20 december 2008

4. pokalfinale i træk

Idag fik jeg med Marienlyst en tidlig julegave. Vi spillede os i pokalfinalen, og jeg er i min 4. pokalfinale på 4 år. De foregående har været med damerne, og nu er det så med Marienlyst herrer.

Vi spillede idag en utrolig disciplineret kamp, hvor alle bidrog til at vi aldrig rigtig lukkede Gentofte ind i kampen. Vi fik godt dæmmet op for deres angreb fra midten og Tobias + Bülow, og derfor var ansvaret i store perioder lagt på Jonas Napiers skuldre. Gentofte satte som ventet mere pres på serverne for at holde os væk fra nettet, men alligevel fik vi gennem godt disponeret angrebsspil spillet alle i gode matchups. Forsvaret er blevet markant bedre i løbet af den sidste måneds tid, og vi får derfor også mange muligheder for at score point igennem hele kampen. Derfor betød det mindre at Gentofte måske bedre fat i egen sideout mod slutningen af 2. sæt. Det så man også henmod midten af 3. sæt hvor vi konsekvent var 2-3 point efter Gentofte. Så fik vi fat i et par bolde i forsvaret som efterfølgende blev omsat i point. På vores 2. matchbold hiver vi den hjem på et angreb fra en af kampens store profiler Shaun Powell.

Vi har nu kvalificeret os til Nordisk Mesterskabs finale, Pokalfinale samt er med en god margin i spidsen af elitedivisionen. Vi har formået at spille bedst når det var allervigtigst og har kun haft en kort periode med nedgang. Nu ser vi så frem til en kamppause som skal bruges til at komme lidt væk fra volleyball, men samtidig holde fysik og kondition på det rigtige niveau. For januar måned byder på 2 finaler, og at vinde dem vil være vores nytårsforsæt.

Jeg selv er utrolig glad for at skulle stå i endnu en pokalfinale, og håber på at udfaldet vil blive det samme som de 3 foregående - guld om halsen.

Glædelig jul til alle og et godt nytår

Mikkel

16 december 2008

BREAKING NEWS - nu også på bloggen

Tidligere har Kasper Lindberg på sin blog nævnt at man altid kan se lidt om sine modstandere via DVBF's licens-opdatering. Her er alle spillere listet op, og her faldt jeg så over noget af en nyhed - som nok ikke engang Morten Piil er vidende om.

HOLTE HAR NY AMERIKANSK SPILLER MED I AFTEN

På siden figurerer en helt ny profil, som klubben ellers nok har forsøgt at hemmeligholde. Men her på siden kan vi nu offentliggøre at Jessica Ann Eliasson starter i Holte i aften.

Hvem er hun så?

Tja, her kan man jo så starte med at google lidt. Et billede har jeg fundet frem til af pigen også, foruden lidt data på hende. Så må jeg jo håbe at det er den rigtige Jessica ;-). Hun er diagonal, meget høj og fra Nordamerika - nærmere bestemt Rocky Mountain.
Her hendes data:
Jessica Eliasson
Højde: 6’1”
Position: Opposite Hitter
Hun har indtil slutningen af oktober spillet på Rocky Mountain College, hvor sæsonen jo er afsluttet nu.
Endnu en god grund til at møde op i aften for at se Holtes nyeste internationale satsning. Og Brøndby kan nok starte med at bævre lidt, for nu skal de også bestige bjerge for at vinde.

15 december 2008

Pokaldramaer afslutter 2008

I både herre og damerækken er den kommende uge ramme for semifinalerne i landspokalturneringen. For både køn er der top 3 med i kampene, så der er virkelig tale om en spændende og god afslutning på volleykalender-året 2008. Programmet er således:

Semifinaler - herrer
18-12-08 19:30 Aalborg HIK - Middelfart VK i Aalborg Stadionhal
20-12-08 15:30 Gentofte - Marienlyst i Kildeskovshallen

Semifinaler - damer
15-12-08 19:00 Fortuna Odense - Skovbakken i Klostermarkshallen
16-12-08 20:00 Holte IF - Brøndby VK i Ny Holtehal

Damernes kampe bliver således afviklet først med kampe mandag og tirsdag, mens herrerne afvikler deres kampe torsdag og lørdag. Der er derfor også mulighed for at se alle, især med de nuværende brændstofpriser bør det ikke længere være et problem.

