man formode at de 4 med landsholdet, som jo også indgår i startopstillingen, er sammenspillet.


I Marienlyst er vi bedre stillet, for hvis ellers at alle er tilbage i bedre form end jeg, så skal vi nok nå det i løbet af januar. Vi har sluttet 2008 rigtig godt af, og selvom nogle måske skulle tro at vi ikke kan mere så er der mange ting i min bog vi kan forbedre. Vi spiller klart hurtigere spil end alle andre, men mangler måske stadig at have den fulde kontrol over spillet når speederen er i bund. Derudover har vi stadig mulighed for at blive endnu bedre i blok / forsvar, hvor vi skaber muligheden for point. Og så har vi da helt sikkert også mulighed for individuelt at tage nogle skridt opad. Peter Schøler er et godt eksempel på en spiller der venter på et gennembrud på eliteplan, men vi har faktisk en stærk bænk på alle pladser, og derfor kræver det også af den enkelte at man arbejder for at blive bedre - for ellers kan du blive overhalet.


Men tilbage til januar måneds spændende program, som tegner til at blive en af de mest spændende i min tid som træner. Jeg starter ud med en alm. træningsuge, hvor fokus bliver at få rusten af alle incl. os i trænerteamet. Vi møder Skovbakken og har desuden en enkelt træninsgkamp. Den 12. januar skal jeg til Årets Sportsnavn 2008 kåring hos TV2 Fyn. En meget traditionsrig kåring (se www.tv2fyn.dk) som kårer den bedste fynske sportspræstation 2008. Her er både Marienlyst og Fortuna indstillet sammen med feks Nicki Pedersen (Speedway), Alex Rasmussen (banecykling). De to præstationer som Fortuna & Marienlyst har lavet med "the double" er svære at vurdere ifht alle andre, men jeg håber da på nogle stemmer - for det er alle der kan stemme. Så skulle nogle have lyst, så stem på volleyball. Jeg undlader at begynde diskussionen om hvem der har gjort det bedst, for reelt handler det vel mest om smag for enten damer eller herrer. Jeg er i hvertfald stolt over at skulle deltage derude, og som i Oscar-uddelingen er det også stort bare at blive nomineret og komme igennem nåleøjet.

Efter dette så starter forberedelsen på pokalfinalerne, hvor jeg må indrømme at jeg jo har et ben i begge finaler. Hvordan det rent praktisk kommer til at foregå ved jeg ikke, men mit største mål med dagen er at vinde med Marienlyst, og jeg vil ikke gøre noget som mindsker chancerne for dette. Dagen inden er der Odense Kommunes årlige fejring af danske mestre. En tilbagevendende begivenhed som markerer at man sætter pris på de mesterskaber der hentes hjem til byen. Det er dejligt at sidde i andre sportsfolks nærvær, snakke om deres dagligdag og vilkår, men mest af alt er det en hyggelig aften med god mad og gode mennesker.

Sidste torsdag i måneden er der afgang mod Sverige, hvor vi har en realistisk chance for at hente et Nordisk Mesterskab hjem til Odense. Spillere og trænere har som et klart defineret mål at hente titlen hjem, ligesom pokalen og mesterskabet. The trible er hvad vi arbejder mod, og det betyder også at 2/3 del af sæsonens målsætning afgøres i januar, hvilket i sig selv bør besvare alle spørgsmål om vigtigheden af januar måned. Når man sætter sig høje mål, så kan man ind imellem føle at det kan virke uoverskueligt. Men fornemmelsen er god, og min perfekte januar har følgende udgang:

Volleyball-hold vinder Årets sportsnavn - 2 pokaltitler til Odense - 1 Nordisk mesterskabstitel til Marienlyst & medalje til Fortuna.

Måske er det feberen der taler, men jeg håber at jeg når februar starter har nået det hele. Men nu vil jeg gå under dynen igen, og håber at være klar til imorgen.

0 kommentarer: