Er du motiveret til opgaven - Hvad er din motivation?

Som træner må jeg indrømme at jeg ind imellem stiller spørgsmålet "Hvorfor spiller du volleyball - hvad vil du gerne opnå?"

Grunden er nok baseret meget i mine egne erfaringer både på og udenfor banen samt i mange af de andre forhold der tilsammen giver "Vores liv".

Jeg har altid godt kunne lide et citat fra den franske forfatter Antoine
Saint-Exupèry. Han er måske mest kendt for "Le Petite Prince" eller oversat "Den lille prins". En af mine favorit-historier op igennem min barndom i en meget frankofil familie. Han levede et kort men intenst liv, der endte i 1944 under en mission i krigen. Pudsigt nok fandt man hans rester præcist det år jeg startede min træner-karriere.

Citatet var i en bog jeg fik via en ven og kollega under en sygdomsperiode jeg havde for en del år siden. Jeg fik den lille bog og citatet var skrevet foran i den.

"Hvis du vil have bygget et skib, skal du ikke kalde folk sammen for at tilvejebringe tømmer eller tilvirke redskaber. Du skal ikke uddelegere opgaver til dem eller fordele arbejdet - men du skal vække deres længsel efter oplevelserne på det store åbne hav."

Da jeg året efter tog beslutningen om at flytte fra Holte og tilbage til Odense (og Fortuna), havde jeg rigtig meget dette i mente. Min egen følelse som spiller, og mine observationer som assistent var at langt de fleste spillere var i topklubberne pga meget konkrete overvejelser hvor især vane, venner, skills/mulighed var drivkraften. Store drømme blev der aldrig snakket om, og visionerne der var i de klubber jeg havde været i (incl. Fortuna) bar præg af "klubbens" drømme.

Hvad kunne man skabe hvis man fik spillere som udelukkende havde de samme drømme og passe dem ind i et elitekoncept? Kunne man avancere foran etablerede klubber, kunne man finde en niche?

Idag må jeg sande at finaledeltagerne i søndagens finale alle har meget visionære koncepter, og er måske de 4 stærkeste på deres felt. Ålborg er fællesskabet og den flade struktur med til at skabe et miljø hvor alle er lige - men under overfladen er også en ekstrem stor grad af vilje / drømme implementeret. Marienlyst er "klubben der vil mere". Der laves nye tiltag, og de er måske klubben der oftest er først med ting der kan gøre livet som volleyballspiller mere professionelt. Nu vil man også være forrest i form af elitekultur og vindermentalitet, hvilket jeg også må anerkende er en succes fra starten af. Holte har med Smølf i spidsen gennemgået en stor forandring. Konkurrencen om de bedste spillere er øget, og derfor har det også været nødvendigt at markedsføre holdningerne. I mine øjne er Smølf's største bedrift at det er tydeligt for enhver hvad Holte gør og vil. Man arbejder på samme måde år efter år. Eneste minus er nok at så mange spillere åbenbart ikke delte de samme drømme undervejs, for udskiftningen har været stor hvilket kan skyldes at drømmene ikke er forankret i den enkelte i høj nok grad.

Fortuna har jeg selv været med til at opgradere. De spillere som startede ud i år 2000 blev udvalgt på baggrund af deres visioner/drømme om hvad de ville. Pudsigt nok så spillede indtil sidste år rigtig mange af dette holds spillere stadig elite, hvilket for mig indikerer at drømme og visioner forankret i den enkelte spiller er meget mere værd end trænerens eller bestyrelsens mål. Idag er klubben etableret i toppen, men skal til at redefinerer sig. Målet om at være visionær er der stadig, men måske skal man også lige tænke nye drømme i klub / spiller kredse.

Fælles for de 4 klubber er at det er meget tydeligt hvad de vil og hvad deres spillere vil. Dette er for mig at se opskriften på succes. Der er masser af andre klubber som også har dette, men jeg synes at det er dejligt for sporten at se hvad der skal til for at nå hertil. Og at der er forskellige veje til det, som alle er seriøse elite-initiativer.

Personligt havde jeg en drøm inden min trænerkarriere om at være en af de trænere som var i pokalfinalerne, DM-finalerne osv. Jeg var en smule misundelig på træner-koryfæer som Sven Brix, Zhou Jun, Åke Hesslekrans, Jørgen Breinholm, Jeppe Haugaard. De stod i disse kampe, og som en typisk dansker så er det mest nærliggende at være misundelig.

At jeg tager dette op ligenu er ikke tilfældigt. Jeg er i min 4. pokalfinale i træk, jeg har været i 3. DM-finaler i træk. Jeg har endnu ikke prøvet at forlade kampene med andet end guld. Jeg er blevet far for allerførste gang til en dreng som jeg bare elsker højere end noget andet, jeg har et fantastisk job i energi-branchen som tager masser af tid og jeg har jo reelt opfyldt de drømme som skulle udgøre mit skib. Og hvorfor er jeg så stadigvæk her?

Jeg kender ikke svaret endnu, men jeg kan da mærke at jeg på mange måder står ved en skillevej. Jeg elsker volleyball og alle dem der dyrker den samme passion for sporten som jeg gør. De seneste 2 år har jeg modvilligt fortsat, primært fordi der var et akut behov hvor nogle passionerede spillere ellers havde stået alene. Men inderst inde må jeg også have haft en grund selv, for jeg tror ikke på udelukkende ikke-egoistiske grunde.

I år er jeg med som primært herretræner i finalerne, og udfordringen i Marienlyst hvor et team-udviklings firma "Vindermentalitet" er ansat til at få Marienlyst og os alle på holdet fokuseret på mål og midler. Det har rykket utrolig meget ved den måde jeg er på som træner, og ind imellem møder jeg også den træner-type i mig selv, som jeg forsøgte at differentiere mig fra. Det skubbede endnu mere til mine tanker om hvorvidt at jeg er blevet for tilbagelænet og tilfreds. Spørger jeg stadig spillerne hvorfor og kræver/giver hjerte i processen, kræver jeg stadig det samme af mig selv som tidligere? Bliver jeg motiveret af sejre mere end af nederlag? Jeg er virkelig glad for den udfordring som drengene/klubben giver mig i dagligdagen, og er der noget som kan skubbe til at jeg fortsætter trænergerneringen i den danske elitedivision - ja så er det dem og deres evne til at få mig til at drømme om nye uopdagede steder på det store hav.

Langt inde bagved har jeg nok en drøm som alle andre om at være afsted med landets udvalgte spillere og repræsentere Danmark. Jeg ved dog at det ikke er det letteste job at få, men drømmen om at stå til en slutrunde foran masser af tilskuere med dannebrog på trøjen - det må være det største.

På den korte ende så vil søndagen betyde at 50 % af finaledeltagerne må sande at de nåede at se deres mål/drøm så tæt på, for blot at se det forsvinde væk i ingenting. Jeg ved hvor mange timer, tanker, drømme, sved og tårer der var investeret i disse drømme. Jeg ved at disse drømme var motivationen og platformen for at de nåede dertil hvor målet var i sigte. Derfor vil jeg også med det i mente, forsvare hvorfor at vinderne, tilskuere og os alle ikke kun hylder dem med guld om halsen - hyld også dem der havde modet til at forsøge, og som har behov for skubbet til at prøve endnu engang.

God finaledag søndag til jer alle.