I Odense møder Fortuna et Skovbakken hold der den seneste tid har gået fra store sejre over Fortuna og Brøndby, til ligeså store nederlag til Frederiksberg og Holte. Med til historien hører at man på Århus-holdet har måtte omplacere landsholdskanten Anne Nybo Mortensen til libero i kampen mod Holte, grundet en betændt skulder. Men mon ikke at det netop blev gjort med kampen i aften i mente.
Fortuna har også taget en lignende rutchetur, dog med en positiv tendens på det seneste. Nederlaget i Århus markerede i mareridts-november, hvor man dog mest af alt skuffede egne forventninger. Den unge trup skal i år forsøge at finde melodien sammen, og på det seneste har KSV og Lyngby lagt ryg til stryg, som giver forhåbninger om en finaleplads.
Kigger man lidt ovenfra på denne kamp, vil et afgørende element sikkert blive Skovbakkens modtagning contra Fortunas serv. Hvis Bakkens piger skal synge sejrs-sang i Odense, kræver det uden tvivl at centerspillet omkring Ivana Babic og Justina kommer til at køre gnidningsfrit. Fortuna vil nok forsøge at presse så mange point igennem i serier, hvilket på det seneste er lykkedes mod både Lyngby og KSV. Umiddelbart tror jeg mest på at Fortunas opskrift vinder, og de tager en finaleplads.

I Holte mødes hjemmeholdet med Brøndby. Det er nummer 1 og 2 fra turneringen, og Holte har i nuværende opstilling kun tabt én eneste kamp - mod Brøndby. Det kunne måske gøre Brøndby favoritter, men der er mange elementer der skal tages med ind i overvejelserne. Holte har ikke været i pokalfinalen siden 2003, hvor de tabte til DHG. I 2002 vandt de deres seneste pokaltitel. Siden 2003 har der nærmest været en forbandelse over Holte i pokalturneringen. For det første havde man i i 2004, 2005 og 2006 de senere vindere i indledende kampe. Derudover har man nærmest som en regel udkæmpet drabelige 5-sætskampe og tabt hver gang. Så det kunne ligne en umulig opgave for Holte-pigerne.
Brøndby har kun været fremme i rampelyset de seneste år, og i den seneste udgave tabte man på udebane 3-1 til Fortuna. I år er holdet udklækket for alvor, og selvom at de endnu aldrig har prøvet de helt store finaler, så er der dog i Pia Larsen en erfaren pokalfinale-deltager. Hun blev senest mester med Lyngby i 2004, og spillede sidste år i lykkelige omstændigheder med Lyngby-holdet der tabte til Fortuna i 3 tætte sæt.
Min fornemmelse siger mig at denne kamp slet ikke bliver så tæt som vi alle gerne vil have den, og så velspillet. Jeg tror at bundniveaet bliver afgørende for hvem der trækker det længste strå, og her spiller efterårets erfaringer ind i min vurdering. Brøndby har spillet fantastisk på toppen, men har også vist at de har langt igen når det gælder bundniveau. I en tætpakket Holte-hal vil Holte spille taktisk klogt, og fremprovokere fejl fra udeholdet. Så Holte tager finale-pladsen.

Herrernes kampe uden spådom
I weekenden mødte vi et Gentofte-hold som spillede deres chance fra start af, men heller ikke mere. Modstandskraften var så som så, når det virkelig talte og det var vel egentlig også at forvente. Kampen lørdag er meget meget mere værd, og jeg tror nu ikke på at der er noget mentalt at vinde eller tabe ved denne kamp for nogle af os. Vi spillede en god kamp med høj koncentration i 2 sæt, og lidt vanskeligheder i 2 sæt dog uden reelt at være i risiko for at miste grebet om kampen. Rent taktisk så holdt begge hold sig meget passive, og i det hele taget så var det en rolig dag på kontoret.
På lørdag er det helt anderledes, og vi skal mentalt indstille os på de omgivelser vi skal præstere under. Vi ved at der vil være tæt pakket i hallen, og de fleste ser os nok helst i en robåd i Aden-bugten udfor Somalia med masser af guldsmykker på. Men det kan vi også bruge positivt, for det gør det alt andet lige meget mere værd at præstere godt. Gentofte og Marienlyst har tidligere udkæmpet drabelige dyster om medaljer, og denne vil uden tvivl blive en af dem. Vi vil utrolig gerne i pokalfinalen, som vil afslutte et 2008 med et flotteste punktum man kunne forestille sig. Pokaltitel, DM-titel, god figur i Europa Cup, NM-finale kvalifikation og så lige en kvalifikation til Pokalfestivallen 2009. Bedre eventyr kan vel ikke skrives i Odense?

I den anden kamp spiller Aalborg og Middelfart. Her bliver der ikke kun spillet volleyball, og man kan til sådan en kamp virkelig savne Jesper Villadsen på Aalborg-holdet. Der bliver gnister under nettet også, og dette drama bliver sikkert ikke afsluttet uden enkelte mislyde fra taberen. Faktum er at det er to hold som er tætte i niveau når det spiller. Hvem det bliver torsdag aften i Ålborg, kan kun volley-guderne vide.

På lørdag kan alle så tage fat på juleferien, dog ikke uden at skele lidt til januars program. Både herre og dame A-landshold spiller i starten af januar Novotel-cup i Luxembourg, damerne har VM-kvalifikation efterfølgende i Estland. Herefter er pokalfinaler for nogle af holdene, og til sidst i januar drager Middelfart, Marienlyst og Fortuna til Sverige for at kæmpe om det Nordiske Mesterskab for klubhold.

Så den bedste afslutning på volleykalenderåret 2008 bliver afløst af en perfekt start på 2009.

Glædelig jul og god selvtræning

Mikkel Hauge

12 december 2008

Tips-titel er hjemme - DM-titel til salg

TIPS MED HJERTET VINDER SJÆLDENT

Nu er vores tips-konkurrence ved at være slut (mangler dog 1 kamp), og af de 4 kloge så havde jeg de fleste point. Jeg siger med vilje ikke at jeg er den klogeste, for med to aktive trænere der skal tippe på deres eget hold, så er der nok en del som er tippet med hjertet...

Men det som jeg i første omgang har studset over, er de mange resultater i år som ikke går til det forventede hold. Man kan altid tabe 1 sæt eller måske 2 hvis det er tæt, men vi har set kampe (i begge rækker endda) hvor et favorithold taber klart til et undertippet hold. Og så spørger jeg mig selv, om det er mig der ser det forkert an, eller er volleyball ikke så nemt at tippe?

Min tese er at volleyball er let at forudse resultater i, sålænge der er nogle fundamentale forskelle i de enkelte holds kvaliteter. For så kan du selv gennem taktiske rokader eller scouting ikke indhente det fysiske over en hel kamp. Derfor vil overraskelser som oftest ske igennem et hold der næsten slår sig selv. Men Skovbakken og DHG på damesiden samt Holte på herre-siden har vundet kampe i år, hvor det ikke umiddelbart kunne siges at være siges at være modstanderens uprovokerede fejl.

Anyways så spillede William og Mini sig selv ud af konkurrencen ved selv i egne krisetider at tippe på egne styrker. Et sympatisk træk, og havde de tippet imod sig selv så ville helvede sikkert også falde ned over dem.

Morten har hele tiden fulgt tæt efter, og selvom at mit hjerte har været hos Fortuna / og hans nok mest i Holte, så har vi set at tips er en helt anden ting. Her har vi begge været hudløst ærlige, hvilket også har betydet tips der skærer dybt i eget kød.

SÆT REALISTISKE MÅL - BRØNDBY & HOLTE ER DEM MAN SKAL FORBI

Når nu resultatet foreligger så er jeg klar over at det som altid er svært at gentage succesen. Fra kanten af banen har jeg set modstandere kigge mest på os sæson efter sæson, og det giver altid svære kampe året efter. Sådan vil jeg også få det i foråret.

Overskriften er derfor også mest af alt et minde til mig selv om at jeg skal kigge fremefter og ikke tilbage når jeg sætter mine mål. På samme måde ser vi også hold i damernes række, som måske har det svært pga målsætningen (Fr.berg ville i toppen, Fortuna ville i toppen, Lyngby ville i toppen).
Fortuna har gennemført en udrensning som har sendt 4 af landets bedste spillere på deres pladser ud af startopstillingen (red. Jeanette, Sara, Stine , Lotte V), og selvom afløserne bærer stor klasse så mangler erfaringen. Når de mange kommentarer omkring holdet derfor skal skrives, bør observatøren også hæfte sig ved dette faktum, men vigtigst er jo at holdet også har det i mente. For hvornår og hvorfor opstår der store fald i præstationerne på et hold? Efter min vurdering netop på et hold med lidt rutine, unge spillere og under stort pres.

Presset som Fortuna har lagt sig under efter 3 års gevinst i turnering og pokal er selvforskyldt. Spillerne vil jo gerne, men uden for banen burde man have været bedre til at sætte mål der ikke var så store eller i det mindste stod mål med holdliste og udviklingsmål for den enkelte. Ingen kunne selvfølgelig vide at både Brøndby og Holte ville være villige til lige at tage de ekstra skridt, som Fortuna tidligere har gjort (købe lidt ekstra). De ekstra investeringer i spillere ser jeg også som et tegn på at de også ved at "titlen i år er sat på udsalg". Med det mener jeg ikke at der skal mindre til at vinde for det er vel nærmest tværtimod, men de senere års suverænitet er definitivt brudt med afgangen af de nævnte 4 spillere. Fortuna er klart efter min vurdering et af fremtidens hold, og har måske derfor overtaget BVK/Holtes roller, mens de slås om at lave de bedste sidste-øjebliks-signinger.

Jeg forstår fuldt ud Brøndby og Holte, og som scenariet er ligenu så er det vel Brøndby der har taget teten med Pia Larsen's ankomst til startopstillingen på Vestegnen. Hun skubber en af deres egne unge landsholdsaspiranter ud på bænken, men det kan måske være den handling der konverterer bronzen fra sidste år til guld.

Omvendt så står Holte med et valg som ikke bør være så svært i samme sammenhæng. Man har kun et enkelt svaghed i angreb/blok kæden, og det er at den evige reserve Louise P spiller fra start af. Der er stadig masser af point i hende, men dem kan man også stadig opnå fra en bænkplacering. Hun har fremtiden for sig, men i kampen mod Brøndby kan man ikke kun indhente men passere dem med en signing på den plads.
Så kan man være ligeglad med at man laver en ren Jens Otto Kragh, for vinderen har altid ret. Holte har på denne måde muligheden for at gøre en inden sæsonen rablende katastrofal indledning til et rent eventyr, men ikke uden panderynker. For sporet man bevæger sig ud af er laaaaangt væk fra det vi i sin tid kaldte "Holte-ånden". Her kom spillere der "ville lidt ekstra med sporten", mens det nu mere ligner et "vil have lidt mere for at dyrke sporten".
Heldigvis er fundamentet lagt iform af ungdomsarbejde i Farum-Holte regi, og det eneste man kan frygte for er at man glemmer dette når guldtørsten skal stilles igen og igen. For med succesfuldt ungdomsarbejde følger også sæsoner som den Fortuna har i år.

Nu vil jeg ikke helt afskrive Fortuna, for talentet er der til at være med og Caley Carter & co har før vist forbedring i foråret. Men stabilitet er i sidste ende afgørende for om du kommer helt derhen. De sidste 3 år har jeg spillet finaler mod Lyngby, Holte, Skovbakken og Gentofte. Især mod de to førstnævnte har der reelt ikke været stor forskel i hvad de enkeltes topfart var, men motorstop undervejs er også en del af gamet - og dem havde alle vores modstandere flere af.
Denne stabilitet har jeg kun set hos Holte i år, og så tror jeg at Brøndby har købt dette i form af Pia. Fortuna skal håbe på at de 4 landsholdsspillere får en stor fremgang med landsholdet i januar, og kan drive holdet med dette gennem foråret. Sker dette, så er overraskelsernes tid ikke forbi.

EVALUERING PÅ MIN FØRSTE HALVSÆSON I HERRER-RÆKKEN

Når vi lørdag tager imod Gentofte så er det også den sidste modstander jeg mangler at se. Set i lyset af damerækken, hvor moden er at hente nye spillere til ømme punkter, så undrer det mig hvis en lignende ting ikke sker i årets herre-række. I bunden kan en enkelt spiller måske betyde forskellen mellem en returbillet til 1. div eller ej. I toppen er de enkelte trupper sårbare overfor skader eller formdyk, hvilket også kunne give et incitament til forstærkning.

Men glædeligt er det at komme rundt igen i haller som man aldrig kom i pga at de ikke havde damer. Mødet med Middelfart er jo et møde på godt og ondt. Træls at vi tabte, men med deres noget hårde publikum i ryggen, som ikke skyer hverken gloser eller midler, så er det jo også et sted som man vil elske at vinde som udehold. Og det giver kulør at have med, og på en eller anden måde kan jeg kun glæde mig over at der i det mindste er et sted i landet hvor selv mødre og fædre over 50 år er villige til at råbe ord og sætninger der ville betyde hjemsendelse fra skole for de fleste børn. Så er vi ikke langt fra fodboldens verden, når vi kan udløse så mange følelser.

En anden ting har været mødet med en helt anden træningsmentalitet, for der er forskel på damer og mænd. Måske havde jeg det også lettere med Fortuna, fordi kulturen var blevet opbygget med mig selv ved roret. I BM er der mange erfarne spillere udefra, og træningen er derfor også meget anderledes, hvilket kræver tilvænning fra både mig og spillere. Men en ting er sikkert - i begge lejre er de lige dedikeret til målet og vil gerne vejen. Og det er jo ikke som om at det er nogen hemmelighed hvad der skal til. Det du træner er også det du kan. Så målet må jo så være at træne det vi skal bruge i kampene samt det vi endnu ikke helt mestre. Faren er at træne alt for meget af det vi ikke skal blot fordi vi ikke lige er helt mentalt klar til at træne.

Så udfra dette fortsætter jeg med at arbejde videre, og et af målene er lige om hjørnet - pokalfinale og så min 4. i træk.

