Det gode ved fredagskampe er at man virkelig kan lave et mega kick-off på en weekend. Det dårlige er at et nederlag er svært at få væk før mandagens træning....
Og det sidste blev tilfældet fredag i Middelfart. Vi mødte et veloplagt Middelfart-hold, som virkelig formåede at gøre en kamp som gjorde at vi skulle være klar. Det var vi bare ikke. Vi præsterede en god modtagning, og havde tiltider også godt fat i spillet ved nettet, men afgørende blev momentvise frit fald situationer i sideout samt manglende udnyttelse af de få muligheder vi havde når det virkelig var nødvendigt i transitionerne.
Vi snakkede en del efter kampen, men grundlæggende kunne ansvaret nok ikke placeres entydeligt på hverken enkelte ting eller personer. Vi skal bare være bedre til at arbejde os opad i niveau, hvis det svigter i starten. Og så ellers sørge for at tage vores eget personlige ansvar ifht holdet, for vi vil jo alle sammen det samme - vinde...
Lørdag var det tid til at være i tilskuerens rolle. Og sikke en dag - først viser elitedamer at volley også kan handle om andet end at vinde bolde ved nettet. Jeg har aldrig før set et hold vinde et sæt i en elitekamp ved kun at vinde så få bolde ved nettet. Men DHG gjorde det, og det mest underlige var at Fortuna ikke lod sig mærke sønderligt over de mange fejl. Da DHG rundede 10 point vandt de deres første bold, og her havde flere Fortuna-spillere markeret sig med slag laaaangt ud og i nettet....
Dernæst skete der et kvantespring, for i resten af kampen var det nærmest 0-fejls-volley fra Fortuna. Og det resulterede i et sæt hvor DHG tabte 25-3 - måske ny rekord igen i eliten.
Alt i alt demonstrerede kampen mest af alt at der er så enorme forskelle i volley, og jeg atger da hatten af for at de gider i DHG. For det er for det meste de gamle rutinerede som trækker læsset. Spillere som er gamle DHG'ere og som modsat vores gamle spillere stadig er førsteholdsspillere - og de har måske ikke niveau til eliten mere, men er stadig mere end rigeligt til 1. division. Giver det stof til eftertanke i fht ny turneringsstruktur???
Og hvad så med den struktur - er det ikke bare lige meget?
Jeg har fået nogle kommentarer fra flere der måske synes at det hele er lidt kørt op ifht om det er så skidt som debatten siger - jeg kunne ikke være mere uenig. Jeg synes faktisk at det er kørt al for lidt op. Al for mange ledere i både forbund og klubber har slet ikke været på banen, og jeg håber virkelig at det er fordi de vælger at gå direkte til DVBF's bestyrelse og ikke offentliggører at de har valgt dette. For reelt har vi INTET at sige ifht Acostas ledelsesstil, når vi i en demokratisk proces vælger at handle som vi gør.
I det hele taget så skal en turneringsstruktur afspejle en vision for sporten. Hvad vil du gerne med rækken, konkurrencen, medier osv. Derfor var jeg oprigtig glad for at se de mange gode forslag som forbund og andre interessenter er kommet med til strategimødet. Det lover rigtig godt for en fremtid med visioner, mål og handlingsplaner i højsædet. Så må vi se om det andet ikke løser sig selv - men min opfordring til forbundets bestyrelsesmedlemmer er at omgøre det med øjeblikkelig virkning. Jeg tror på et frafald på mange spillere allerede fra næste sæson, hvis det udføres.... Spillere som har spillet masser af landskampe, stillet op for klub + forbund i både træner, leder og spiller-roller.
DET KAN VI IKKE BYDE DEM!!!
Vi har lavet så mange ændringer indenfor de seneste 5-6 sæsoner, så jeg næsten er rundtosset. Strukturen i rækken, teknisk vurdering i kampene, hvor mange gange man skal mødes og hvor, hvor meget skal de første 20 kampe vægtes i fht finaler osv.
Sammenlagt så er ALLE ÆNDRINGER nogle som har betydet enten en forringelse for det sportslige (i mine øjne defineret som vinderens ret til stadig at få samme behandling som alle andre) og en kunstig oprettet konkurrence.
Jeg vil derfor hellere spørge hvilke værdier vores turnering skal have, end komme med en færdig struktur - for det er nok igennem en værdibaseret diskussion at vi kommer tættere på løsningen.
Hvorfor skal en spiller kunstigt holdes i 2. div, hvis hun gennem 10 års træning har været en støtte for eliten / landshold og nu vil retræten?
Hvorfor skal 25 % af landets øverste række tvangsnedrykkes når alle kan se at niveauet til en sportslig berettiget oprykning ikke er tilstede? Er det ikke en sportslig fair at spille om i hvert fald en af pladserne?
Hvorfor skal en grundturnering hvor alle hold skal møde 3 gange muligvis ende i at "hvem man møder hjemme" kan afgøre fordele i sidste del af turnering?
Hvorfor skal et teknisk niveau defineres udfra det gennemsnit der er på banen, istedet for at følge reglerne? Anlægge et internationalt niveau i DK vil i langt de fleste kampe stadig betyde mange flere kendelser for "holdt bold" og dobbeltslag i især modtagning + hævninger. Men herhjemme ser vi at en stor forskel i teknisk kunnen mellem holdene ofte bliver en hæmsko for de teknisk dygtige. Og måske er de bare bedre internationalt, og derfor er der slet ikke noget som hedder internationalt niveau i teknisk bedømmelse.
Måske er vi ikke så dygtige til at have disse værdibaserede diskusioner, fordi vi har så svært ved ikke at tænke mig-mig-mig ind i alt hvad vi foretager os, og samtidig har vi som danskere en alvorlig gen-fejl når det kommer til vindere. Vi klapper flot af dem, men har også den "du skal ikke tro du er noget" jantelov med os. Det udmønter sig i regler som de vi snakker så højt om pt.
Men skulle jeg udfra en kollektiv tanke tænke på det, ville jeg gerne have en turnering der er rummelig og fair udfra de principper som er forbundet med at dyrke sport. Det behøver ikke være så svært...
Hvis du gerne vil spille elite, 1. eller 2. division - så skal du også være god nok. Du skal ikke have pladsen fordi andre som er bedre end dig, tildeles pladsen administrativt.
Hvis du spiller i en klub som har mere end 1 hold af samme køn, og alligevel vælger at trække fra toppen af, så går det altså også ud over klubbens andre hold i samme aldersgruppe og samme køn. De kan heller ikke rykke op efter den kommende sæson, for hvorfor skulle de kunne det, når de nu ikke tog pladsen fra 1. holdet i første omgang....
Hvis du er U-spiller må du gerne spille 2 kampe i samme runde hvis den ene er elite - dog kun hvis du er tilknyttet talentcenter Vest / Øst. Incitament til U-spillere om at deltage i træning der kan gøre dem bedre og samtidig flere kampe til U-spillere.
Hvis man gerne stadig vil holde fast i elitens 2. hold, så kunne man indføre at Elitehold skal have U-spillere på banen i x-antal % af kampene i 1 /2. division for at være berettiget til at blive / rykke op / eller skal have et U-19 hold for det osv.
Men undlad at lave regler der ikke har et udviklingsmæssigt perspektiv og samtidig ikke træder på dem som vi tidligere har haft stor gavn af i vores stræben efter succes med landshold og elitevolley.
24 november 2008
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)

3 kommentarer:
Hej Mikkel.
Jeg tror simpelthen problemet er at der er vældig mange klubber og kun 15 klubber i elitedivisionen hvoraf de færreste har stærke 2hold.
Derfor gider mange ikke råbe op over denne håbløse sag, samtidig med at mange andre håber at deres vej til den svage 1 division kan blive lettere ved at holde 2 holdene derfra.
Jeg er meget imponeret over så mange klubber der talte for 2 hold, som ikke havde nogen personligt interesse i det - og at et stort flertal var for når det er et fåtal der ville have glæde af det kan trods alt give en tro på at klubberne tænker langsigtet.
At alle så fik fingeren efterfølgende er så bare en anden ting.
Anyways, the show must go on og det er nok hverken første eller sidste gang at håbløse beslutninger tages.
Jeg sætter dog gerne 500kr på at der vedtages nye turneringsændringer indenfor de næste 3 år.
/William
Jeg sætter også penge på at der ikke går mere end 2 uger...
Hej begge
Ja måske ændres der, men det kan ligeså godt indgå i den nye strategiproces - hvor man så igen køber sig tid (og omvendt får endnu flere erfarne til at stoppe med volley).
Jeg sætter helst ikke penge på volley for tiden, og da slet ikke på noget hvor du er indblandet Martin;-) Dit hold har ad 2 omgange kostet mig - denne gang troede jeg på et lille sættab, og sidst tog i fusen på mig med en 3-0 sejr. Og det hvor alle 11 andre kampe var gået hjem - det kostede lige 1600 kr på en 10'er. Heldigvis havde jeg spillet lidt på at en måtte falde, men det løftede ikke humøret mere....
Og nej - jeg spiller heller ikke på hverken Fortuna eller BM!!
Mikkel
Send en kommentar