Tips-titel er hjemme - DM-titel til salg

TIPS MED HJERTET VINDER SJÆLDENT

Nu er vores tips-konkurrence ved at være slut (mangler dog 1 kamp), og af de 4 kloge så havde jeg de fleste point. Jeg siger med vilje ikke at jeg er den klogeste, for med to aktive trænere der skal tippe på deres eget hold, så er der nok en del som er tippet med hjertet...

Men det som jeg i første omgang har studset over, er de mange resultater i år som ikke går til det forventede hold. Man kan altid tabe 1 sæt eller måske 2 hvis det er tæt, men vi har set kampe (i begge rækker endda) hvor et favorithold taber klart til et undertippet hold. Og så spørger jeg mig selv, om det er mig der ser det forkert an, eller er volleyball ikke så nemt at tippe?

Min tese er at volleyball er let at forudse resultater i, sålænge der er nogle fundamentale forskelle i de enkelte holds kvaliteter. For så kan du selv gennem taktiske rokader eller scouting ikke indhente det fysiske over en hel kamp. Derfor vil overraskelser som oftest ske igennem et hold der næsten slår sig selv. Men Skovbakken og DHG på damesiden samt Holte på herre-siden har vundet kampe i år, hvor det ikke umiddelbart kunne siges at være siges at være modstanderens uprovokerede fejl.

Anyways så spillede William og Mini sig selv ud af konkurrencen ved selv i egne krisetider at tippe på egne styrker. Et sympatisk træk, og havde de tippet imod sig selv så ville helvede sikkert også falde ned over dem.

Morten har hele tiden fulgt tæt efter, og selvom at mit hjerte har været hos Fortuna / og hans nok mest i Holte, så har vi set at tips er en helt anden ting. Her har vi begge været hudløst ærlige, hvilket også har betydet tips der skærer dybt i eget kød.

SÆT REALISTISKE MÅL - BRØNDBY & HOLTE ER DEM MAN SKAL FORBI

Når nu resultatet foreligger så er jeg klar over at det som altid er svært at gentage succesen. Fra kanten af banen har jeg set modstandere kigge mest på os sæson efter sæson, og det giver altid svære kampe året efter. Sådan vil jeg også få det i foråret.

Overskriften er derfor også mest af alt et minde til mig selv om at jeg skal kigge fremefter og ikke tilbage når jeg sætter mine mål. På samme måde ser vi også hold i damernes række, som måske har det svært pga målsætningen (Fr.berg ville i toppen, Fortuna ville i toppen, Lyngby ville i toppen).
Fortuna har gennemført en udrensning som har sendt 4 af landets bedste spillere på deres pladser ud af startopstillingen (red. Jeanette, Sara, Stine , Lotte V), og selvom afløserne bærer stor klasse så mangler erfaringen. Når de mange kommentarer omkring holdet derfor skal skrives, bør observatøren også hæfte sig ved dette faktum, men vigtigst er jo at holdet også har det i mente. For hvornår og hvorfor opstår der store fald i præstationerne på et hold? Efter min vurdering netop på et hold med lidt rutine, unge spillere og under stort pres.

Presset som Fortuna har lagt sig under efter 3 års gevinst i turnering og pokal er selvforskyldt. Spillerne vil jo gerne, men uden for banen burde man have været bedre til at sætte mål der ikke var så store eller i det mindste stod mål med holdliste og udviklingsmål for den enkelte. Ingen kunne selvfølgelig vide at både Brøndby og Holte ville være villige til lige at tage de ekstra skridt, som Fortuna tidligere har gjort (købe lidt ekstra). De ekstra investeringer i spillere ser jeg også som et tegn på at de også ved at "titlen i år er sat på udsalg". Med det mener jeg ikke at der skal mindre til at vinde for det er vel nærmest tværtimod, men de senere års suverænitet er definitivt brudt med afgangen af de nævnte 4 spillere. Fortuna er klart efter min vurdering et af fremtidens hold, og har måske derfor overtaget BVK/Holtes roller, mens de slås om at lave de bedste sidste-øjebliks-signinger.

Jeg forstår fuldt ud Brøndby og Holte, og som scenariet er ligenu så er det vel Brøndby der har taget teten med Pia Larsen's ankomst til startopstillingen på Vestegnen. Hun skubber en af deres egne unge landsholdsaspiranter ud på bænken, men det kan måske være den handling der konverterer bronzen fra sidste år til guld.

Omvendt så står Holte med et valg som ikke bør være så svært i samme sammenhæng. Man har kun et enkelt svaghed i angreb/blok kæden, og det er at den evige reserve Louise P spiller fra start af. Der er stadig masser af point i hende, men dem kan man også stadig opnå fra en bænkplacering. Hun har fremtiden for sig, men i kampen mod Brøndby kan man ikke kun indhente men passere dem med en signing på den plads.
Så kan man være ligeglad med at man laver en ren Jens Otto Kragh, for vinderen har altid ret. Holte har på denne måde muligheden for at gøre en inden sæsonen rablende katastrofal indledning til et rent eventyr, men ikke uden panderynker. For sporet man bevæger sig ud af er laaaaangt væk fra det vi i sin tid kaldte "Holte-ånden". Her kom spillere der "ville lidt ekstra med sporten", mens det nu mere ligner et "vil have lidt mere for at dyrke sporten".
Heldigvis er fundamentet lagt iform af ungdomsarbejde i Farum-Holte regi, og det eneste man kan frygte for er at man glemmer dette når guldtørsten skal stilles igen og igen. For med succesfuldt ungdomsarbejde følger også sæsoner som den Fortuna har i år.

Nu vil jeg ikke helt afskrive Fortuna, for talentet er der til at være med og Caley Carter & co har før vist forbedring i foråret. Men stabilitet er i sidste ende afgørende for om du kommer helt derhen. De sidste 3 år har jeg spillet finaler mod Lyngby, Holte, Skovbakken og Gentofte. Især mod de to førstnævnte har der reelt ikke været stor forskel i hvad de enkeltes topfart var, men motorstop undervejs er også en del af gamet - og dem havde alle vores modstandere flere af.
Denne stabilitet har jeg kun set hos Holte i år, og så tror jeg at Brøndby har købt dette i form af Pia. Fortuna skal håbe på at de 4 landsholdsspillere får en stor fremgang med landsholdet i januar, og kan drive holdet med dette gennem foråret. Sker dette, så er overraskelsernes tid ikke forbi.

EVALUERING PÅ MIN FØRSTE HALVSÆSON I HERRER-RÆKKEN

Når vi lørdag tager imod Gentofte så er det også den sidste modstander jeg mangler at se. Set i lyset af damerækken, hvor moden er at hente nye spillere til ømme punkter, så undrer det mig hvis en lignende ting ikke sker i årets herre-række. I bunden kan en enkelt spiller måske betyde forskellen mellem en returbillet til 1. div eller ej. I toppen er de enkelte trupper sårbare overfor skader eller formdyk, hvilket også kunne give et incitament til forstærkning.

Men glædeligt er det at komme rundt igen i haller som man aldrig kom i pga at de ikke havde damer. Mødet med Middelfart er jo et møde på godt og ondt. Træls at vi tabte, men med deres noget hårde publikum i ryggen, som ikke skyer hverken gloser eller midler, så er det jo også et sted som man vil elske at vinde som udehold. Og det giver kulør at have med, og på en eller anden måde kan jeg kun glæde mig over at der i det mindste er et sted i landet hvor selv mødre og fædre over 50 år er villige til at råbe ord og sætninger der ville betyde hjemsendelse fra skole for de fleste børn. Så er vi ikke langt fra fodboldens verden, når vi kan udløse så mange følelser.

En anden ting har været mødet med en helt anden træningsmentalitet, for der er forskel på damer og mænd. Måske havde jeg det også lettere med Fortuna, fordi kulturen var blevet opbygget med mig selv ved roret. I BM er der mange erfarne spillere udefra, og træningen er derfor også meget anderledes, hvilket kræver tilvænning fra både mig og spillere. Men en ting er sikkert - i begge lejre er de lige dedikeret til målet og vil gerne vejen. Og det er jo ikke som om at det er nogen hemmelighed hvad der skal til. Det du træner er også det du kan. Så målet må jo så være at træne det vi skal bruge i kampene samt det vi endnu ikke helt mestre. Faren er at træne alt for meget af det vi ikke skal blot fordi vi ikke lige er helt mentalt klar til at træne.

Så udfra dette fortsætter jeg med at arbejde videre, og et af målene er lige om hjørnet - pokalfinale og så min 4. i træk.

UDEN FOR BANEN - MEN ALLIGEVEL ET TEGN
På den private træningsbane så er min søn nu begyndt at kunne bruge kroppen til lidt mere. Han er nu knap 7 mdr gammel, og der er to ting han elsker at gøre. Det ene er at stiller du ham op, så vil han hoppe - og han hopper som moren og heldigvis ikke faren. Det andet er at han elsker at klappe, og det er nok et resultat af tidlig indoktrinering i volley.

Han er startet på at holde bolden tæt mod hovedet, hvilket tyder på at han satser på at blive hæver. Fingrene er ikke meget for at aflevere bolden til os andre, men det behøver ikke at være et dårligt tegn. Han kan jo blot afvente hvilken vej blokken går!!

Ellers vil jeg ønske jer alle derude en god jul, og slutte af med et lille træningscitat:

“If everything seems under control, you’re just not going fast enough"

Mikkel