UDEN FOR BANEN - MEN ALLIGEVEL ET TEGN
På den private træningsbane så er min søn nu begyndt at kunne bruge kroppen til lidt mere. Han er nu knap 7 mdr gammel, og der er to ting han elsker at gøre. Det ene er at stiller du ham op, så vil han hoppe - og han hopper som moren og heldigvis ikke faren. Det andet er at han elsker at klappe, og det er nok et resultat af tidlig indoktrinering i volley.

Han er startet på at holde bolden tæt mod hovedet, hvilket tyder på at han satser på at blive hæver. Fingrene er ikke meget for at aflevere bolden til os andre, men det behøver ikke at være et dårligt tegn. Han kan jo blot afvente hvilken vej blokken går!!

Ellers vil jeg ønske jer alle derude en god jul, og slutte af med et lille træningscitat:

“If everything seems under control, you’re just not going fast enough"

Mikkel

08 december 2008

Rundens hold + tips of the week

LIDT OM UGENS RUNDE i DAMERNES ELITE - RUNDENS VINDER-HOLD
I den forgangne runde fik en del begravede hold igen vist styrke. Skovbakkens nederlag på klare 3-0 kan ikke kun forklares med en enkelt spiller ude (også selvom det er Anne Nybo), især ikke når modstanderen mangler endnu flere!!!
Fortuna fik igen vist lidt af deres styrker i serv og angreb, og især Caley + Meli viser i øjeblikket god form. Dertil kommer at man har fået identificeret de ting som halter samtidig med at medicinen er begyndt at virke. Lyngby virkede faktisk bedre organiseret og spillende end de har været længe, men man må sige at når 41 ud af kampens 79 server fra Fortuna serves af Meli + Juliane, viser det et par problemer i enkelte opstillinger ;-)
Det kostede reelt 1. sæt, mens det var en medvirkende årsag i de andre sæt. En spændende afslutning i 3. sæt, som heldivis fik en god Fortuna-afslutning, så mine tips gik på 1 af 1

Holte vandt med et amputeret hold (dog med fine proteser) over et DHG-hold som heller ikke havde hele arsenalet med. Her er der nok mere tale om amputering af egen fri vilje pga den store afstand fra Fyn til Holte. Et tip jeg også havde så nu var det 2 af 2 rigtige.

Brøndby spillede en sikker sejr hjem mod KSV, og det havde jeg jo også tippet. Så her havde jeg nu 3 af 3.

Men rundens hold fik mig altså. Det bedste comeback længe, og måden var heller ikke skidt. Jeg har længe ventet at Lene Grøn måtte ind på midten for at skabe noget stabilitet, for med alle de andre kanter var det næsten frås at have hende på diagonalen.
Skovbakken var måske uden Anne Nybo i det meste af kampen, men W's tropper var uden både Mette Oht og Iben Bundgaard - så mon ikke det går mere end lige op? Denne præstation af Frederiksberg var nok rundens bedste, især de seneste præstationer taget i betragtning. Ingen tvivl om at det nok ikke ændre billedet betydeligt for hele sæsonen, men blot understreger at denne sæson er "anything goes as long as you believe".
Desværre havde jeg set Skovbakken tage et sæt, men sejren til Fr.berg havde jeg da gættet.

LIDT OM HERRERNES RÆKKE - VI SPILLEDE SOM VI SKAL
Vi tog søndag til Holte, og største usikkerhedsmoment op til kampen var hvem af de gamle Holte-drenge er med, og hvilke bolde spiller vi med?
Holte er kendt for at have andre bolde end resten af holdene (Molten), men har nu skiftet til den sprit-nye Mikasa. Den spiller vi også med i BM, så det var jo næsten hjemmebane.
Vi får en rigtig god start på kampen og har reelt ingen problemer fra start til slut. 3 rotationer med modtagningskoks gav point til Holte (og alt for mange), men de ændrede ikke ved udfaldet det næste stykke tid. Så selvtilliden, aftalerne og tempoet er oppe igen for anden uge i træk. Vi har også en god effektivitet i transitionsspillet, og overordnet set så roterer vi fint rundt i sideout spillet med god effekt fra alle positioner.

Middelfart vandt torsdag over HIK og Skovbakken over Ikast søndag. Begge kampe var tætte 3-2 opgør, og det samlede facit efter runden er at både top og bund er tættere end før runden startede.

De næste 2 kampe er begge mod Gentofte, og det bliver rigtig spændende for det afgør dels hvem der bliver efterårsmestre, men også hvem der kommer i pokalfinalen i januar måned. Sidstnævnte må nok siges at have den allerhøjeste prioritet for begge hold, så derfor bliver kampen lørdag også en god indikator for hvad der skal ske lørdagen efter.

NÆSTE UGES TIP - DAMERNES ELITEDIVISION

Tirsdag
KSV - Fortuna Odense Volley 0-3

Første kamp i denne sidste runde inden jul. Fortuna kan cementere 3. pladsen, som alt andet lige må siges at være bestået ovenpå et generationsskifte der har sendt Stine Andreasen, Sara Holst Olesen og Lotte Vestergård ud til fordel for Karen Helmer-Hansen, Juliane Daugaard og Melcijana Salispahic - tre i øvrigt danske A-landsholdsspillere. Hvilket også tydeliggør Fortunas position pt som dem der satser på de unge danske landsholdstalenter (ups - drillede jeg der nogen der engang gik meget op i den etiket;-)

Fortuna bør vinde og helst også overbevisende så man viser sig klar til semifinalen mod Skovbakken.

Torsdag
Lyngby Volley - Frederiksberg 1-3
Et passende resultat tror jeg, og mest af alt bygger jeg det på at Fr.berg nok pt har mest kørende. Lyngby spillede godt med, men mangler åbenlyst noget alternativ på kanten når Ditte ikke er til rådighed. Judith er gået lidt træt i det, og ligner ikke en med optimisme i spillet. Dt udnytter Fr.berg som måske også får flere tilbage end Lyngby gør....

DHG Odense - Brøndby VK 1-3
Det ville for 1½ måned siden have været en kamp hvor jeg kastede et sæt efter DHG. De seneste resultater af hjemmeholdet skriger da også stadig på det, men så er der lige P-effekten. Pia-effekten gør at Brøndby ikke længere smider den slags sæt, men er hun overhovedet med på udebane mod et undertippet hold. Hovmod står for fald, så derfor kastr jeg så alligevel et sæt DHG's vej. Og det kan sikkert blive mere, for det er lige præcis disse kampe Brøndby har størst problemer med at få spillet sat op.

Lørdag
Skovbakken Volley - Holte IF 1-3
Kampen spilles i en anden hal end normalt. Der kunne være tale om en skandale af spanske dimensioner, hvis overskriften på kampen havde været "Skovbakken frataget hjemmebanen". Men nu ved vi at volleyball ofte er langt nede på listen, så der er nok blot tale om at der spilles håndbold i hallen, eller der er en hundeudstilling.
Men det betyder vel at begge hold er på en slags udebane, og det giver vel alt andet lige Holte den største fordel. De har spillet sikre 3-0 sejre hjem, men er måske svækket. Skovbakken har klaret store resultater hjem på det seneste, men er måske også svækket. Så hvem ved hvad de enkelte stiller med, for her er nok også svaret på spørgsmålet. Når man ikke ved så meget, vil jeg stadig skyde på at Holte vil serve Skovbakken i stykker, eliminere Skovbakkens centerspillere og spille rimelig stabil sideout uanset hvem de har med. Derfor 3-1, for det glipper nok et enkelt sæt.

03 december 2008

Overraskelser i tredje potens

Overskriften er lavet for at henlede opmærksomheden på at vi nu i denne runde er nået til at et hold, som tidligere har overrasket positivt og negativt - måske kan overraske positivt igen. Og så mod et af de tidligere bundhold. Forvirret!!!

Jamen sådan er det i elitedivisionen for damer hvor især "mediet her" er med til at puste nogle lys ud, for blot at tænde dem senere. Kampen og holdet jeg refererer til i den ovennævnte passage er Frederiksberg mod Skovbakken, og især Frederiksberg. For hvem ville have kaldt det en overraskelse for godt 4 uger siden, hvis tippet havde været en hjemmesejr til Frederiksberg. Faktum er dog at ikke meget pt kalder Frederiksberg frem som favoritter, dog kunne man i lyset af de hidtidige resultater, netop sige at det at de IKKE er favoritter måske gør dem til det alligevel. Det handler om den rigtige medicin til et sygt hold, og hvad er bedre end den gamle floskel "alt at vinde - intet at tabe".

Men det holder nok bare ikke, for selvom Frederiksberg og Fortuna er holdene der måske lige nu syner mest i krise, ja så er der ikke langt derhen for de andre. For krise måles mest på tabellen, og her handler det om Top 4. Derfor kan vi hurtigt få Holte & Skovbakken derud, hvis de skulle skabe de negative overraskelser i denne uge. Hvis DHG kan slå et decimeret Frederiksberg-hold, hvad kan de så mod et Holte-hold som har 3 bærende spillere ude med skader.

Men jeg vover mig ud i tips igen, selvom undertegnedes formkurve heller ikke er imponerende. Men som en gammel træner engang sagde: "Hvis du ikke tror på at du kan vinde, så bliv bare i omklædningsrummet". Og sådan er jeg ikke - og det samme er sikkert gældende for de kriseramte, som jeg tror på dømmes tilbage efter denne weekend.

Fortuna Odense Volley - Lyngby Volley 3-0
Møde, bedre træning, spejlkiggeri osv. Alle metoder er taget i brug, og på den måde ligner i år meget sidste år. Her kom holdet tilbage med bravour, og selvom meget er forynget så handler det i sidste ende om at tro på sine egne evner og stole på dem ved siden af. Sådan noget kan ikke trænes eller købes, men det kan opnås med et stramt koncept og tillid til at handle derinde.
Fortuna har fat i den lange ende mod Lyngby, som jeg tror skal stå tidligt op for at ændre noget her.

Frederiksberg - Skovbakken 3-1
Skovbakken har besvaret manges spørgsmål omkring deres evner, og pludselig er det ligegyldigt at de præsterede som en bisværm uden bo i midten af december. Skovbakken har endnu at bevise at de kan nå i semifinalerne, for de har hele tiden haft holdet til det. Men skal man i semifinalen så er det også disse kampe mod direkte konkurrenter der skal vindes. Euforien har måske ikke lagt sig i Århus, men omvendt tror jeg snart at andre er færdige med at tage let på opgaven mod dem.
Derfor tror jeg på Frederiksberg, for nu er det deres comeback-tid.

Holte - DHG Odense 3-0
Uagtet DHG's sejr over Frederiksberg, så tror jeg ikke på at de rører ved Holte i denne kamp. For det første er jeg i tvivl om hvilke spillere de har med til udekampe, for faktum er at der skal mobiliseres en del babysittere for at få det show til at køre. Dernæst tror jeg at Holte kan serve i timevis uden at lave fejl i år, og DHG kan modtage i timevis uden at være stabile. Sidst men ikke mindst har DHG nu i 2 kampe i streg mødt hold som åbenbart er villige til at lave 10-15 point til dem pr. sæt - og det sker ikke her. Selvom Smølf sikkert har megen respekt for DHG's meritter i dette årtusind, så er 1 volleysæson = 10 almindelig menneskeår, hvilket nok gør at det mere er på papiret at respekten er.

Brøndby - KSV 3-0
Brøndby har med købet af Pia fået den sidste puslebrik. Nu er holdet komplet, og skulle man være lidt hård så er det vel næsten kun udefrakommende uro der kan ødelægge tingene for dem. Men sådan noget kan også hurtigt komme, for holdet besidder stadig ikke helt den evne til at stoppe vognen på vej nedad bakke. Ligesom Fortuna rammes de måske af at der mangler noget/nogen når skibet tager vand ind, og måske er Pia "the missing link". Meget at putte på hendes skuldre, men omvendt så har hun også allerede bevist at hun kan magte meget ansvar.

LIDT OM HERRER-WEEKENDEN
I herrernes række møder vi Holte, og her er virkelig tale om en tur ned af mindernes allé. Holte har med Berg-brødre, Lyø den yngre, Søren Søgaard, Henrik Kjær osv et hold af lutter super-spillere fra dengang hvor Wham også optrådte og scorede applauser for "White Christmas". En del er sket siden, men volleyball kan de sgu stadig spille.
Jeg satser dog på at vi alle gerne vil bibeholde status som 1'er i rækken, og med alle spillere klar til kamp satser jeg på en sejr.
Vi har en kamp mod dem at lære af, og mon ikke at vi kan finde en ting eller to i analysen.

Gentofte er oversidder. Middelfart tager hjemme imod Aalborg HIK. Et opgør der kan give taberen et skub i den forkerte retning af tabellen. Især hjemmeholdet Middelfart skal helst vinde for at bevare kontakten med Top-3. Men måske er man slet ikke så ked af at stå til at møde Marienlyst....
Ikast møder Skovbakken i et sværdslag om hvem der skal være bundprop i rækken. Ikast har et forspring på 2 point, og kan for alvor tage et skridt mod at blive i rækken med en sejr.


God volleyweekend

02 december 2008

Kaosteori i volleyball

Kaosteorien bliver tit præsenteret ved eksemplet med den såkaldte sommerfugleeffekt. Det går ud på, at vejret kan være så følsomt over for små variationer, at en sommerfugls vingeslag kan forårsage en orkan på den anden side af Jorden.



KAOS TEORI I DAMEVOLLEY

Oversat til damevolleyball virker det som om at en dårlig bold spillet for 4 uger siden kan forårsage dårligdomme der giver store nederlag idag. Fortunas damer er et godt eksempel i den negative retning, mens Skovbakken i den grad må sige at være det positive eksempel. Hvornår har man sidst i øvrigt set 2 DM-favoritter tabe til et hold fra top 3 (fra bunden)? Intet er som det plejer, og i stedet for at lede efter svarene hos dem der præsterer dårligt, skal vi måske begynde at se efter svarene hos dem som overrasker positivt. For hvem siger at det ikke er et volleyball-move fra dem, som har forårsaget en orkan hos Fortuna & Frederiksberg - og for ikke så lang tid siden hos en del af de andre i toppen.



KAOS TEORI I HERREVOLLEY

Det er som om at der er mere stabile vinde der blæser over herrer-rækken. Dog må man sige at jeg ser det som en tendens på kaos, at regler bruges og misbruges i en grad som involerer andre. I Holte har man gang i et eliteprojekt der måske allerede i år kan give en plads i slutspillet, men graver man dybere så ser man desværre også at det er resultatet af en underlig prioritering. For ikke mange år siden trak Holte herrerne fra rækken pga spillermangel og et 2. hold der ikke ville spille deroppe. Nu spiller de selvsamme spillere i et samarbejde med Lyngby i eliterækken, og Lyngby er tillige med i toppen af 1. division.

Så måske er kaosteorien i herrernes række at det bedst kan betale sig at undgå nedrykning ved at trække sig, da man så opnår succes igen på den lange bane. En teori der måske er så brugt at det er derfor at vi nu for gud ved hvilken gang mangler et enkelt hold. I hvert fald skal vi holde øje med DHG som nu er på vej i 1. division og ASV i 2. division. De får deres moment of fame.



I denne weekend tog vi i Marienlyst imod Ikast og her var ikke megen kaos. Der havde nærmest sænket sig en kosmisk r& tro over spillet, og alle elementer inkl. dem der ikke var så effektive tidligere blev vist frem. I blokken alene var der overlegen stil og kun få gange blev det nødvendigt at vise de nye takter i forsvaret frem.



KAOS TEORI BLANDT DOMMERNE

Vi har i mange år skreget på en mere jævn linie især på det tekniske niveau, og os som tog afsted i udlandet havde måske også set lyset derude. Nu forsøger de danske dommere sig i en klassisk kaosteori-tankegang for at hæve volleyball i DK. Vi har i årevis set kampe blive fløjtet i stykker pga for mange kendelser, og nu fløjtes der næsten ikke. Kan han da blive tilfreds?

Nå, men tilbage til kaos-teorien i praksis: Når der ikke er internationalt niveau i Danmark, kan man måske få det til at ske ved at dømme internationalt?

Vi har i år oplevet at bolde der tages med venstre hånd og ca. 2 sekunder efter af højre hånd, ikke nødvendigvis er et dobbeltslag. Vi har set hvordan bolde der hænger fast i hænderne under en fingerslagsmodtagning ikke nødvendigvis er en "holdt bold". Vi har hørt dommere sige at der ikke skal dømmes mere end 1-2 tekniske kendelser pr sæt (gad vide om det er aftalt med spillere?).



Til det hele kan jeg kun sige: For at dømme internationalt få tekniske kendelser, kræver det spillere i den klasse som er derude. Ingen herhjemme skal nogensinde få mig til at se det rimelige i at en landsholdshæver med et af danmarksturneringens bedste fingerslag skal dømmes ligeså mange gange som en centerspiller med 5 fingre i gips!

Jeg synes det hele lugter af at de enkelte dommere enten går til kampen med enten "hvor mange skal jeg dømme ifht at se på de bolde der reelt er" eller "jeg dømmer ikke nogen tekniske fejl idag".



I øvrigt vil jeg blot citere en rigtig god kommentar ovenpå en kamp: "Det der er ikke en international linie, det er bare at undlade at dømme for de forseelser der bliver begået".



KAOTEORI I TURNERINGSSTRUKTUR

Nu har DVBF luftet at de anerkender kritikken - hvad det så end betyder? Hvis det blot er at "vi har altså hørt jer, men det betyder stadig ikke en s...." - ja så er jeg ikke imponeret. Men hvis de laver beslutningen om, nedsætter en komite af repræsentanter fra de forskelleige interesserede i at se på en ny reform, og så ellers trækker tæppet væk under TSG på beslutningsdygtighed - ja så er jeg imponeret.

Men det er der ikke noget kaosteori i....

... det er der derimod i hele processen, som er foregået. Nogle foreslår en ny struktur, dervedtages en ny struktur, man laver i stedet en høring for at gøre det demokratisk og dybdegående, man udarbejder et resultat af høring som er forkert ifht svarene der er indkommet, man fortæller at resultatet er noget andet, man offentliggør svarene, man siger ikke mere, nogle begynder en offentlig debat, man anerkender kritik.



Og så er det at nogle stiller sig frem og synes at dem som laver offentlig kritik af dette forløb er de dumme her....



Se det er rendyrket kaos at sige sådan noget, og skulle det være rendyrket kaosteori, ville de selvsamme kritikere sikkert også kunne tilbageføres til at være skyld i at det er sket - nå ja, det fik de forresten også skylden for ved deres manglende deltagelse i processen.



Fantastisk!